Annonce
Ærø

Michelinstjerneregn over Ærø: - Det kom som et lyn fra en klar himmel

Ærøs turist- og erhvervsdirektær Chris Hammeken tror, at de to Michelin-stjerner til Ærø har en god signalværdi. Foto: Katrine Becher Damkjær
Ærø fik forleden drysset ægte fransk stjernestøv ud over sig, da Michelins grønne rejseguide kastede to stjerner efter øen.

Ærø: Når den franske dækproducent Michelin uddeler stjerner til europæiske og - måske især - danske restrauranter, står madverdenen på den anden ende og venter med tilbageholdt åndedræt på, hvor mange der drysser ned over hvilke spisesteder.

Helt den samme spænding er der åbenbart ikke, når den samme instans kaster stjerner efter seværdigheder og rejsemål, for det var først, da turist- og erhvervsdirektør Chris Hammeken læste i Fyns Amts Avis, at Langeland var blevet tildelt en stjerne i Michelins grønne rejseguide, at han selv satte sig for at undersøge, om der også var blevet givet karakter til Ærø.

Det var der så, viste det sig. Hele to af slagsen.

- Det var lidt tilfældigt, at jeg faldt over det. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Og det kunne jo ikke lade sig gøre, hvis det ikke havde været for en stor fælles indsats fra både overnatningssteder, erhvervsliv, ærøboer og kommunen. Alle har bidraget til, at vi har fået de to stjerner.

De to stjerner rummer ifølge Chris Hammeken en stor signalværdi for Ærø.

- Michelin i sig selv er jo et brand, som man kender fra restauranter, så bare det, at vi er forbundet med det begreb, er et kvalitetsstempel. Og det er også det, vi vil bruge det til. Ærø som sted har fået to Michelin-stjerner, men så skal der jo også noget fortælling nedenunder, det er klart. Men alene som udgangspunkt signalerer de to stjerner, at Ærø er en udflugt værd, siger Chris Hammeken.

Erhvervs- og turistdirektøren er heller ikke bleg for at mene, at det vil kunne have en effekt i forhold til bosætningen på Ærø.

- Jeg tror selvfølgelig ikke, det alene vil kunne trække en masse flere hertil, men jo mere positiv omtale, vi får, jo bedre og mere interessant en historie bliver Ærø.

Restauranterne, der med bævende hjerter venter på den årlige Michelin-stjerne-karakter, ved aldrig, hvornår guidens anmeldere lægger vejen omkring, og det samme gør sig gældende i tilfældet Ærø.

- Jeg har i hvert fald ingen idé om, hvornår de har haft en skribent herovre. Og normalt bliver vi jo på kontoret inddraget, når journalister og lignende vil skrive noget om øen, så vi kan komme med bud på, hvad de skal opleve, men det her kom som et lyn fra en klar himmel, fortæller Chris Hammeken.

Annonce

Michelinstjerner

I modsætning til deres madguider er Michelins grønne guider mere traditionelle turistguides for fortrinsvis bilturister, som udgives i en række lande både som bøger og digitalt som apps.
Her vurderes seværdigheder efter samme stjernesystem som restauranterne: En stjerne er for noget, der er interessant, to stjerner er en omvej værd, mens tre stjerner er en hel rejse værd.
Langland har i den nye udgave fået en enkelt stjerne, mens Ærø og Egeskov Slot begge har fået to stjerner. H.C. Andersens hus i Odense topper den fynske hitliste med tre.
Hvis man går ind på kortet i app-versionen af guiden, kan forledes til at tro, at også Bregninge Kirke på Ærø er blevet belønnet med en enkelt stjerne, men det må bunde i fransk stedforvirring, da den Bregninge Kirke, der omtales er den rødmalede Bregninge Kirke, der ligger på Nordvestsjælland.
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Uden kritik og forandring kommer man ingen vegne

Synspunkt: Jeg har med undren læst Carsten Jensens kronik, hvor han uden forbehold roser Marstal Søfartsmuseum til skyerne. Derudover bruger Carsten Jensen sit ubestridelige forfattertalent til at nedgøre de to kritikere af museets direktør og den måde, museet ledes på. De har intet bedrevet, de har ikke skrevet bøger og så videre. De er nobodies, ubetydeligheder i hans vurdering. Hvornår er man berettiget til at kritisere? Skal man prækvalificere sig til for at få lov? Skal man ansøge om at mene noget andet end Carsten Jensen og Erik Kroman - og hvem skulle man i givet fald så ansøge? Og endelig hvis man begiver sig ud i kritisk ærinde, er det åbenbart med risiko for at blive skydeskive for hån og spot fra en begavet forfatter og medlem af kulturens elite. Jeg sætter "Vi, de druknede" meget højt på min private bestsellerliste og synes, det er et virkelig velskrevet epos om en driftig by med mange interessante personligheder. Men det beskriver altså en svunden tid. Fragt med skibe registreret i Marstal er passé. De sidste gamle sure kaptajner, der sad på havnen og fortalte historier, er væk, der er gabende tomt på havnen uden for lystsejladssæsonen. De få, der kan huske noget, kan ikke længere styre rollatoren hen over brostenene ned til kajen. Sømandsromantikken er forbi, og der er ingen værft længere, ingen udvikling, ingen arbejdspladser, ingen indtægt, ingen tilflytning - ingenting. Jo, søfartsmuseet. Jeg bor på Ærø og har næsten altid gæster med på søfartsmuseet, og kommentaren er altid den samme. Sikke en masse skibe. Det minder dem meget om samlingen af stenøkser fra barndommens ulidelige tvangsbesøg på lokalmuseet. Det er svært for folk uden nær tilknytning til fragtsejlads at finde glæde ved de mange billeder af skibe, ejere af skibe, modeller af skibe, ting fra skibe, der eksponeres så man får skibsbulemi, inden man når til perlen i samlingen, der desværre er gemt væk i det allersidste udstillingsrum. Og så den der lidt rodede plads ved havnen med et halvt skib - kvart skib og en bedding og de søde små joller. Vi ser den kun på spadsereturen gennem havnemiljøet ud til den anden ende af molen. Ingen opdager, at det er et museum, formidlingen er fraværende. Men heldigvis bliver vi talt med som besøgende. Det bliver til en del ekstra besøgstal, når lystsejlerne uforvarende passerer pladsen på vej til brugsen for at "proviantere". Ærøs befolkningstal er støt faldende og det har det været længe. Hvis ikke der sker noget andet end det, der plejer, hvis vi bare drifter, plejer de gamle magtstrukturer, drikker Rigabalsam i rå mængder, retter ind efter de gamle, sure kaptajner, så sker der altså ikke noget. Det er ærgerligt, at en intellektuel kapacitet som Carsten Jensen ikke forstår vigtigheden af at udfordre den herskende orden på øen. Vigtigheden af at få nyt blod til. At byde tilflyttere velkommen og at lytte til deres input. Det er trods alt ikke alt, der er vand ved siden af Ærø, hvis vi altså vil bruge en lidt kraftigere kikkert. Befolkningens gennemsnitsalder, som er forbi den fødedygtige alder, betyder, at uden tilflytning vil øen uddø. Så det er bydende nødvendigt, hvor ondt det end gør, at man lytter til den kritik og de idéer, der kommer med tilflytterne. At man omfavner nyt blod, ikke jager det væk af angst for forandring. Uden kritik og forandring kommer man altså ingen vegne.

Annonce