Annonce
Debat

Min Mening: Den dag bilen døde

Så stod vi der på en badebro og forsøgte at se skeptiske ud. For sent. Paraderne var nede, da vi trådte ind i parcelhuset fra 1969. Vi kunne lide det. Så meget, at der ikke har været et gran af tvivl siden den dag.

Lige for tiden hører vi julesange på repeat.

"Jul det' cool" og "Driving Home for Christmas". Den får mig til at tænke på den december for to år siden, hvor vi så på huse på Sydfyn. I løbet af to weekender og en onsdag så vi 12 huse i Svendborg uden dog at falde for et eneste af dem. Der var mere indfaldsvej end forventet, der skulle lægges mange penge til istandsættelse, eller det var for småt, for dyrt, forkert. Vi havde fortalt ejendomsmægleren, at vi ledte efter en murermestervilla i Svendborg by, hvor alle har let adgang til vandet. Det var vores forestilling.

Ejendomsmægleren så os se på huse og insisterede. Vi skulle også se et på Thurø. Etplans, gule mursten, morfarstil. Vi havde aldrig været på Thurø, så vi tog det som en udflugt. Søreme om ikke solen skinnede, da vi steg ud af bilen for enden af en lukket vej.

"Vi starter lige med at gå ned til vandet", sagde ejendomsmægleren.

Så stod vi der på en badebro og forsøgte at se skeptiske ud. For sent. Paraderne var nede, da vi trådte ind i parcelhuset fra 1969. Vi kunne lide det. Så meget, at der ikke har været et gran af tvivl siden den dag.

Ret utroligt, når man kender os - og indrømmet - især mig.

Det var nervepirrende dage den december. At låne penge er ikke let. At pakke sit liv ned er tungt, og at komme med farvelkage i 2. og 4. Z er decideret vemodigt. Men at træffe et valg er at sætte sig selv fri. Det er også at vælge hinanden igen. Som vi sagde inden flytningen: "Nu går du ikke fra mig ovre på øen, vel?" Og: "Nu får du ikke en drøm om en anden egn lige pludselig. Vel?"

På køreturen over Storebælt på vej mod vores nye liv, smed vi tvivlen overbord. Bilen blev lettere og lettere. Vi skulle bare af motorvejen. Det viste sig at være sværere end som så, for vores tudsegamle Peugeot 308, hakkede i det, så snart vi tog afkørslen ved Nyborg.

Den humpede sig op af rampen. Resten af vejen kørte vi i bilen, som man sejler i en jolle uden vind.

Vi møffede os frem - kom nu!

Vores nye hus ligger for enden af en vej, der skråner ned mod vandet. Så hjem kom vi. Flyttebilen var kommet før os, og mine forældre havde varmet huset op og plantet et flag i en stor, fed brunsviger.

Det første, vi gjorde, var at pakke pigernes senge ud. At etablere en rede midt i 120 flyttekassers uorden. Derfra var det én kasse og én dag ad gangen. Vi opdagede, at det er svært at være ny og blev overdrevne glade, når vi trådte ind i rum og kendte nogen.

Jeg blev superlativernes mor. Roste alt og alle og spekulerede som en gal over, hvornår man kender nogen godt nok til at invitere dem over at spise? Hvordan sørger man for, at ens børn får venner? Det har ikke været let. Men lettere og langt mere tilfredsstillende end ikke at træde i karakter og vælge vores plet på kloden.

Jeg tror, at det er sværere og sværere at vælge med alle de valgmuligheder, der er i dag. Og det er naturligt at bæve både før og efter et valg. Alligevel er det eksistentielt, at vi gør det. Tør gå i én retning frem for den anden. Handler. Det er i selve gerningen, at vi bliver til som mennesker. Når vi går efter kærligheden, planter et træ og inviterer en fremmed hjem på middag.

