Annonce
Langeland

Min meing: Giv os en P. Munchs Vej!

Peter Dragsbo. Arkivfoto
Annonce

Den 22. juli var det 100 år siden, lensgreve Frits Ahlefeldt fik rejst en sten i Tovløkke Skov øst for Slotsparken for Genforeningen. En sten, der for nylig er blevet frilagt og renset.

På stenen, der er tegnet af den store danske arkitekt Martin Nyrop, står et citat fra sønderjydernes opråb til afstemningerne 10. februar og 14. marts: Sønderjyder. Nu er Dagen der hvor vi vil Hjem. Hvad Slægtled har troet på, Fædrene har kæmpet og Mødrene har grædt for, Håbet der har båret vore Sønner over Liv og Død, kan nu gå i Opfyldelse.

Lignende sten blev rejst over alt i Danmark, så genforeningsstenene er i dag en af de største grupper af monumenter i Europa.

Genforeningen var da også en tredobbelt sejr. En sejr for danskheden i Nordslesvig, der havde holdt stand mod 56 års tysk styre. En sejr for den sønderjyske fører H. P. Hanssen, der havde organiseret sønderjyderne i foreninger efter dansk forbillede og knyttet den danske bevægelse til det nye højskole- og foreningsdanmark. Og en sejr for demokratiet: at det var de nulevende mænd og kvinder, der bestemte den rette grænse.

Da afstemningerne var slut, rejste der sig imidlertid en storm både i Sønderjylland og Danmark. Især den nationalkonservative fløj krævede, at grænsen af historiske grunde skulle gå syd om Flensborg, ved Dannevirke eller Ejderen. Kong Christian 10. afskedigede endda den radikale Zahle-regering (hvor H. P. Hanssen var indtrådt) for at få en sydligere grænse; uden resultat. Men højrefolkene opnåede at få svinet H. P. Hanssen til i en grad, så han næsten blev forment adgang til genforeningsfesterne i juni 1920. En af hans modstandere, redaktør Svensson i Sønderborg, sagde ligeud, at H. P. ved sin omgang med internationale liberale, gudløse ateister og jøder i Zahle-regeringen var blevet ”udansk”.

Af og til har jeg spurgt mig selv, om Danmark overhovedet fortjente at få Sønderjylland tilbage. Heldigvis vandt de besindige kræfter - ikke mindst i Socialdemokratiet og Det radikale Venstre - der fastholdt 1920-grænsen, selv under den danske rejsning i Sydslesvig efter 1945.



Derfor bør vi her på Langeland i genforeningsåret huske at sige tak til Langelands mangeårige folketingsmand (1909-1945) P. Munch. Han troede på demokratiet og støttede derfor 1920-grænsen. Han fortjener en 2020-blomst ved mindestenen på Jens Winthers Vej!

P. Munch troede også på, at et lands sammenhængskraft hviler på folkeoplysning og social retfærdighed. På den måde var han med til at udvikle velfærdssamfundet.

Symbolsk ligger Rudkøbings første ”velfærdskvarter” bag mindestenen: Kædehusene ved Ringvejen og træhusene på Skovbakken, som kommunen byggede mod bolignøden efter 2. Verdenskrig, ligesom Boligforeningen af 1942 byggede rækkehusene ved Fredensvej. Det er skammeligt er, at nogen har forøvet hærværk på P. Munchs mindesten.

I denne tid kræver kræfter rundt om i Verden Monumentensturz, fordi nogle af dem, som vi mindes for det gode, også har gjort eller sagt noget, der kan kritiseres af en bagklog eftertid. Men vi skal ikke censurere gamle film, slette i TV-serier og bøger, vælte statuer eller omdøbe gader, fordi fortiden var anderledes end nutiden. Det gør os dumme.

Historien er der i sin egen ret; den skal bruges til på godt og ondt at vise, at der var andre veje og løsninger end dem, der lige nu gælder for rigtige. Det er OK, at borgmester Nilsson fik tak for boligbyggeriet efter 2. Verdenskrig. Men det er skammeligt, at man ikke turde give Langelands mest markante politiker i 1900-tallet sin gade eller vej. Giv os en P. Munchs Vej!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Fyn nærmer sig igen nul nye corona-smittede

Annonce