Annonce
Klumme For abonnenter

Min Mening:

I århundreder har danske landmænd arbejdet hårdt på at effektivisere, modernisere og udvikle den danske fødevareproduktion, så den i dag fremstår som et forbillede for mange lande rundt om i verden.

Som PLUS abonnent får du adgang til flere hundrede PLUS-historier. Nyheder, baggrunde, analyser, interviews, portrætter og kommentarer. Den bedste lokale dækning.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Til Eftertanke: I am a rock. I am an island …

Hvem kender ikke historien om Robinson Crusoe, manden der alene kastes op på en øde ø efter skibbrud; hvorefter han på umulige vilkår ikke blot overlever, men opbygger et velfungerende mini-samfund med sin slave Fredag? Selv de mange, der ikke har læst bogen, kender myten. Og ekkoet af denne myte lever videre i Robinson-ekspeditionen, hvor konkurrenter kappes om at klare sig bedst på en øde ø; konkurrencen har mange deltagere, men det gælder om at finde eneren, der er kan slå alle andre hjem. Robinson'en, der udraderer alle andre, står alene tilbage, er ene-stående. Bogen om Robinson Crusoe udkom for 300 år siden i 1719. Den tog udgangspunkt i en virkelig hændelse: En sømand, Alexander Selkirk, ragede uklar med besætningen på sit skib, som derefter satte ham i land med forskellige redskaber og forsyninger, der gav ham en chance for overlevelse. Fire år efter blev han fundet. Selkirks skæbne vakte kolossal opmærksomhed, og det inspirerede forfatteren Daniel Defoe, der allerede var ferm til at udbytte tidens umættelige appetit på litteratur om alt det nye, der tilflød England efter de store opdagelsesrejser og tidlige tiltag i retning af at kolonialisere den store omverden. Defoe skrev om jordomrejser i første person - opdigtede, men hvem kunne vide det? Og her kom så en virkelig historie, han kunne bygge på. Hans Robinson Crusoe blev en kæmpemæssig succes, og hans helt endte som det ikoniske udtryk for en ny, moderne mennesketype: det autonome individ. Tidens førende filosoffer havde erklæret, at menneskets særkende er dets bevidsthed. Descartes udtalte, at "jeg tænker, altså er jeg"; mens Locke fandt, at jeg'et bestod i evnen til mentalt at orientere sig i tiden. Bevidstheden måtte dog styres og begrænses, for dens gyldighed afhang af dens evne til at forholde sig videnskabeligt - det vil sige rationelt - til verden. Følelser, sanselighed og tro var alle forstyrrende elementer i individets kamp for overlevelse. Det sejrrige menneske kontrollerede sin omverden med fornuftens overblik, uafhængigt af andre. Defoe skildrer Robinson som et rastløst menneske. Han trodser sin far, der ønsker at se sin søn godt forsørget gennem et stilfærdigt middelstandserhverv på det jævne. Robinson løber hjemmefra og tager hyre på et skib. Alt går galt, to gange endda, og Robinson advares om, at dette nok er Guds måde at fortælle ham, at han ikke er skabt for livet til søs: Gå nu hjem og bed din far om forladelse. Men Robinson kan ikke holde sig i ro, og efter endnu en fiasko - to år som slave for en Morer i Afrika - ender han i Sydamerika, hvor han hurtigt opbygger en lukrativ tobaksplantage. Det liv, han nu lever, er desværre nøjagtigt lige så kedeligt som det, han stak af fra, så han må af sted igen. Da hans nye hjemland mangler arbejdskraft, stævner Robinson ud mod Afrika for at importere slaver. Da er det, han endnu engang lider skibbrud, og herfra vokser myten om den selvhjulpne ener. Hvor virkelighedens Alexander Selkirk blev halvvejs vanvittig og mistede sit sprog på fire år uden andre mennesker, magter Robinson på sin ø at bygge sig et fort og et hjem, at jage, at tæmme geder, at dyrke korn, tørre rosiner, bage brød, osv, osv. Han skildrer sin følelse af at være herre over sit nye miljø, ser sig som konge over øen, og hans hund (eneste anden overlever) og hans tæmmede papegøje er hans undersåtter, som han frit kan disponere over på liv og død. Fredag kommer til som krigsfange for en sydamerikansk stamme, der vil æde ham, og da Robinson har reddet ham, bliver også han en tro