Annonce
Debat

Min Mening: At galopere på en stubmark

Som tillæg er jeg nu også Fyn. Jeg er hæk, jeg er have, jeg er travetur med dyret og alle de mennesker, jeg møder, men ikke kender navnet på: "Zoros far" eller "Balders mor." Jeg er hundelufterkoret på stien, der siger: "Hvor er her dejligt, det fås vist ikke bedre." Jeg er hende, der samler op efter os, jeg er cykelsti i mørke langs vandet og aldrig bange.

"Så du har ikke fortrudt?"

Sådan spurgte en gammel ven for nylig. Jeg tror, at spørgsmålet var ment som: "Hvordan har du det?" Men det var reduceret til et spørgsmål om, hvorvidt det der Sydfyn har været godt eller skidt? Sidder jeg i mit parcelhus og græder snot og bekræfter dermed nogle københavners inderste fordomme: Provinsen er for tabere?

Jeg svarede nej. Jeg har ikke fortrudt.

Da jeg sad i toget hjem til Svendborg, mærkede jeg et stik af sorg over, at den ene landsdel ikke rummes bedre i den anden. Måske er det for meget forlangt, men hvordan fortælle om alt det nye uden at såre nogen, der helst så, at man ikke var hoppet fra? Og omvendt: Hvordan integrere hende, der boede i bofællesskab i Albertslund, med hende, der bor i parcelhus på Thurø?

Jeg er selv kommet til at reducere andre menneskers livsvalg på samme måde. Talt om én, der har fået "et nyt liv" efter skilsmissen for eksempel og dermed overset de nuancer, der er derimellem; savn og årelangt samarbejde.

Man holder ikke op med at være den, man var. Man sletter ikke minder og erfaring, og man skyller ikke hele sin tidligere identitet ud med badevandet. Sådan fungerer det ikke. Tværtimod sorterer vores hukommelse efter steder. Så minder om havet ligger sammen med andre minder om havet, og minder om Jylland eller Nørrebro i hver deres arkivboks. Som med (rejse)reportagen arbejder vores hukommelse med at føre os tilbage til stedet, kan man sige. Dernæst trækker vores hukommelse - lige som i kunsten at male eller skrive et portræt - det særlige frem.

Forskning har vist, at det vi oplever, fra vi er cirka 11-20 er det, vi husker bedst. Ikke så sært. Det er formative år, hvor rigtig mange oplevelser finder sted for første gang og dermed bliver særlige.

"Hvor kommer du fra" er også derfor altid et godt spørgsmål, når vi skal nærme os en forståelse af et andet menneske. Som sangeren Allan Olsen engang sagde, da jeg interviewede ham på en scene i Aarhus: "Hvor kommer du fra?" I den situation var der kun et rigtigt svar: "Jylland."

Jeg kommer så meget fra Jylland, at det at galopere over en stubmark er mit sindbillede på frihed. Jeg er vidder og læhegn, jeg er plovmarker med nyfalden sne, som chokoladekager med drys af kokos eller flormelis. Jeg er Vesterhavets brussen og alt det, der løsnes mellem skulderblade og hjerte, når stien åbner sig og havet viser sig i åndeløse glimt af vildskab og storhed. Jeg har hjemme, hvor havet skummer mest, og blæsten river facader af folk og huse. Jeg er barnet, der leger i klitterne, og jeg er hende, der savner et speltbrød fra storbyen i mødet med provinsbagerens luftige rundstykke.

Jeg er gaderne i København, jeg er overgangen fra Nørrebro til Indre By, jeg er skumle værtshuse med rugelamper på Christianshavn, jeg er bogkasser med gamle titler på gågaden, jeg er de små borde på hyggelige franske caféer. Jeg er mine ben, der går og går og elsker København gennem alle butiksruder. Jeg er minderne, der vælter ud fra Gammel Kongevej, fra min første lejlighed uden bad på Lundtoftegade, jeg er al den færdigrisengrød, jeg købte i Fakta, og jeg er søerne, der spejler mine ambitioner. Jeg er morgensang på Hovedbiblioteket med udsigt til Synagogen, jeg er "I Danmark, er jeg født, der har jeg hjemme".

