Annonce
Klumme

Min Mening: Den langsomme ferie

Turismeforsker Martin Trandberg Jensen (MTJ) skriver om "slow travel". Det er den langsomme og regionalt afgrænsede rejse. En ny rejsekultur spirer frem, hvor folk ændrer deres rejsevaner til mere bæredygtige, energivenlige og lokale oplevelser. De trækker tempoet og forbrugsræset ud af ferien. For eksempel er salget af interrailbilletter fordoblet de sidste fem år, og det er seniorerne, der står for den stigning. En voksende klimabevidsthed får flere til at fravælge den globale flytrafik og vælge togrejsen i stedet.

MTJ har udviklet en "rejsehjælpsguide" i syv trin, der skal genetablere glæden ved at rejse langsomt:

Hold op med at associere ferie med fremmede destinationer.

Fokuser på de nære landskaber i dit liv.

Tag rygsækken på (lad kufferten stå).

Gå. Gå langsomt. Gå offline.

Erstat boardingpasset med interrailpasset.

Dvæl ved rejsen, ikke endemålet

Find det ekstraordinære i det ordinære

Vi kan gå på opdagelse i Europa med tog, eller vælge at være frivillige i vores ferie og for eksempel være med til at genoprette naturen på Færøerne, som turisterne ellers slider på. Men der er også masser af muligheder for at gå på opdagelse i vores eget land i et roligt tempo: vandreture på Camønoen, Øhavsstien, Hærvejen eller nedlagte banestier rundt i landet. Cykelferie, rideferie, sejlferie, kanoture, øhop, ølejre, sommerhus, campingferie eller billig teltferie med konceptet "Brug min baghave".

I Brinkmanns Briks på P1 hører vi, at danskerne bruger 40 milliarder årligt på ferie, og at turisme er verdens største industri og kilde til økonomisk vækst. Vi har i Danmark haft en ferielov siden 1938, hvor Stauning indførte ret til to ugers ferie og danskerne drog på ferie med Dansk Folkeferie, som sikrede billige ferieophold for arbejdere, og arrangerede demokratiske fællesskaber i naturen.

Igen i år skal min ferie bruges i Danmark på terrassen med gode bøger, i sommerhuset med svenske gæster og en tur ud i det blå med madrasser bag i bilen. Som noget nyt har jeg booket en hel shelterplads med sauna, badebro og bålhus, så familie og venner kan hygge, bade, spille kubb eller "baste" i eget tempo.

Formålet med at holde ferie er vel at "komme ned i gear", "genoplade batterierne" og hvad vi ellers bruger af metaforer fra maskinernes og fartens verden. Men for mange bliver ferien endnu en stressende jagt på de rigtige oplevelser og de perfekte billeder på Instagram. Hvis vi formår at rejse langsomt, med friheden fra at skulle noget bestemt, og i stedet bare ser hvad der sker, dukker der måske uventede oplevelser op, og vi kommer i en afslappet og nærværende tilstand, som vi kan håbe at bære lidt af med os tilbage på jobbet.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Lad børnene flokkes i bymidten

Svendborg har fået en café for hele familien. Der er plads til, at de mindste leger og tumler rundt, og der er plads til de lidt større børn i et legehjørne. Og så kan forældre, bedsteforældre og naturligvis børnene få en forfriskning og lidt mere til. Jensens Bøfhus har en smule af den slags tilbud, men derudover er Café Svend, som den nye café hedder, alene om at henvende sig så direkte til lige netop børnefamilierne. En målgruppe, som egentlig er ganske stor, men også lidt overset, når blikket glider hen over Svendborgs bymidte. Jo, der er musik- og teateroplevelser for børnefamilier, og ikke så langt fra midten ligger Naturama og biblioteket. Det er rigtig fint, men hvordan ser det ud, når vi kigger ind i centrum af byen? Prøv at gå en tur ned gennem gågaderne. Der er faktisk ikke så meget at komme efter. Der er ingen legetøjsbutikker længere i bymidten, men det er vores allesammens skyld - vi køber nemlig det meste af legetøjet på nettet. Legepladserne ligger også et pænt stykke vej fra bymidten - især hvis benene er korte. Måske har Luise og Anders Føns Haaber derfor fundet en niche med et stort potentiale i. Noget har de i hvert fald fat i. Svendborg har et stærkt og levende kulturliv og tilbud i stakkevis, når det gælder gastronomi, teater, musik og meget mere. Der er masser af oplevelser at hente, men der er måske også et blindt punkt: Børnefamilierne. Så hvordan skal vi lokke børnefamilierne ind til bymidten en helt almindelig lørdag formiddag, hvor vi så gerne vil have, at de lægger deres penge, når sko og tøj skal købes? Der er i hvert fald ikke mange børneoaser at finde i nærheden af Møllergade og Gerritsgade. Der er et springvand på Torvet, som er tændt, så længe temperaturen ikke kniber sig ned i nærheden af frysepunktet, men det er også nogenlunde det. Svendborgs bymidte er måske ikke helt så familievenlig, som vi kunne ønske os. Vi vil jo gerne have flere børnefamilier til området. Det er godt for dynamikken og udviklingen, og vi vil meget gerne have, at børnefamilierne også bruger deres penge i de lokale forretninger frem for i de virtuelle stormagasiner. Svendborg har et stærkt kulturelt udtryk, men byen ser knap så stærk ud i børnehøjde. Nogle legemuligheder på Torvet kunne for eksempel være en mulighed. En rutsjebane, en gynge og et faldunderlag ville kunne gøre en stor forskel for familier med små børn, og pladsen er der jo til det. Der tænkes hele tiden i udvikling af byen. Det kunne være en god idé også at give børnene en mere fremtrædende plads i udviklingstankerne. De har det jo endda med at komme i følgeskab med mindst én voksen.

112

Uheld på Svendborgmotorvejen

Annonce