Annonce
Faaborg-Midtfyn

Midtfynsk familie i sydamerikansk undtagelsestilstand: Måske fly ud af Peru i næste uge

Der er håb om, at familien fra Årslev kan komme hjem i den kommende uge. Privatfoto.
Årslev-familien Allan Olsen, Maria González og parrets to børn er sunde og raske i Lima, men de glæder sig til at komme hjem

Årslev/Lima: Endelig er der kommet godt nyt fra Udenrigsministeriets Borgerservice til de godt 200 danskere, der opholder sig i sagnomspunde bjergrige Peru, heriblandt Årslev-familien Allan Olsen, hans hustru Maria González og parrets børn på 10 og to år.

Udenrigsministeriet har meddelt, at det arbejder på at arrangere et fly, der kan få danskere ud af Peru, men det bliver formentlig tidligst i løbet af næste uge. Det er en svær opgave, fordi Peru er i undtagelsestilstand og i princippet har lukket luftrummet. Kun få fly får dagligt lov at til at lande og lette.

Samtidig er danskerne i Peru spredt ud over et område, der er 30 gange så stort som Danmark, og de skal omkring hovedstaden Lima for at komme hjem. Det er udfordrende, for man må ikke rejse rundt i landet. Tilladelse til det gives kun, hvis man har billet til et fly ud af landet, og den bider sig selv i halen, da flyet altså ikke er arrangeret endnu.

Annonce
Hver aften kl. 20 står vi på altanen eller ved vinduet på vores værelse og ser at folk kommer ud og klapper af politi, sygeplejersker osv. "Vamos Peru", kom så Peru, bliver der råbt. Det føles godt. Børnene elsker det.

Allan Olsen, midtfynbo, som sidder fanget i Lima, Peru.

Ser dagligt fly på himlen

Allan Olsen, hans peruviansk fødte hustru og børnene opholder sig netop i Lima, hos Maria González' aldrende og svækkede forældre, og de kan konstatere, at luftrummet ikke er helt spærret. De bor tæt på lufthavnen og de ser ofte fly i luften. Andre lande får tilsyneladende særtilladelser til at hente deres borgere hjem.

Den midtfynske familie er fortsat utrygge deres situation, men prøver at få en dagligdag til at hænge sammen:

- Vi keder os og oplever ikke så meget. Vores dreng laver lidt lektier og læser, men ikke som hvis han havde været i skole. Vores pige på to år farer rundt over det hele hele tiden. Hun kan ikke forstå, at vi ikke kan gå en tur. Det er synd. Jeg købte en plastikbold forleden, da jeg var nede og handle. Den spiller vi lidt med, fortæller Allan Olsen.

- Hver gang der flyver et fly henover huset, det er ikke så tit som før corona-krisen, en helikopter eller en politibil med udrykning, så bliver vores datter glad og råber flyvemaskine eller politi! Hver aften kl. 20 står vi på altanen eller ved vinduet på vores værelse og ser at folk kommer ud og klapper af politi, sygeplejersker osv. "Vamos Peru", kom så Peru, bliver der råbt. Det føles godt. Børnene elsker det, fortæller han.

Blev ikke advaret

Allan Olsen og hans familie rejste til Peru fra Hamborg den 5. marts for at besøge Maria González forældre, som de ikke har set siden 2016. Det var altså før corona-virus for alvor fik fat i Europa, Danmark og for den sags skyld resten af verden, og Udenrigsministeriet eller sundhedsmyndighederne advarede ikke mod at rejse til Sydamerika. Peru havde ikke registreret ét eneste tilfælde af coronavirus på det tidspunkt.

- Mange er blevet klogere siden, og nu er det let at være bagklog. Hvis vi havde vidst, hvad der ventede, var vi selvfølgelig ikke taget afsted, siger den 43-årige butikschef for en dagligvarebutik i Odense.

Da Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) 12. marts stod frem på tv og kaldte alle danskere hjem, forsøgte Allan Olsen straks at ombooke flybilletter, men da var det allerede for sendt. Peru lukkede sit luftrum og gik i undtagelsestilstand.

Alle bærer ansigtmasker, når de er ude at handle. Også Allan Olsen. Privatfoto.

Alle bærer masker

- Her, hvor vi bor, er her meget stille og trygt. I tv så vi i aftes, at tanks kører i gaderne og mange bliver anholdt for at bryde udgangsforbuddet, der gælder fra kl. 20 til 05 om morgenen. På én dag, for et par dage siden, blev 2400-2500 anholdt.

- Befolkningen i Peru er bekymrede, men langt de fleste ved godt, at det rigtige er, at man holder sig inde. Ellers kan sundhedsvæsenet slet ikke følge med, bemærker Allan Olsen.

Han fortæller, at der er stadig varer på hylderne, hvor han handler:

- Folk holder afstand, og alle bærer maske. En medarbejder spritter indkøbsvognens håndtag af og hænder bliver sprittet af ved indgangen til butikken.

- Jeg frygtede, at situationen ville være værre på dette tidspunkt. Men udgangsforbuddet og det, at man kun må handle og gå på apoteket, virker øjensynligt, beretter han.

- Forleden manglede min svigermor diabetesmedicin, og min kones svoger købte medicin til et par måneder til hende. Det skulle afleveres her hos os seks km fra, hvor de bor. Han kom i en taxa, som blev stoppet syv gange af politiet på de 12 km. Han fik lov at fortsætte hver gang ved at vise medicinen og indpakningen til medicinen til politiet.

Peruviansk tv rapporterer om anholdelser, når folk trodser udgangsforbuddet. Privatfoto.

Danskere støtter hinanden

Selv om familien altså er sunde og raske, og der virker til at være nogenlunde myndighedskontrol over situationen i Peru, så er de utrygge ved landets sundhedssystem og præget af usikkerheden om, hvornår de kan komme hjem og den sparsomme information fra de danske myndigheder.

- Vi tror, at det er et problem, at her ingen dansk ambassade er i Lima. Kun et konsulat som bliver passet af er peruviansk advokatfirma. Der burde være danskere her. Hvis man ringer til konsulatet, så henviser de til ambassaden i Santiago i Chile, fortæller han.

Familien har kontakt til andre danskere i Peru, og de er hinanden en stor støtte:

- Fastboende danskere hjælper rigtigt meget. Med information i Facebookgrupper, med indkvartering hvis et hotel eller hostel lukker osv. De er guld værd, især for de unge mennesker der bor på hostels, konstaterer Allan Olsen, som altså lige nu er sikret tag over hovedet og god peruviansk mad hos svigerforældrene.

Efter denne artikel er skrevet, har Udenrigsministeriets Borgerservice bekendtgjort, at en del af de strandede danskere i Peru er på vej hjem med fly. Avisen har været i kontakt med familien fra Årslev, som ved redaktionens slutning endnu ikke er blevet kontaktet af myndighederne. Men de håber stadig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø For abonnenter

Mistillid, illoyalt og ufortjent: Fond opsiger samarbejde om solcellepark med forening, den selv har stiftet

Langeland For abonnenter

Ejere svarer igen på kraftig kritik: - Havnen er i meget bedre stand i dag

Ærø

Klumme: Jeg har arvet en guldbarre

Annonce