HELGENÆS: Udsigten fra Sletterhage gør, at man på en gang føler sig ved vejs ende og midt i verden. I syd ses Samsø og Tunø, mod vest kranerne på havnen i Aarhus, og i øst ”løfter” øen Hjelm sig fri af kimingen, så det ser ud som om havet er på vej ind under den.
Det hvide fyrtårn strækker sig mod de drivende skyer på den blå himmel. Køreturen herud er lang, men smuk, og bestemt en udflugt værd.
- Vi har mere end 100.000 besøgende om året, fortæller Hans Christian Minke, der både passer fyret og sælger is og pølser til de mange besøgende på sin 11. sæson.
Han bøjer sig ned, og samler en hulsten op fra stranden.
- Jeg kan genkende de fleste af dem, griner han.
Det er god beskæftigelse for børnene at lede efter sten med huller i, sådan en kan nemlig veksles til en slikkepind i iskiosken. Og for ikke at skuffe nogen, returnerer Hans Christian Minke dem efter fyraften, så stranden ikke løber tør for hulsten.
På dybt vand
En af Molslinjens færger glider tæt forbi.
- Der er 42 meter dybt lige ud for fyret, og skibene skal meget tæt på land for at komme sikkert ind til Aarhus. De passerer kun 300 meter fra kysten – og så er et 400 meter langt Mærsk skib altså stort. Det trækker altid mange folk til, siger Hans Christian Minke.
Allerbedst er udsigten fra toppen af det 17 meter høje fyrtårn. For børn under 15 er det gratis at kravle derop, voksne slipper med en tyver. Og så er der ovenikøbet adgang til det lille museum i bunden af fyrbygningen.
Henne og Ivar BuchVi er ude for at finde de små landeveje, hvor man sjældent kommer, fordi man alt for ofte tager den slagene vej
Fyret står som centrum i udstillingen, der favner bredt. Fra kommunikation og navigation på havet ud for fyret, til ralgravning og om hvordan istiden skabte landskabet omkring det.
- Vi har en ny udstilling på vej om dyrelivet, der vil fortælle om det dyreliv, man kan opleve her, fortæller Hans Christian Minke.
Ad omveje
Der er marsvin, sæler og fisk i havet. Lækatten, snogen og hugormen på land. Og både rød glente og, hvis man er heldig, en havørn i luften over fyret.
- Vi elsker det, siger Henne og Ivar Buch fra Randers.
De sidder i solen op ad den hvide væg til ”udsigtshuset”.
- Vi er ude for at finde de små landeveje, hvor man sjældent kommer, fordi man alt for ofte tager den slagene vej, fortæller de.
Ivar Buch har taget sin fiskestang med. Sletterhage har længe været et populært fiskested. Er man dygtig – eller heldig, kan man få en havørred på krogen, og så har det helt sikkert været udflugten værd.
Sletterhage fyr
Udstillingen og fyret er åbent i sommerferien fra klokken 11-17.
Iskiosken holder i samme periode åbent fra 11-21.
Du finder Sletterhage på Helgenæs, der hvor vejen ender: Sletterhagevej 58, 8420 Knebel.
Og på internettet: sletterhagefyr.dk