Annonce
Indland

Medier: Søik efterforsker falsk faktura til Messerschmidt

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Kommunikationsbureau afviser at have lavet DF-kampagne for 375.000 kroner, hvilket ellers fremgår af faktura.
Annonce

En falsk faktura på 375.000 kroner stilet til blandt andre Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er en del af Bagmandspolitiets (Søik) efterforskning af mulig svindel med EU-midler.

Det skriver Ekstra Bladet og DR, som har fået det bekræftet af flere uafhængige kilder.

Svindelefterforskningen koncentrerer sig om den europæiske partialliance Meld og den tilhørende fond Feld.

De to medier har set fakturaen, som også er stilet til Messerschmidts daværende rådgiver, Kristian Wederkinck Olesen.

Fakturaen er dateret 30. marts 2015, da Messerschmidt sad i Europa-Parlamentet.

Den omhandler en reklamekampagne hos kommunikationsbureauet Primetime, som imidlertid afviser kendskab til fakturaen eller at have lavet kampagnen.

- Ifølge firmaet Primetimes juridiske ledelse er fakturaen fabrikeret, skriver svindeljægerne fra EU-kontoret Olaf i papirer, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

De fortrolige oplysninger er ifølge mediet sendt til Bagmandspolitiet, som i oktober overtog sagen.

Der er på den computerskrevne faktura noteret et beløb med håndskrift – nemlig 62.500 – svarende til, at der er lagt dansk moms oveni prisen på 50.000 euro, som er cirka 375.000 kroner.

Beløbet på 50.000 euro fremgår ikke af den opgørelse, som Dansk Folkeparti tidligere har offentliggjort over partiaktiviteter, som er finansieret med EU-penge fra Meld og Feld skriver DR.

Derfor er det uvist, hvad den falske faktura er brugt til, og hvem der har lavet den.

Men flere myndighedskilder bekræfter over for DR, at der indgår flere falske fakturaer i den igangværende svindelundersøgelse af Meld og Feld.

Messerschmidt og daværende kasserer hos Meld, Anders Vistisen (DF), har ikke ønsket at udtale sig til hverken DR eller Ekstra Bladet.

Kristian Wederkinck Olesen udtaler til begge medier, at han ikke har kendskab til regningen, hvilket han også har fortalt politiet.

Han har ifølge Ekstra Bladet også talt med Messerschmidt om regningen.

- Jeg har spurgt, om det er ham, som har sendt den. Det afviser han, siger han til Ekstra Bladet.

Dansk Folkepartis ledelse har givet et skriftligt svar til begge medier:

- Vi er bekendt med, at myndighederne har en sådan faktura, men ved ikke, hvorfra den stammer, og under alle omstændigheder ses den ikke at være betalt, hvorfor der i hvert tilfælde ikke er brugt EU-midler til at dække den regning, står der.

Da EU's svindeljægerkontor i oktober fremlagde konklusionerne af den efterforskning, der blev indledt i december 2015, lød det, at Meld og Feld ulovligt har kanaliseret EU-midler for 4,35 millioner kroner til aktiviteter "til skade for EU-Parlamentet".

Morten Messerschmidt har tidligere erkendt fejl i sagen, men benægtet svindel, skriver DR.

Bagmandspolitiet har ikke ønsket at udtale sig til DR.

/ritzau/

Nyhed på DR''s hjemmeside
Nyhed på Ekstra Bladets hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Badutspring i boligområderne

Ærø For abonnenter

Overstyrmand på Ellen følte sig hængt ud som corona-syg og klagede til ledelsen: Nu er han fritaget for tjeneste

Annonce