Annonce
Læserbrev

Min Mening: Et opsving ad gangen

Man er altid bagefter sine børn, og intet sted er det mere sandt end på skibakken. Jeg dukker op over en kam, og de er nede i dalen. Jeg står i kø til liften, mens de er på toppen. Jeg venter i evigheder ved et skilt, hvor der står "samlingsplads" og de sms’er, om jeg ikke kommer op. De vil gerne have varm kakao, og det er mig, der betaler. Til gengæld viser jeg dem, at det er ok at sige fra, når man ikke kan eller tør mere. Som for eksempel i mødet med en stolelift. Jeg er træt helt ned i tæerne, hvor blodet langsomt vender hjem. Jeg har fortjent en morfar, skiferiens egentlige luksus.

Jeg hørte engang en kvinde sige, at det er tydeligt at se i en skoleklasse, hvilke børn der står på ski og hvilke der ikke gør. Altså i betydningen af at klare sig godt og komme fra et veluddannet hjem. Jeg protesterede. Vores børn havde ikke været på skiferie, jeg havde heller ikke, og jeg skulle da mene, at vi både kunne læse og skrive. Alligevel har jeg haft det sådan med skiferier, at det var de riges vintergolf. At jeg ville føle mig fremmed mellem forvænte skistave og verdensmandssnakken om, hvorvidt det er bedre i Østrig eller i Dolomitterne.

Skiferie er en slags klassesamfundets tallerkenlift. En tur til tops giver dig mulighed for at tage flere ruter ned. Og selv vælge hvilken. Du får evnen til at løfte den ene ski og lægge vægten på den anden. Eller dreje ind i en snedrive og bare stå stille. Det er kun de privilegerede, der har råd til den slags bremseklods, som en skiferie er. Selvom det føles som om hele Danmark vitterligt er på Oslofærgen, så er det ikke sandt. Overfarten var ellers forjættende, og jeg undrede mig: Hvorfor har man gjort alt for at sløre det faktum, at vi sejler? Vendt stolene væk fra vinduerne og tonet ruderne. Lagt så meget gulvtæppe og underholdning ind, at man knapt aner, man er på gyngende grund? Vi præsterer at sidde på færgen i halvanden time, før den sejler. Vi tænker bare ikke over det. Færgen fyldes med familier, der straks giver sig til at opføre sig anderledes, selvom vi står stille. Oslofærgen som fænomen. Oslofærgen som forbrug. Vi er en stolt søfartsnation, der æder toldfri shopping som slik. Når vi da ikke står i kø til buffeten. Om så verden gik stille under, ville vi ikke opdage det. Vi holder øje med "Black Beauty", det er hende, vi har satset på. Det er som på høvdingens sidste rejse. Han skal have alt med fra denne verden, smørkrukker, vin – og hestevæddeløb.

"Var Titanic større?", spørger børnene, de har aldrig set så stort et skib. Det her er også dekadent bare på en utrolig folkelig måde. Om natten sveder vi i hver vores køje. Vi skiftes til at bande over, at vi ikke har købt mere vand. Næste morgen står vi i en kø så lang som dækket for at få vores morgenmad. Den vi har betalt for. Det har de andre også, kan man mærke. Bagefter må vi spørge efter udsigten til det hav, vi sejler på. Undskyld, hvor kan man gå ud? Det er som en Eagles-sang: "You can checkout anytime you like but you can never leave". Vi ser indsejlingen til Oslo. Der er næsten ingen sne. I Sälen er hvidheden ikke blød, men glat. Folk fra Sydsverige søger opefter, og snekanonerne er på overarbejde. Alligevel steger vi pølser over bål, mens eftermiddagssolen farver himlen lyserød. "Er det nordlys?" spørger et barn, og nej det er det ikke. Men snescooteren findes, og alle voksne går med hjelm. Det er iset, og man kan falde ved den lift, der skal løfte én op. Op i højderne, op til toppen, hvorfra man selv kan vælge nedturens farve og længde. Med mindre man har sin bane forudbestemt.

Annonce
Jannie Schjødt Kold, Baggårdteatret.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Fyns Amts Avis mener: Fortæl os om corona-beredskabet

I weekenden gik Italien fra at være et land, der var obs på coronavirus-udviklingen ude i verden til at være et land, der lukker hele regioner ned efter markant udbrud af coronavirussen. Helt ligesom det vil kunne ske her i Danmark, og som flere personer fra myndighederne nu siger, vi nok skal være forberedte på også her. Indtil videre er offentligheden orienteret om, hvordan man skal forholde sig i forhold til, hvis man skal rejse ud i berørte områder, og ellers har planen mod virussen på verdensplan været en inddæmningsstrategi, hvor man med lige dele planlagt karantæne og håb, har satset på at virussen kunne netop inddæmmes. Det er den strategi, som de danske myndigheder i løbet af mandagen nu ser så meget under pres, at der nu skiftes strategi. Der forlyder nu i stedet, at man heller ikke her i Danmark regner med at kunne undgå coronavirussen, men at man tværtimod skal være "forberedt på smittespredning", som det lyder. Det er ikke mindst udbredelsen til nu 30 lande og senest den aktuelle situation i Italien, der har ændret det. Det er selvfølgelig en ny situation for os her i landet, og her må man sige, at det er afgørende for både de måske kommende smittede i Danmark og for vores alles hverdagsliv de kommende måder, at der allerede fra nu kommunikeres klart og tydeligt om, hvad beredskabet går ud på. Nogle vil selvfølgelig fortsat kunne trække på skuldrene over den megen larm over mulig ny influenzavirus. Men hvis virussen kommer her, vil en del i forvejen syge eller svage personer kunne blive ramt hårdt, og med den udvikling, der ses lige nu, vil vi også se dødsfald som følge af coronavirussen. Ligesom vores sundhedsvæsen og ikke mindst samfundet i al almindelighed vil blive alvorligt præget af et stort udbrud. Selvfølgelig skal personer i særlig risikogruppe orienteres særskilt om de forholdsregler, de bør tage, når og hvis virussen konstateres her i landet. Men resten af befolkningen bør også allerede nu informeres om den ændrede strategi og en opdateret beredskabsplan. Det værste, der kan ske nu, er at folk går i panik, når og hvis sygdommen konstateres her. Det bedste middel mod panik er jo viden og oplysning, og derfor er rettidig, grundig og klar kommunikation af stor betydning for at vi undgår at reagere unødvendigt følelsesbetonet. Så lige i halen på en ny beredskabsplan må følge en kommunikationsplan, så man netop også når bredt ud til folk. De fleste af os husker nok, hvordan en stor del af befolkningen kan agere mindre hensigtsmæssigt, som vi gjorde med gær-hamstring under storkonflikten i 1998. Så det er for at finde den rette balance i reaktionen på det, der netop "kun" er en influenzavirus og måske slet ikke kommer i udbrud her - og alligevel kan kræve fornuftig indsats og samspil mellem sundhedssystemet og befolkningen for at komme bedst muligt igennem sådan en mulig epidemi. Så husk nu fokusset på at gøre befolkningen klar med rette fakta. Det vil kunne spare mange mennesker for mange unødige bekymringer - og mange i sundhedsvæsenet for unødige kontakter, der tager tiden fra det, der måske er mere væsentligt. Derfor kort sagt en opfordring herfra: Fortæl os om beredskabet - jo før, jo bedre.

Annonce