Annonce
Svendborg

Militæret lokker: Ung DF'er færdig med byrådet

Siden august 2019 har Dorthe Ullemose (DF) haft selskab af Johan Emil Rasmussen i byrådssalen, men det er på lånt tid. For han har meddelt, at han ikke genopstiller, når det er valg i 2021. Foto: Katrine Becher Damkjær
Det 26-årig byrådsmedlem Johan Emil Rasmussen (DF) genopstiller ikke, når der er kommunalvalg i 2021. Årsagerne er dels studier, dels at han gerne vil ind til militæret. DF's lokalformand beklager, men forsikrer, at egnede kandidater er klar i kulissen.

Svendborg: Der er andet i livet end politik.

Det er grunden til, at DF-byrådsmedlemmet Johan Emil Rasmussen har besluttet, at han ikke genopstiller ved næste kommunalvalg.

- Jeg står over denne gang. Jeg vil gerne ind og aftjene værnepligt, og det er ved at være sidste chance. Jeg er 26 år nu og vil være 28, når jeg er færdig med min bachelor, og så skal det være, siger Johan Emil Rasmussen, der læser statskundskab ved Syddansk Universitet i Odense.

Annonce

Den enes død ...

Nogen lang periode i byrådet har han ikke haft. Ved kommunalvalget i 2017 fik han 176 stemmer, hvilket ikke rakte til et sæde, men da løsgængeren Morten S. Petersen, som var valgt ind for Dansk Folkeparti, mistede sin valgbarhed på grund af en voldsdom, var vejen pludselig banet.


Jeg vil ikke udelukke, at jeg kan finde på at stille op igen på et senere tidspunkt. Jeg synes bare ikke, jeg kan være bekendt at optage en plads på listen, når det er usikkerhed om, hvad der skal ske

Johan Emil Rasmussen (DF)


I august 2019 havde han første arbejdsdag og sluttede sig til det enlige, tilbageværende Dansk Folkeparti-medlem, Dorthe Ullemose, som ikke bare var blevet forladt af Morten S. Petersen, men også af Jens Munk og Jesper Larsen kort inde i byrådsperioden.

Johan Emil Rasmussen har dog holdt ved.

- Vores samarbejde har været fint nok, både i gruppen og i bestyrelsen, siger han og oplyser, at der bare er for mange usikkerhedsmomenter på privatfronten.

- Måske bliver jeg glad for militæret og vil være der i længere tid, og det kan også være, at jeg vælger at læse videre og tage en kandidatuddannelse. Så jeg synes, det er rigtigt at give nogle andre plads, siger han.

Annonce

Formand beklager

Marianne Mix Larsen, der er formand for Dansk Folkepart Svendborgs lokalforening, er ikke begejstret for Johan Emil Rasmussens beslutning.

- Det er lidt trist, og vi er kede af det, for vi har haft et godt samarbejde. Men jeg tænker, at han er et ungt menneske, og jeg kan godt forstå, at han vil hellige sig studierne og Forsvaret i nogle år. Jeg ønsker ham alt vel, siger Marianne Mix Larsen.

Hun fortæller også, at DF ikke er helt på pumperne, når det kommer til at sætte en liste sammen.

- Vi har kandidater på bedding, men det vil jeg ikke sige mere om nu. Vi skal først have samtaler med dem, og vi forestiller os, at vi er klar med en liste, når vi har holdt generalforsamling i foråret 2021, siger Marianne Mix Larsen, der ikke finder det sandsynligt, at hun selv vil komme til at figurere på den.

- Det kræver tid at sidde i byrådet, og jeg tror ikke, jeg har den. For jeg har også et fuldtidsjob, siger hun.

Annonce

En dør på klem

Johan Emil Rasmussen understreger, at han ikke er færdig med Dansk Folkeparti.

- Jeg synes, det virker lovende med Morten Messerschmidt som næstformand, og jeg regner med, at jeg også vil være DF'er fremover, siger han og oplyser, at han heller ikke har mistet lysten til lokalpolitik.

- Jeg vil ikke udelukke, at jeg kan finde på at stille op igen på et senere tidspunkt. Jeg synes bare ikke, jeg kan være bekendt at optage en plads på listen, når det er usikkerhed om, hvad der skal ske. Man bliver jo valgt for fire år, og jeg ville ikke bryde mig om at smutte midt i en periode, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce