Annonce
Klumme

Min Mening: Homo-Helge under farligt angreb

I et eller andet miskmask af identitetspolitik, særlige hensyn over for minoriteter og religiøse mindretal, de sociale mediers indtog og en misforstået politisk korrekthed, er en berøringsangst og en sarthed kommet snigende. Og den grundlæggende tillid - vores særlige råstof - er på retræte.

"Homo-Helge".

For sydfynske kendere og fans af Søren Østergaards Zirkus Nemo et synonym på vores veteranskib M/S Helge her i Svendborg. Gerne trukket vel rigeligt på o'erne, så det nærmere bliver "Hooomoo-Helge". For når Søren Østergaards skattede figur Smadremanden taler om andre køretøjer end den egen foretrukne knallert, tilsættes de ofte ordet "homo".

Ret sjovt for de fleste. Men for Lars Henriksen, talsmand for den årlige Copenhagen Pride, så krænkende, at han må protestere på sin Facebook-side. For han vil ikke finde sig i at blive latterliggjort af "en midaldrende, cis-hetero komiker", der taler nedsættende om homoseksuelle. Og som Lars Henriksen uddyber i et interview i Berlingske Tidende i fredags, er han bekymret for de regnbuefamilier, han kender. Bekymret for, hvad negativ omtale af homoseksuelle gør ved de familiers børn, når de skal høre deres forældre omtalt som noget negativt.

Dette er blot sidste eksempel på en mærkværdig og urovækkende krig om ord og krænkelser. Om hvad man må sige og gøre - eller allermest om, hvad man ikke må sige og gøre.

Et andet eksempel fra min hverdag blot den seneste uge er årets skolefest på børnenes skole.

Temaet er farver. 9. klasserne har fået farven sort, og en gruppe elever skal spille musik lavet af sorte kunstnere. De skal være klædt i sort, men må ikke male sig sorte i ansigterne. Hvorfor ikke? Sandsynligvis fordi nogle potentielt kan føle sig krænkede. Men over hvad? At man hylder musik af sorte kunstnere og derfor klæder sig ud som dem?

Et tredje eksempel er fra en tur i Legoland her i weekenden, hvor min mellemste søn fik den ret tåbelige idé at række fuck med begge fingre på vej ned af kanoerne i Westernbyen, lige der hvor parken tager fotos af gæsterne.

Hvorfor han gjorde det, aner jeg ikke - og han fik også at vide bagefter, hvor irriterende og dumt det var. Måske som en slet skjult protest over, at Legoland malker de besøgende for penge, når de sælger fotos i alle afskygninger taget ved diverse forlystelser.

Måske bare fordi han var møghamrende træt efter en sheltertur med klassen og egentlig ikke orkede Legoland. Måske helt uden grund. Jeg ved det ikke, men resultatet blev, at billedet slet ikke blev fremvist på skærmene, når man kommer ud af forlystelsen. Fordi fotoet var upassende. Og det til trods for, at vi alle fem i kanoen tilhørte samme vennegruppe.

Efter min mening tre eksempler på en foruroligende udvikling. Hvor man føler sig krænket - ofte på andres vegne, hvor man overkompenserer og tager unødige hensyn, fordi nogle potentielt kan føle sig krænkede.

I stedet for at grine eller lade være med at grine, hvis man ikke finder Smadremanden humoristisk. I stedet for at lade kreativiteten udfolde sig og lade være med at tolke alt, der har med sorte mennesker at gøre som potentielt racistisk og krænkende - og tage diskussionen om unødig krænkelsesparathed. I stedet for at vise fotoet og lade den irriterende teenager blive udstillet foran hele gruppen af besøgende. Ja, så trækker man krænkelseskortet eller sørger for at tage sine forholdsregler, så ingen kan føle sig stødt eller krænket.

I Danmark hylder vi frihed, lighed og retten til at ytre sig. Vi bruger ironi og humor i stor stil - også den sorte af slagsen. Vi diskuterer gerne følsomme emner som både politik og religion, og vi har en grundlæggende tillid til, at andre mennesker vil os det godt. Uanset uenigheder og overbevisninger. Og netop dét er vores råstof. Dét, der gør os unikke.

Vi danskere er hverken klogere, smukkere eller mere innovative, men helt siden andelsbevægelsen har vi vist vores helt særlige evne til at samarbejde. Til at have tillid til hinanden. Noget, der gør os godt - både privat og erhvervsmæssigt.

Men i et eller andet miskmask af identitetspolitik, særlige hensyn over for minoriteter og religiøse mindretal, de sociale mediers indtog og en misforstået politisk korrekthed, er en berøringsangst og en sarthed kommet snigende. Og den grundlæggende tillid - vores særlige råstof - er på retræte.

Jeg har helt personligt valgt at lade mig farve rødhåret, min bedre halvdel er overvægtig, vi er begge ateister, og hele familien er ret glad for kød. Hvis vi skulle trække krænkelseskortet hver gang, der bliver sagt eller gjort noget potentielt, krænkede for os; rødhårede, tykke, ikke-troende og kødspisere, kunne vi jo aldrig lave andet.

Men vi har fødderne solidt plantet, ved hvad vi står for, og hvad vi tror på. Vi har en grundlæggende tillid til andre mennesker og har ikke noget behov for at blive krænket. Heller ikke over "Homo-Helge". Og måske handler det i virkeligheden om det; tillid og selvtillid.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce