Annonce
Langeland

Min fætter faldt for Danmark: Ung langelænder dræbt i Sønderjylland

Annelise Vous Andreasen er født den 13. februar 1926 og er kusine til sergent Carl Henrik Vous, der faldt for Danmark i kampene den 9. april 1940 ved den tyske besættelse. Annelise Vous Andreasen mistede sin mand for flere år siden, og ud af en søskendeflok på ti lever i dag kun hendes ene lillebror.
Ung langelænder blev skudt af tyskerne, da Anden Verdenskrig ramte Danmark
Annonce

LANGELAND: Annelise Vous Andreasen var 14 år og lige konfirmeret, da nyheden bredte sig som en steppebrand på Langeland. Den unge 25-årige sergent Carl Henrik Vous fra Humble-egnen var død. Skudt af tyskerne ved Hokkerup i Sønderjylland.

- Jeg husker det tydeligt. Vi var alle forfærdede. Den flotte, livsglade, venlige, unge mand, min fætter, var død. Det var så uforståeligt. Jeg husker, at min mor kom og fortalte mig, at tante Marthe – Carl Henriks mor – havde siddet og malket køer i stalden ved deres lille bondehus i Helsned, da tragedien ramte. Tante Marthe havde kigget sørgeligt op på min mor og sagt, at det havde hun haft på fornemmelsen hele morgenen. Hun kunne mærke, at der ville ske hendes søn noget ilde.

- Og det mest forfærdelige var jo, at Carl Henrik var forlovet og skulle giftes kort tid efter, fortsætter Annelise Vous Andreasen, der vist nok er en af de sidste nære slægtninge, som stadig lever og kan huske og har mødt Carl Henrik personligt. Det må dog retfærdigvis lige nævnes, at Carl Henrik havde en yngre bror, Valter Vous, hvis enkefrue Ellen Elisabeth Vous lever i dag på Nordfyn, 94 år gammel, og hun nåede også som barn kort at træffe den langelandske soldat.

Annonce

Improviseret vejspærring

Carl Henrik var sergent og delingsfører i 16. Bataljon, 2. kompagni, i Fynske Livregiment og havde fået til opgave at opsætte en improviseret vejspærring ved den lille by Hokkerup, små otte km nordøst for grænsen i Kruså. Store tyske tropper anført af artilleri og kampvogne havde ubesværet og uden varsel overskredet den dansk-tyske grænse klokken ca. 04.00 om morgenen, den 9. april 1940, for at besætte Danmark og indtage centrale, vigtige støttepunkter i deres målsætning om også at kunne besætte Norge, der var strategisk meget vigtigere i Hitlers planer om tysk hegemoni.

Sergent Carl Henrik Vous, der var født i Helsned på Sydlangeland, faldt den 9. april 1940. Han blev blot 25 år. Historisk Foto: Haderslev Kommune

De danske militære forberedelser var mangelfulde og uforberedte. Den danske regering havde længe valgt ikke at rasle med sablen for ikke unødigt at provokere Hitler-Tyskland. Men nu var det alvor for de få danske soldater i Sønderjylland. Tyske flyvere hang i en lind strøm og faretruende i luften, mens Carl Henrik Vous’ cykeldeling på ti soldater i al hast måtte finde gamle ting og sager fra omkring sig liggende huse og lader og bygge en vejspærring i krydset ved Sønderborgvejen og Rønshovedvejen.

Man nåede blot at finde og spærre vejen med understellet fra en gammel bil, en græsslåmaskine og et par harver, som soldaterne så måtte søge dækning ved med deres 8 mm rekylgeværer og en opstillet 20 mm kanon bag en jordvold, inden lyden af tyske tanks nærmede sig straks efter. Yderligere ti soldater i en deling kom ilende til på cykel, og det lykkedes på imponerende vis at bremse og ødelægge tre tyske panservogne med kanonen, men den ulige og uværdige forestilling mod det tunge og fremrykkende tyske militære isenkram blev alligevel kortvarig.

Annonce

Tyskerne stormede stillingen

Tyskerne stormede og omringede stillingen, og skudvekslingerne døde ud, da sergent Carl Henrik Vous sank til jorden. I et vovet forsøg på at skifte position og finde et bedre sted at skyde fra, blev den 25-årige langelænder ramt i ryggen af et projektil fra en tysk kampvogn. En skov af tyske baronetter truede de forsvarsløse danske soldater lige op i hovedet, geværerne blev tavse, og den anden delingsfører gav ordre til at overgive sig. Al videre kamp var meningsløst.

Sergent Carl Henrik Vous ligger begravet på Humble Kirkegård. Privatfoto.

Carl Henrik blev hårdt såret båret ind i et nærliggende lille hus på hjørnet af Sønderborg-Tørsbøl Vejen, hvor en gammel kone forsøgte at tage sig af ham. Hun holdt ham i hånden, mens Carl Henrik gispede efter vejret og et par gange i dødskampen stønnede: ”Jeg er så ung. Jeg skal hjem og giftes”. Carl Henriks liv stod ikke til at redde. En tysk overlæge gav ham en sidste smertestillende indsprøjtning, og han sov stille ind. De tilfangetagne danske soldaterkammerater stod forstenede tilbage i en rundkreds omkring deres sergent med bøjede hoveder og med deres huer i hånden. Flere havde tårer i øjnene.

16 danske soldater faldt den dag for Danmark i kampene, den 9. april 1940. Heraf var seks soldater fra Fyn.

