Annonce
Kultur

Med daglige coronatest og fortsat uvisse rammer: Odense Sommerrevy gør klar til et brag

Hele holdet bag revyen bliver testet hver eneste morgen for at sikre sig, at der ikke er nogen, der er smittet og kan sætte hele revyen i fare. Foto: Michael Bager
Premieredatoen er sat og falder sammen med kulturlivets genåbning den 6. maj, men der er fortsat ingen, der ved, hvor mange publikum der vil kunne overvære Odense Sommerrevy.

Odense: Holdet bag Odense Sommerrevy er klar. Ja, de tripper nærmest for at komme i gang og indtage scenen i teltet på Fruens Bøge med en revy, som selvfølgelig kommer til at handle en smule om en verdensomspændende virus, men også kommer til at indeholde numre om andre emner, som netop kan give publikum et tiltrængt pusterum fra mundbind, afstandskrav og håndsprit.

Selvom teltet allerede er slået op, og der efterhånden ikke er særligt mange dage til premieren den 6. maj, er der dog fortsat tvivl om, hvordan revyen mere præcist skal afvikles og hvor mange publikummer, der kan komme ind til hver forestilling.

- Vi ved ikke helt, hvor mange vi må være, eller hvordan de mere præcise restriktioner bliver, lød det således fra revydirektør Jani Lykke Methmann, da årets revyhold blev præsenteret torsdag eftermiddag.

Annonce

Jani Lykke Methmann overtog pr. 1. januar 2020 direktørposten fra Lars Arvad, så han i højere grad kunne hellige sig arbejdet med at udvikle revyen.

Henrik Koefoed er for første gang med i Odense Sommerrevy. Han er en af de mest erfarne revyskuespillere i Danmark og blev i 2019 kåret som årets revykunstner. Foto: Michael Bager

- Jeg havde selvfølgelig ikke lige forestillet mig, at året ville komme til at handle om corona og hjælpepakker. Men sådan blev det, sagde hun.

Fra optur til nedtur

For Lars Arvad startede 2020 med et brag, da han i slutningen af januar blev kåret til Årets Fynbo ved et af de sidste større arrangementer i mediehuset i Odense, før også Danmark blev ramt af covid-19 og efterfølgende måtte lukke ned.

Odense Sommerrevy anno 2020 blev først flyttet til efteråret, men blev efterfølgende helt aflyst.

I forbindelse med aflysningen lagde Odense Sommerrevy op til, at publikum kunne overføre deres billetter til 2021. Og det var der heldigvis mange, der gjorde, fortalte Lars Arvad:

- Nu håber vi jo så bare på, at vi får lov til at spille foran dem alle sammen. Vi har nogen dage, hvor alle 777 billetter er solgt, men vi aner faktisk ikke, hvor mange vi må være. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi stiller op, hvis vi for eksempel får at vide, at vi må være 500. Det har jeg ikke et svar på lige nu.

Annonce

Parkerede bekymringer

Uvisheden om, hvor mange der vil få lov at sidde i teltet til premieren den 6. maj, er dog ikke den eneste bekymring, som folkene bag revyen må håndtere i disse dage.

Den måske største bekymring handler om de mulige konsekvenser, hvis nogen fra holdet bliver smittet med coronavirus.



Vores store skræk er selvfølgelig, at der er en, der pludseligt bliver testet positiv. Men vi gør absolut alt, hvad vi kan for, at det ikke sker.

Joy-Maria Frederiksen, instruktør



Af samme grund bliver alle lyntestet hver eneste morgen og må først interagere med hinanden, når svaret er kommet tilbage.

For skuespillerne handler det dog om at holde snuden i sporet.

- Man er nødt til at lægge sådan nogle bekymringer til side og bare knokle på. Ellers bliver det i hvert fald ikke til noget, lød det fra Thomas Mørk, der har været en fast bestanddel af Odense Sommerrevy siden starten.

Joy-Maria Frederiksen har nu instrueret Odense Sommerrevy tre gange. På trods af coronavirus har hun haft et relativt travlt år, hvor hun blandt andet har instrueret forestillinger på Holbæk Teater og Vendsyssel Teater. Foto: Michael Bager

- Vores store skræk er selvfølgelig, at der er en, der pludseligt bliver testet positiv. Men vi gør absolut alt, hvad vi kan for, at det ikke sker, sagde instruktør Joy-Maria Frederiksen, der instruerer revyen for tredje gang.

De daglige morgentest skulle dog gerne give revyen en sidste chance, selvom der skulle være en enkelt, der blev konstateret smittet.

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) mødte også op ved præsentationen og får sig her en snak med Lars Arvad. Foto: Michael Bager

- Det er jo derfor, at alle bliver holdt isoleret fra hinanden, indtil vi har fået svaret tilbage. På den måde kan vi håbe på, at det kun er én, der bliver ramt. Men vi håber selvfølgelig ikke, at vi overhovedet kommer i den situation, sagde Lars Arvad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Nu er opgravningen af minkene i gang

Annonce