Som tillæg er jeg nu også Fyn. Jeg er hæk, jeg er have, jeg er travetur med dyret og alle de mennesker, jeg møder, men ikke kender navnet på: "Zoros far" eller "Balders mor." Jeg er hundelufterkoret på stien, der siger: "Hvor er her dejligt, det fås vist ikke bedre." Jeg er hende, der samler op efter os, jeg er cykelsti i mørke langs vandet og aldrig bange. Jeg er de gamle træer, der stod her i fordums tid, jeg er grenene, der hvisker, at også dette vil gå over. Jeg er oversvømmet asfaltsti langs Christiansminde og jeg er ramsløgsblomsterne, der skyder op som hvide kometer og vinterbaderne der kaster flyverdragten i rynket kådhed. Jeg er sulten en søndag, hvor alt er lukket, og jeg er begyndt at sige: "Hva' siger du te'det?"

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kære læser: Vi kan kun lave en god lokal avis sammen med jer

Debatten om indholdet i vores lokale avis her på Sydfyn, Langeland og Ærø er mere end velkommen. For hvad skal et lokalt medie kunne i 2020? Vi har fra redaktionerne givet vores bud i det Læserløfte, som vi bragte på avisens 157 års fødselsdag. Hvis vi skal opsummere det allervigtigste i vores løfte til jer læsere, så er det: Vi kæmper her dag for at være det bedst mulige lokale medie til jer her i det sydfynske område. Lokal vil for os sige med emner, der tager afsæt i eller handler om det sydfynske område. Det er for os dna'et i vores udkomme, og har i øvrigt været det hele vores lange levetid, og vil være det fremover. Det er derfor, vi er her! Vi er nu heldigvis også i den gode situation, at vi som del af Jysk Fynske Medier gennem de senere år har udviklet vores 2. sektion ”Danmark” så succesfuldt, at vi også med sammen med vores lokale nyheder kan give jer læsere nationale og internationale historier og debat. Samlet ser når ”Danmark” ud til dobbelt så mange læsere som eksempel Jyllands-Posten. Men med vores hovedsæde i Svendborg og med vores redaktioner på Langeland og Ærø og fællesredaktionerne med Fyens Stiftstidende, så er vores fornemmeste og primære sigte altså det lokale. Det må der aldrig opstå tvivl om. Det skal der tværtimod værnes om og kæmpes for, som vi også netop skriver i vores læserløfte. Det ønsker vi at styrke endnu mere – med de kræfter, vi har. Derfor ønsker vi at styrke også den lokale debat – altså den debat, der netop tager afsæt i eller handler om forholdene på Sydfyn. Det skal jo ikke blive ren osteklokke, så emner med glo-kalt (sammensat ord af global og lokal) eller almenmenneskeligt interessant indhold kommer selvfølgelig også med på vores lokale sider. Hvorimod det, der tydeligt er nationalt eller internationalt, bliver redigeret til ”Danmark”, i øvrigt fra Odense og ikke fra Jylland, som det fejlagtigt er anført - hvis det skulle være væsentligt her. Så det er kun for at sige det så tydeligt som muligt: Vi er sat i verden for at drive lokal avis, vi laver lokal journalistik og ønsker lokal debat. I den for os vigtigste 1. sektion. Det er fuldstændig rigtigt, at mediebranchen er udfordret. Måske især lokalt. Måske fordi mange mennesker ikke føler samme trang til at investere tid og penge i det lokale. Det synes, vi er synd – vi kæmper for det modsatte og for en stærk udvikling på vores egn. Det gælder også inden for lokalsporten, som vi nu hører, at I nogle gange mangler os til. Med til historien synes vi hører, at vi – både i vores ugeaviser og dagblad - et utal af gange har skrevet portræthistorier og aktuelle historier om lokalsporten – om alt fra brasiliansk jiujitsu, kyoukushinkai-karate til vægtløftning, qi-gong, MMA med meget mere. Men vi kunne og vil altså gerne gøre det bedre også her. Og det kræver netop et godt samarbejde her lokalt. Her er så til gengæld, hvad I kan gøre for jeres lokale avis: Sørge for at fortælle os om, hvad der sker – eller burde ske – her lokalt. Og huske at fortælle os om, hvem der har præsteret godt, snart har fødselsdag, jubilæum, stopper på arbejdet, osv. Alle slags tips er ikke bare velkomne, men nødvendige. For det er desværre så enkelt: Vi kan lave en god avis alene. Men vi kan ikke lave en fremragende lokalavis uden godt samarbejde med alle jer, der også lever her og kæmper for området her.

Søsiden

Politikere raser over miljøskibs-farcen: Amatøragtigt, stærkt kritisabelt, kaotisk, klamphuggeri

Annonce