Annonce
Debat

Min Mening: Ansigtsløse kujoner

Det er så nemt at sidde derhjemme bag sin skærm i trygge rammer og smide den ene svada afsted efter den anden. Voksne mænd og kvinder, der brækker sig ud over deres computer eller smartphone i form af personlige tilsvininger og fyringskrav. Hvis de selv samme personer så også kunne rose og juble, når det gik deres hold godt, så ville jeg have minimalt mere respekt for dem.

Forleden dag sad jeg og kiggede på mine holdkammerater træne. Jeg sidder ufrivilligt ude nu, fordi jeg slog hovedet ret voldsomt, da vi spillede Champions League-kamp i Polen.

Samtidig med, at vi trænede i den ene hal i Gudme, var der ældregymnastik i den anden, og mens jeg sad der og plejede min krop og mit hoved, kom der to ældre kvinder hen til mig uafhængigt af hinanden. De ville bare lige sige, at holdet skulle vide, at de var så stolte af den præstation, som vi havde lavet nede i Polen. Det kan godt være, vi havde tabt, men det var så flot, det vi havde præsteret. De vidste udmærket godt, at vi har været igennem en svær periode, hvor vi har tabt flere kampe, end vi plejer, men vi skulle bare vide, at de altid ville bakke os op.

De to ældre kvinder fik lige pludselig min hovedpine til at blive en lille smule bedre, og jeg blev fyldt med positive følelser som optimisme, glæde, stolthed og værdsættelse.

Og det leder mig videre til sagens kerne, for det er ingen hemmelighed, at vi som professionelle sportsfolk står i skudlinjen. Det er landsdækkende sport og kultur, og mange mennesker har en mening.

For landsholdene er det endnu værre. Samtlige danske fodboldinteresserede har på et eller andet tidspunkt i deres liv været landstræner, i hvert fald hjemme i stuen. Og det er sådan det skal være. Professionel sport er et samlingspunkt. Foruden vejret og politik, så er det noget af det, vi snakker om, når vi mødes i Brugsen, til middage og bare generelt i hverdagen.

Nu er der så VM i damehåndbold i Japan, og det danske hold er presset. De kom i en svær pulje, og står nu i en altafgørende kamp mod Frankrig om at komme i mellemrunden. Hvis Danmark ikke kommer videre fra puljen, vil mange betegne det som en fiasko, ja, selv landstræneren har bebudet sin afsked, hvis Danmark ikke går videre.

Hvad har holdet så brug for i den situation? Mit bud kunne være de fire følelser, jeg oplevede den tirsdag morgen i Gudmehallen: optimisme, glæde, stolthed og værdsættelse. For der er ingen tvivl om, at det mentale aspekt betyder megameget, og at de danske spillere er pressede. Presset af dem selv, presset af omverdenen. Og det er fair nok.

Jeg skal ikke være en blåøjet Tudemarie, der påstår, at vi bare skal stryge pigerne med håret. Men den mængde lort, man kan læse på de sociale medier om de danske landsholdskvinder, den fordrer ikke ligefrem de fire følelser.

Og det er så nemt at sidde derhjemme bag sin skærm i trygge rammer og smide den ene svada afsted efter den anden. Voksne mænd og kvinder, der brækker sig ud over deres computer eller smartphone i form af personlige tilsvininger og fyringskrav. Hvis de selv samme personer så også kunne rose og juble, når det gik deres hold godt, så ville jeg have minimalt mere respekt for dem, men det er min fornemmelse, at det ikke er de samme mennesker, der gør det.

Det gule hjørne (vores trofaste fanskare i GOG) havde forleden medbragt et stort banner. Der stod: "Stærk i medgang, loyal i modgang". Og det er vel indbegrebet af, hvad det vil sige at være en god fan?

