Annonce
Faaborg-Midtfyn

Michael er vred og knust: Betydningsfuld hoptimist-engel stjålet fra hustrus gravsted

Michael Thomsen opdagede fredag, at nogen havde stjålet en hoptimist, som skulle forestille en engel, fra hans kones gravsted. Michael Thomsen ønsker ikke at stå frem med sit ansigt. Foto: Sandra GoldekFoto: Sandra Goldek
Da Michael Thomsen i fredags besøgte sin afdøde hustrus gravsted på Ringe Kirkegård, opdagede han, at nogen havde fjernet en engel-figur, som betød meget for ægtefællen. Michael Thomsen er vred og ked af episoden og opfordrer nu til, at alle respekterer gravfreden.
Annonce

Ringe: Fredag kørte 54-årige Michael Thomsen en tur til kirkegården. Det er blevet en fast tradition, at han hver fredag kommer for at tænde et lys, og samtidig har han altid sin afdøde hustrus yndlingsblomster, gule roser, med.

Gravstedet plejer at ligne sig selv, men det gjorde det ikke i fredags. Her var det et trist syn, der mødte Michael Thomsen. Da han bukkede sig ned for at tænde et lys, opdagede han, at den lille engel-figur på en fjeder, en såkaldt hoptimist, som var limet godt fast til en sten over for gravstenen, var væk.

Han tænkte først, at den nok var knækket af, og begyndte så at lede efter den ved gravstedet. Men væk var den.

Dermed blev det klart for Michael Thomsen, at nogen i løbet af ugen havde været inde på gravstedet og stjæle hoptimisten. Han kørte hjem og blev overvældet af en masse følelser.

- Jeg er så ked af det over, at nogen er gået ind på min kones gravsted og har knækket hoptimisten af og taget den. Det er ubeskriveligt, at der findes sådan nogle mennesker, siger Michael Thomsen.

Annonce

Gjorde sig til tyv for 200 kroner

Der ligger nemlig en særlig historie bag hoptimisten. Michael Thomsens kone døde sidste år efter mange hårde år med nyresvigt. Hun var indlagt på sygehuset i lange perioder, og tit havde familie og venner en hoptimist med til hende, og samlingen voksede sig efterhånden stor. Michael Thomsens hustru havde et helt specielt bånd til sin lille niece, og en dag kom niecen med hoptimisten, som forestillede en engel.


Min kones gravsted er det sted, hvor jeg kommer hen for at mindes hende. Det er mit sted, og det har virkelig såret mig, at nogen har været herinde og samtidig stjålet den engel, der betød så meget for min kone.

Michael Thomsen


- Den betød noget helt særligt for hende. Hun havde fået den af sin lille niece som symbol på, at den skulle passe på hende, siger Michael Thomsen.

Her var hoptimist-englen limet godt fast, indtil nogen i løbet af den forgangne uge knækkede den af og stjal den. En episode, der har gjort Michael Thomsen vred og ked af det. Foto: Sandra Goldek

Samme aften, som Michael Thomsen besøgte gravstedet, blev han vred og følte sig krænket over, at nogen kunne finde på at træde ind på det sted, hvor hans elskede hustru er stedt til hvile - og ovenikøbet gøre sig til tyv for en genstand, der ifølge ham ikke koster mere end 200 kroner.

Det fik Michael Thomsen til tasterne, og han skrev et opslag på Facebook-gruppen "Det sker i Ringe".

Michael Thomsen delte sin frustration i Facebook-gruppen "Det sker i Ringe". Screenshot

- Jeg havde brug for at komme ud med min frustration. Det var mest af alt bare et surt opstød rettet mod den person, som har gjort det, siger han.

I kommentarsporet kunne man læse, at folk fra Ringe og omegn blev forargede over episoden, og en mand tilbød endda at købe en ny hoptimist.

Annonce

Gravfreden burde være hellig

Michael Thomsen blev glad og rørt over, at en mand tilbød ham at købe en ny, men for ham handler det imidlertid ikke om pengene, men om princippet i, at gravfreden burde være hellig.

- Min kones gravsted er det sted, hvor jeg kommer hen for at mindes hende. Det er mit sted, og det har virkelig såret mig, at nogen har været herinde i mit og hendes rum og samtidig stjålet den engel, der betød så meget for min kone, siger en tydelig berørt Michael Thomsen.

Michael Thomsen vil nu købe en ny hoptimist til sin kones gravsted, så han ikke bliver mindet om hver fredag, når han tager til kirkegården, at der mangler en betydningsfuld genstand. Foto: Sandra Goldek

Han tilføjer;

- Det burde bare være almindelig pli, at man holder sig væk fra andre menneskers ejendele, ligesom alle også burde kende til, at man skal respektere gravfreden, forklarer Michael Thomsen.

Michael Thomsen har ikke anmeldt sagen til politiet, men han har nu tænkt sig at købe en ny hoptimist, så gravstedet igen kommer til at ligne sig selv.

- Jeg håber så inderligt, at det bare er drengestreger. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogle mennesker skulle have samvittighed til at gøre det her. Men det finder jeg nok aldrig ud af, siger Michael Thomsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

GOG er på corona-standby resten af ugen

Annonce