Annonce
Navne

Mig og min fodboldklub: "Den lille dansker" gjorde Steen Nielsen til Gladbach-fan

Steen Nielsen skrev til Mönchengladbach, dengang han var dreng i 70'erne, og fik tilsendt det her fan-postkort af Allan Simonsen med autograf. Og det har han stadig her 45 år senere. Foto: Palle Søby
Steen Nielsen fra Faaborg blev midt i 1970'erne fan af den tyske fodboldklub Borussia Mönchengladbach. Det var dengang, Allan Simonsen og et par andre danskere tryllede i klubben.

Det var en af de helt store - og samtidig en af de helt små - der førte til, at 55-årige Steen Nielsen fra Faaborg blev fan af Borussia Mönchengladbach midt i 1970'erne, dengang han blot var en knægt på knap 10 år.

"Der kleine Däne", Vejle-drengen Allan Simonsen, gjorde sammen med Henning Jensen og Ulrik le Fevre Mönchengladbach til "danskerklubben", som dengang var en storklub både på tysk og internationalt plan.

Og Steen Nielsen var så heldig, at han voksede op i et område, hvor man kunne se tysk tv, så han på den måde kunne følge klubben.


Mönchengladbach spillede nogle fantastiske og drabelige pokalkampe i midten af 1970'erne og vandt fem tyske mesterskaber foran blandt andre "Die Lederhosen" fra Bayern München. Og Allan Simonsen var nok årsagen til, at Borussia Mönchengladbach blev "min klub".

Steen Nielsen, Mönchengladbach-fan


Steen Nielsen levede de første år af sit liv i lejligheden her bagved på første sal i Klostergade 37 i Faaborg. Han er siden vendt tilbage og har nu boet 20 år i sit barndomshjem, hvorfra han stadig via tysk tv følger Mönchengladbachs bedrifter. Foto: Palle Søby

- Allan Simonsen er jo den eneste danske spiller nogensinde, der er blevet valgt til Europas bedste fodboldspiller. Det var i 1977, da han spillede for Mönchengladbach, som mødte Liverpool i finalen i Europa Cup for mesterhold. Desværre tabte Gladbach den kamp 1-3, men Allan Simonsen scorede et ”perlemål”, husker Steen Nielsen.

min og min_logo 1sp.


- Mönchengladbach spillede nogle fantastiske og drabelige pokalkampe i midten af 1970'erne og vandt fem tyske mesterskaber foran blandt andre "Die Lederhosen" fra Bayern München. Og Allan Simonsen var nok årsagen til, at Borussia Mönchengladbach blev "min klub", fortæller Steen Nielsen.

Annonce

Højdepunkter og nedture

Finalen mod Liverpool er dog ikke højdepunktet for Steen Nielsen.

- Nej, det var nok dengang, Gladbach vandt 7-1 over Inter i Europa Cup'en, siger Steen og nævner samtidig dengang, hans klub vandt 12-0 over Dortmund i sidste spillerunde af Bundesligaen, men det var bare ikke nok til at blive mester, for Köln vandt samtidig 5-0 over St. Pauli og sluttede med bedre målscore.

Blå bog

Steen Nielsen er 55 år, født og opvokset i Faaborg.

Efter at have været væk fra byen i en periode vendte han tilbage og har nu i 20 år boet i sit barndomshjem, en lejlighed på 1. sal i Klostergade.

Han er udlært klejnsmed, men arbejder i dag som pædagogmedhjælper på Øhavsskolen.

Siden midt i 1970'erne har han været inkarneret fan af den tyske fodboldklub Borussia Mönchengladbach, der tidligere var kendt som "danskerklubben", fordi især Allan Simonsen, Henning Jensen og Ulrik le Fevre brillerede i klubben.

Steen Nielsen voksede op i et område, hvor man kunne se tysk tv, og på den måde kunne han hver uge følge med i den tyske Bundesliga.

Hvad er den største nedtur?

- Det var nok dengang, de røg ned i 2. Bundesliga. Dér gik jeg lidt stille med dørene, og det var ikke så sjovt, da de var nede i den næstbedste række et par år. Det var også skuffende, da de tabte pokalfinalen til Hannover 96 fra 2. Bundesliga, erindrer Steen Nielsen.