Der bliver mere og mere mobning på de sociale medier blandt børn og unge. Lad os opdrage dem til, at hvis man har et problem med nogen eller gerne vil udtrykke en frustration, så gør det på en ordentlig måde og hav nogle julekugler, der er store nok til at gøre det face-to-face i stedet for at være en ansigtsløs kujon bag en skærm.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Svendborg Kommunes kontrol virkede: Falske fakturaer blev ikke betalt

Debat

Unge Stemmer: En bus fuld af bobler

Jeg så træerne i langsomme, tunge glimt, mens jeg prøvede at holde øjnene åbne. Jeg var med bussen på vej hjem fra en lang skoledag på gymnasiet. Bussen var fyldt af mennesker og dermed også fyldt af bobler. Bobler af hver en tankestrøm fra de trætte studerende eller voksne på vej hjem fra arbejde, og som nu sad i deres egen verden. Der var helt stille, kun nogle enkelte snakkede lavt med deres venner. Men pludselig hørtes et råb og alle boblerne sprang, som havde man prikket til dem men en nål. Midt i bussen stod en ældre dame og knugede hænderne fast om sin rollator, mens bussen kørte videre med fuld fart forbi hendes stoppested. Hun råbte op, men trods de sprængte bobler var der ingen, der gjorde noget. Den eneste, der til sidst reagerede på hendes opråben, var buschaufføren selv, som overraskende kun bandede og svovlede og lod hende ikke komme ud før næste stop. Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper hende, tænkte jeg for mig selv, mens jeg lod min boble vokse igen. Men hvad jeg ikke tænkte var: Hvorfor gør jeg ikke noget? Det her var bare ét eksempel på, hvordan vi lever i det moderne samfund. Som separerede, lukkede mennesker, der ofte går rundt i vores egen lille boble. Det er langt fra kun i bussen, at jeg oplever, hvordan vi mennesker glemmer at have øje for hinanden. I trafikken bliver der dyttet og løftet pegefingre, i brugsen bliver der bandet af kassedamerne - eller mændene - man skulle nødigt støde nogen. De fleste har nok prøvet at være i supermarkedet, stå i kø i banken eller andre situationer, der finder sted på den anden side af de fire trygge vægge, uden de har nogen, de kender omkring sig. Det sker ofte for mig, når jeg venter på bussen. Til det ville mange unge mennesker højst sandsynligt vælge at bruge ordet akavet, men hvad er mere akavet end stilhed? Vi lever så meget i vores egen boble, at vi ikke tør møde det, der er udenfor. Jeg mener ikke, at alle mennesker er ubarmhjertige. Der er masser af mennesker, der hver dag kæmper for at gøre verden til et bedre sted. Men du behøver ikke være læge, sygeplejerske eller klimaforkæmper for at gøre vores hverdag lidt rarere at være i. Jeg bruger mange at mine vågne timer på at se stand-up, da jeg synes, det er en fantastisk måde at få et grin ud af dagligdagens små tragedier. Mange tror, at stand-up kun er platte jokes og perverse vittigheder, men finder man de rigtige shows, er de meget mere end det - og her kommer pointen: I går så jeg et show med Jonatan Spang, og han sagde en ting, som jeg hæftede mig ved. Han fortalte om hvordan danskere, der kommer hjem fra ferie, altid er så begejstrede over, hvor gæstfrit og åbent, det folkefærd, de har besøgt, har været. Hvortil han sluttede af med at sige, at det måske bare var os danskere, der er lukkede, gnavne mennesker. Jeg tror, Jonatan Spang har fat i en pointe. Danmark er et meget lukket samfund. Hvor vores lukkethed kommer fra, kan I selv tænke lidt over, men jeg synes, det er vigtigt at tænke over, hvordan vi behandler hinanden. Det kan lyde 60'er-agtigt, men jeg tror, at hvis bare et par stykker havde hjulpet den ældre dame med at råbe op, eller hvis buschaufføren havde undskyldt og sat hende af, så havde alle i bussen fået en bedre dag. Det samme gælder i brugsen eller i trafikken. Der skal ikke mere end et smil eller en undskyldning til for at rette op på vores fejl eller bare være høflige. Forleden dag skulle jeg vente på bussen, og ved siden af mig stod end ældre herre. I hånden havde jeg det bedste redskab til at lave en boble, men jeg tog et aktivt valg om at putte telefonen i lommen og dermed være tilstede. Og ved I hvad? Det endte med, at jeg fik en fin samtale med den ældre mand, og pludselig var ventetiden ikke så lang igen. Måske skulle vi alle prøve at sprænge vores boble. Det tror jeg, at den ældre dame i bussen og mange andre ville blive rigtig glade for.

Annonce