Og bilen? Den døde den dag. Jeg tror, den syntes, den havde kørt os hjem til jul.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø For abonnenter

Begejstring i Folketinget for ærøsk færgeidé: - En rigtig god idé, at de her færger bliver lagt om til strøm

Debat

Unge Stemmer: En bus fuld af bobler

Jeg så træerne i langsomme, tunge glimt, mens jeg prøvede at holde øjnene åbne. Jeg var med bussen på vej hjem fra en lang skoledag på gymnasiet. Bussen var fyldt af mennesker og dermed også fyldt af bobler. Bobler af hver en tankestrøm fra de trætte studerende eller voksne på vej hjem fra arbejde, og som nu sad i deres egen verden. Der var helt stille, kun nogle enkelte snakkede lavt med deres venner. Men pludselig hørtes et råb og alle boblerne sprang, som havde man prikket til dem men en nål. Midt i bussen stod en ældre dame og knugede hænderne fast om sin rollator, mens bussen kørte videre med fuld fart forbi hendes stoppested. Hun råbte op, men trods de sprængte bobler var der ingen, der gjorde noget. Den eneste, der til sidst reagerede på hendes opråben, var buschaufføren selv, som overraskende kun bandede og svovlede og lod hende ikke komme ud før næste stop. Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper hende, tænkte jeg for mig selv, mens jeg lod min boble vokse igen. Men hvad jeg ikke tænkte var: Hvorfor gør jeg ikke noget? Det her var bare ét eksempel på, hvordan vi lever i det moderne samfund. Som separerede, lukkede mennesker, der ofte går rundt i vores egen lille boble. Det er langt fra kun i bussen, at jeg oplever, hvordan vi mennesker glemmer at have øje for hinanden. I trafikken bliver der dyttet og løftet pegefingre, i brugsen bliver der bandet af kassedamerne - eller mændene - man skulle nødigt støde nogen. De fleste har nok prøvet at være i supermarkedet, stå i kø i banken eller andre situationer, der finder sted på den anden side af de fire trygge vægge, uden de har nogen, de kender omkring sig. Det sker ofte for mig, når jeg venter på bussen. Til det ville mange unge mennesker højst sandsynligt vælge at bruge ordet akavet, men hvad er mere akavet end stilhed? Vi lever så meget i vores egen boble, at vi ikke tør møde det, der er udenfor. Jeg mener ikke, at alle mennesker er ubarmhjertige. Der er masser af mennesker, der hver dag kæmper for at gøre verden til et bedre sted. Men du behøver ikke være læge, sygeplejerske eller klimaforkæmper for at gøre vores hverdag lidt rarere at være i. Jeg bruger mange at mine vågne timer på at se stand-up, da jeg synes, det er en fantastisk måde at få et grin ud af dagligdagens små tragedier. Mange tror, at stand-up kun er platte jokes og perverse vittigheder, men finder man de rigtige shows, er de meget mere end det - og her kommer pointen: I går så jeg et show med Jonatan Spang, og han sagde en ting, som jeg hæftede mig ved. Han fortalte om hvordan danskere, der kommer hjem fra ferie, altid er så begejstrede over, hvor gæstfrit og åbent, det folkefærd, de har besøgt, har været. Hvortil han sluttede af med at sige, at det måske bare var os danskere, der er lukkede, gnavne mennesker. Jeg tror, Jonatan Spang har fat i en pointe. Danmark er et meget lukket samfund. Hvor vores lukkethed kommer fra, kan I selv tænke lidt over, men jeg synes, det er vigtigt at tænke over, hvordan vi behandler hinanden. Det kan lyde 60'er-agtigt, men jeg tror, at hvis bare et par stykker havde hjulpet den ældre dame med at råbe op, eller hvis buschaufføren havde undskyldt og sat hende af, så havde alle i bussen fået en bedre dag. Det samme gælder i brugsen eller i trafikken. Der skal ikke mere end et smil eller en undskyldning til for at rette op på vores fejl eller bare være høflige. Forleden dag skulle jeg vente på bussen, og ved siden af mig stod end ældre herre. I hånden havde jeg det bedste redskab til at lave en boble, men jeg tog et aktivt valg om at putte telefonen i lommen og dermed være tilstede. Og ved I hvad? Det endte med, at jeg fik en fin samtale med den ældre mand, og pludselig var ventetiden ikke så lang igen. Måske skulle vi alle prøve at sprænge vores boble. Det tror jeg, at den ældre dame i bussen og mange andre ville blive rigtig glade for.

Annonce