undersåt. En spansk kaptajn slutter sig til, da han ilandsættes af pirater; også han underkaster sig betingelsesløst Robinsons autoritet. Igen forestiller Robinson sig, at han er enevældig konge. Øen bliver til sidst et billede på hans selvstændighed (= selv-ståen-hed). Bagsiden af medaljen er social isolation. Ser man på Robinsons sociale færdigheder, er de nærmest ikke-eksisterende. Han forlader sine nærmeste, han er dybt mistroisk overfor kolleger og samarbejdspartnere, selv om de opfører sig forbilledligt. Han længes efter at have nogen at tale med, men hans første reaktion, da et skib viser sig i horisonten, er rædsel samt et lynsnart tilbagetog til en godt kamoufleret barrikade. Han er evigt skeptisk overfor andre og synes blottet for egentlig fællesskabstrang: Han er godt tilfreds med at have Gud, hund og papegøje som samtalepartnere, og da han tager Fredag til sig, gør han alt, hvad han kan for at skabe ham i sit eget billede. Nogle har set dette som udtryk for vestlig kolonialisme. Jeg læser det primært som udslag af den gryende liberalisme: Verden er ikke længere den konservative helhed, lagdelt i stænder, der hver for sig skal blive ved deres læst. I stedet er livet en konkurrence, hvor alle løber om kap, og den hurtigste er vinderen, eneren, der har afkastet sig familiens og samfundets snærende bånd. Han er frem-ragende. Her er et aspekt, som Robinson-ekspeditionen pudsigt nok har fået øje på: Det enestående individ defineres klarest, når vi ser ham slå andre hjem. Robinson Crusoe bliver modernitetens kulturhelt. Han kan selv. Han har ikke brug for andre, er faktisk helst fri for dem. Og her viser sig så det fritstående menneskes - og altså liberalismens - akilleshæl. Sejrsviljen skaber ensomhed. Robinsons problem blev taget op i de første gotiske romaner, der viser magtmenneskers isolation. De er alene på toppen, og de ønsker at være der. Men der er iskoldt på toppen. Hundrede år efter Robinson Crusoe får vi i Mary Shelleys Frankenstein (1818) en analyse af den moderne ener: Videnskabsmanden vil skille sig ud og gider ikke sin familie. Hvorpå han skaber et uhyre, der systematisk udrydder Frankensteins familie. Nu er han virkelig enestående. Vampyrskikkelsen er en anden reaktion på den moderne ener: Den kan kun eksistere ved at drikke andres blod, så dens overlevelse forudsætter en andens død; og han er udelukket fra menneskeligt fællesskab. Højere oppe blandt den intellektuelle elite opstår på samme tid gradvist det, vi kalder eksistentialismen, som pålægger individet at vælge sit liv helt frit, uden snærende bånd og begrænsninger. Og nu i dag? Selvrealiseringens tidsalder, hvor jeg mener at have ret til alle goder og kræver et væld af særlige individuelle hensyn. Jeg kræver at butikkerne fører mindst seks varianter af samme basale vare, og hvis jeg ikke kan lide bønner, så kræver jeg bønnerne lavet om til pasta. Hvis jeg er transkønnet, kunne jeg tænke mig et toilet, der er specielt indrettet efter min identitet, der ikke kan forlige sig med hverken Herrer eller Damer. Hvis jeg har et sommerhus ved kysten, kan jeg ikke affinde mig med en vindmølle, der spolerer udsigten uanset den gavnlige virkning på det fælles miljø. Nu ved alle, hvor jeg er på vej hen: Vi er smaskforkælede. Det er godt, at vi har øjne for særlige behov og indretter os derefter. Men ikke ubegrænset. Hvis vi lever i en boble af krav, der udgår fra individet og glemmer det præ-moderne fællesskab, ender vi definitivt og uafhjælpeligt i den katastrofe, vi er på randen af. Vi er nødt til at give plads til andre. Robinson Crusoe er en fantastisk figur, og da han blev til, var verden ved at kvæles i fællesskabets begrænsninger. Nu står vi i den anden ende af den periode, der gav et utal af landvindinger baseret på enerens sejrsgang. Set herfra tager individets rettigheder sig ikke helt så tiltrækkende ud: Vi kan se, at de skal respekteres, men at det skal ske indenfor en ramme af fælleskabets - nu hele klodens - behov. De skal afvejes overfor behovet for verdens overlevelse.

Annonce