Annelise Vous Andreasen ryster i dag tankefuldt på hovedet:

Annonce

Ingen jordisk chance

- Når vi tænker på det bagefter, så skulle det jo aldrig være sket. Det kunne jo ikke hjælpe noget. De få danske soldater havde jo ikke en jordisk chance mod så mange tyskere. Carl Henrik havde ikke en chance. Men sådan er soldater vel. De er jo der for at beskytte os. Og Carl Henrik har – uden at jeg kender forløbet – selvfølgelig forsvaret sig tappert og skudt mod tyskerne, og så har de skudt tilbage og dræbt ham. Men omvendt, så tjener det min fætter stor ære, at han gjorde sin pligt og prøvede at forsvare sit land.

I Hokkerup, nær den dansk-tyske grænse, er der opstillet en mindesten til ære for sergent Carl Henrik Vous. Privatfoto.

Annelise Vous Andreasen kalder det uforskammet, at tyskerne bare sådan overfaldt Danmark for 80 år siden, og hun ville ønske, at Carl Henrik havde fået lov at leve.

- Han havde så meget at leve for. Han var, som jeg nævnte, forlovet, og brylluppet var blevet ”lyst” i kirken og skulle stå i slutningen af april 1940. Alt var tilrettelagt og gjort klar til bryllupsfest. Jeg husker stadig hans udkårne. Hun hed frøken Markvardsen og var fra Odense – hendes fornavn, husker jeg ikke længere. Men jeg mødte hende ved begravelsen i Humble Kirke og senere til nogle af mindehøjtidelighederne. Hun var sønderknust. Jeg kender ikke til hendes videre skæbne.

Annonce

Pligtopfyldende og flot

Carl Henrik blev alle steder beskrevet som en livsglad, energisk, pligtopfyldende og flot ung mand, som pigerne kiggede langt efter. Han var meget dedikeret til sin karriere og håndværk som soldat og sergent på kasernen i Odense, og han boede en stor del af sit voksenliv hos sin forlovedes familie i Odense. Men han besøgte ofte sin familie på Sydlangeland, hvor faderen Johannes og moderen Marthe boede i fødehuset i Helsned.

Carl Henrik havde seks andre søskende, fire brødre og to søstre. De to brødre, Svend Aage og Alfred, var også indkaldt som soldater for Fynske Livregiment og gjorde tjeneste den 9. april. Carl Henrik blev kortvarigt hjemsendt i 1937 fra militæret og erhvervede sig i den periode som fængselsbetjent i Vridsløselille Fængsel, inden han vendte tilbage til soldaterlivet i Det Fynske Livregiment. Der følte han sig bedst hjemme.

- Som barn boede jeg på mine forældres gård i Klæsø, men når jeg holdt ferie, så besøgte jeg ofte gerne min tante og onkel i Helsned. Der var så hyggeligt. Og der mødte jeg også af og til min fætter Carl Henrik og snakkede lidt med ham. Men han var jo de der 11 år ældre, så det var mere hans lillesøster Gerda, der var jævnaldrende med mig, som jeg var sammen med, legede og snakkede med. Gerda Vous var den sidste tilbage af Carl Henriks søskende. Hun døde i 2017.

Annonce

Lå syg med byld på lungerne

- Jeg husker faktisk bedst Carl Henrik i sommeren 1937. Jeg var 11 år og meget syg den sommer med en byld på lungerne, var lige blevet opereret og havde ligget på sygehuset i næsten tre måneder, så jeg var ikke frisk. Hele familien skulle til bedstemors og bedstefars guldbryllup. Jeg sad derfor lidt for mig selv, og så husker jeg, at Carl Henrik kom over og spurgte omsorgsfuldt til mig, om jeg var rask igen. Han var meget sød. Det er nok mit bedste minde om min fætter i dag.

Kisterne med Carl Henrik Vous og de fem andre dræbte fynboer blev i første omgang flyttet til kasernen i Odense, hvor de lå lit de parade på eksercerpladsen. Få dage senere skulle begravelsen stå på Langeland.

I dette lille hus i Helsned på Sydlangeland voksede Carl Henrik Vous op. Huset ligner ikke længere det oprindelige, idet det har gennemgået flere renoveringer. Privatfoto.

- Jeg husker kun lidt fra begravelsen i Humble Kirke. Men det var en ceremoni, der samlede hele øen. Kirken var stuvende fuld af menneske, og der deltog mange personer fra militæret. Carl Henriks forældre, Johannes og Marthe, var ulykkelige over tabet af deres søn, de talte altid om ham og kom efter sigende sig aldrig over tabet af deres barn. Det gør forældre ikke, når de mister et barn, vil jeg mene. Jeg har også fået fortalt, at Carl Henriks to brødre, Svend Aage og Alfred, straks efter blev hjemsendt fra kasernen med ordene om, at familien Vous havde lidt nok, og derfor skulle de tage hjem og passe godt på deres forældre.

Annonce

En lille årlig ceremoni

Annelise Vous Andreasen har flere gange besøgt gravstedet på Humble Kirkegård. Hun havde også planer om at være der ved mindehøjtideligheden den 9. april i 2020. Men på grund af coronaepidemien blev arrangementet aflyst. Carl Henrik Vous gravsted er i dag passet, betalt og vedligeholdt af Menighedsrådet i Humble, og hvert år den 9. april afholder Det Fynske Livregiment og Langelands Hjemmeværn en lille ceremoni, hvor man nedlægger en æreskrans.

Desuden er der rejst en mindesten i Sønderjylland i Hokkerup, hvor det dødbringende skud faldt.

Skribent Kaare Lundbye er søn af forfatter Vagn Lundbye og trådte sine barnsben på Møllegården i Rudkøbing. I dag bor han i Søborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce