Annonce
Sport

Indledende undersøgelse om mulig Tour-doping iværksat

Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
En sag om doping i Tour de France kan være under opsejling. En indledende undersøgelse er iværksat.
Annonce

Anklagemyndigheden i den franske by Marseille har igangsat en undersøgelse om mulig doping på holdet Arkea-Samsic, som blandt andre Nairo Quintana kører for, i dette års Tour de France.

Det oplyser anklager Dominique Laurens ifølge det franske nyhedsbureau AFP. Ifølge ham er der tale om en undersøgelse af en "lille del" af det franske cykelhold.

To unavngivne personer er mandag kommet i politiets varetægt, efter at de i forbindelse med en ransagning blev fundet med "mange sundhedsprodukter, herunder medicinske lægemidler, men også og frem for alt en metode, der kan anses som doping", lyder det.

Ifølge den franske avis Le Parisien er der tale om en af holdets læger samt en fysioterapeut.

Ransagningen fandt ifølge den franske avis Le Journal du Dimanche sted onsdag i sidste uge på Arkea-Samsics hotel nær Meribel, hvor den dags Tour de France-etape var endt.

Arkea-Samsics holdchef, Emmanuel Hubert, bekræfter på holdets hjemmeside, at ransagningen fandt sted, men afviser, at det er selve holdet, der er under mistanke.

- Ransagningen omfattede et begrænset antal ryttere samt deres hjælpere, der ikke er ansat af holdet.

- Holdet, dets øvrige stab og holdchefen er på ingen måde blevet afhørt og bliver derfor heller ikke informeret om hverken stort eller småt angående undersøgelsens forløb.

- Vi støtter selvfølgelig vores ryttere, men hvis undersøgelsen viser tegn på dopingaktiviteter, vil holdet med det samme tage afstand fra sådanne handlinger, siger Hubert.

Ifølge L'Equipe var ransagningen målrettet Nairo Quintanas værelse samt hans bror Dayer Quintana og Winner Anacona.

I en kortfattet meddelelse på sin hjemmeside bekræfter Den Internationale Cykelunion (UCI), at den har været i kontakt med de franske myndigheder i forbindelse med sagen.

- UCI støtter og hilser det, de involverede parter har foretaget sig, velkommen og vil gøre, hvad den (unionen, red.) finder passende, når det står klart, hvad de franske myndigheder har fundet ud af, lyder det.

Dette års udskudte Tour de France sluttede søndag i Paris.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Analyse: Det var Mette Frederiksen, der pressede Frank Jensen ud

Svendborg For abonnenter

Droppede København for at fokusere på Svendborg: Nu er scenekunstner nomineret til årets kulturpris

Annonce