Annonce

Drømmer om Borussia Park

Han har aldrig været nede og se Mönchengladbach live på hjemmebane - hverken på det gamle legendariske Bökelberg eller på det nye moderne Borussia Park. Men han har en enkelt gang set Mönchengladbach i Hamburg.

Pokalkampen i marts 1987 mellem Hamburger SV og Mönchengladbach er foreløbig eneste gang, Steen Nielsen har set sin klub live. Men han håber fortsat at opleve en hjemmekamp på Borussia Park. Foto: Palle Søby

- De skulle spille semifinale i den tyske pokalturnering mod Hamburger SV. De tabte desværre 0-1 trods stort overtag i kampen, men det var alligevel en fed oplevelse med cirka 40.000 tilskuere, og min billet havde kostet 10 D-mark, ikke euro, husker Steen.

- Jeg håber dog fortsat at komme ned og se dem i en hjemmekamp på Borussia Park. Det er nok umuligt at få billet til de store kampe mod Bayern, Dortmund, Köln og Leverkusen, men mon ikke det skulle være muligt at få en billet til en kamp mod en af de andre klubber?

Steen Nielsen har stadig en kopi af billetten fra Volksparkstadion i Hamburg i marts 1987. Og han har et billede af sit største Gladbach-idol gennem tiden, et fan-postkort af Allan Simonsen med autograf, som Steen skrev til klubben og fik tilsendt, dengang han var dreng i 70'erne.

- Jeg følger stadig med ved at se "Det aktuelle sportsstudie" på tysk tv lørdag aften. I dag er der jo så mange kanaler, så engang imellem kan jeg også se Mönchengladbach på en af de andre kanaler.

Bøllehatten her er vistnok en anelse for lille, men sammen med Gladbach-trøjen er den dog et synligt bevis på Steen Nielsens kærlighed til Borussia Mönchengladbach. Foto: Palle Søby
Annonce

Hvem er Mönchengladbach?

Steen Nielsen bor i dag i en lejlighed i Klostergade, og det var faktisk også hans barndomshjem. På et tidspunkt flyttede familien hen i Kirkestræde, og Steen har som voksen været væk fra Faaborg i en periode, men vendte tilbage og har nu boet i lejligheden i Klostergade i omkring 20 år.

Han er udlært klejnsmed, men arbejder i dag som pædagogmedhjælper på Øhavsskolen.

- Det sker, at jeg snakker fodbold med drengene. Men når jeg siger, at jeg holder med Mönchengladbach, stirrer de bare på mig og aner ikke, hvem det er. Så nogen må jo holde fanen højt, griner Steen.

Steen Nielsen har gennem årene samlet lidt forskellige fanartikler såsom klistermærker, vimpler og selvfølgelig Mönchengladbach-trøjen, som han købte gennem et kuponhæfte for mange år siden. Han tør næsten ikke vaske den af frygt for, at det skal gå ud over farverne og teksten på trøjen. Foto: Palle Søby
Et klenodie, Steen Nielsen stadig passer godt på: Fan-postkortet med Allan Simonsens autograf. Foto: Palle Søby
Steen Nielsen er uddannet klejnsmed, men arbejder i dag som pædagogmedhjælper på Øhavsskolen, hvor han af og til snakker fodbold med eleverne. Foto: Palle Søby
Fodbold-souvenirs fås i mange afskygninger. Det her er fx en bolsjedåse med Mönchengladbachs klublogo - Steen Nielsen købte den i den fantastiske modelverden Miniatur Wunderland i Hamburg, som han har besøgt adskillige gange. Foto: Palle Søby
Også et kært minde for Steen Nielsen: En kopi af billetten fra pokalkampen i Hamburg i marts 1987 - den foreløbig eneste gang, han har set Mönchengladbach live. Foto: Palle Søby


Annonce
Fyn

Flere tog aflyst på Svendborgbanen

Annonce
Annonce
Annonce
Fyn

Flere tog aflyst på Svendborgbanen

Annonce