Annonce
Faaborg-Midtfyn

Markant færre juleindbrud - men Ringe blev hårdt ramt

Fyns Politi har modtaget klart færre anmeldelser om indbrud den 24. december end i det forgangne år. Foto: Michael Bager
Et kvarter i Ringe blev i julen ramt af en bølge af indbrud, men ellers ser Fyn ud til at slippe usædvanligt nådigt - ligesom det er tendensen i resten af landet.

Fyn: Ingen jul uden indbrud, men også på det punkt skiller 2020 sig ud, og denne gang er det positivt. 24. december modtog Fyns Politi 12 anmeldelser om indbrud mod 28 samme dag sidste år.

Og tendensen så ud til at fortsætte 1. juledag, hvor der kl. 15.30 var indkommet yderligere 10 anmeldelser. Erfaringsmæssigt vil tallet stige yderligere de kommende dage, efterhånden som folk kommer hjem. Men det bliver under alle omstændigheder et klart fald i antallet af juleindbrud. En tendens, der går igen i hele landet - ikke bare i julen men hen over hele 2020.


Vi har gjort en stor indsats og har en højere sigtelsesprocent.

Jesper Pedersen, vicepolitiinspektør


Tallene for fynske juleindbrud kunne endda have været meget lavere, hvis ikke det var for et bestemt kvarter i Ringe, som var blevet ramt af en decideret bølge af indbrud.

Af de i alt 22 anmeldelser om fynske juleindbrud, der var kommet pr. 25. december kl. 15.30, stammer de 15 fra Ringe. Nærmere bestemt fra den nordvestlige del af byen i områderne Dalager, Lundsager, Grøftager, Spidstoften og Linde Allé.

Vicepolitiinspektør Jesper Pedersen, Fyns Politi, fortæller, at alt peger på, at det er en østeuropæisk bande, der er på spil. Begivenhederne i Ringe afspejler nærmest en til en, hvad der foregik i et kvarter i Middelfart sidste år ved juletid, hvor der også stod østeuropæere bag.

- Det handler dels om, at det er et kvarter tæt på motorvejen, som det er let at komme til og let at komme væk fra, siger Jesper Pedersen.

- Og dels om at de bruger samme fremgangsmåde til at komme ind ved at knuse ruder og brække vinduer op. Typisk bryder de ind i soveværelser, hvor de stjæler noget, som de kan have på sig selv såsom smykker og penge, tilføjer Jesper Pedersen. Der også fortæller, at erfarne efterforskere er i fuld gang med at finde spor fra de mange indbrud i det nordvestlige Ringe - tæt ved Svendborgmotorvejen.

Annonce

Flere forklaringer

Selv med de foreløbig 15 registrerede indbrud i Ringe er der altså alligevel tale om et signifikant fald i antallet af fynske juleindbrud.

Det er der ifølge Jesper Pedersen flere forklaringer på, hvoraf covid-19-pandemien selvfølgelig springer lige i øjnene. Både fordi den har betydet, at folk er meget mere hjemme, og også fordi de som følge af pandemien lukkede grænser gør en positiv forskel, lyder vurderingen fra Jesper Pedersen.

Antallet af indbrud

Rigspolitiet tæller løbende julens indbrud op. Her er antallet af anmeldelser modtaget 24. december:

Fyn: 12

Nordjylland: 3

Østjylland: 6

Midt- og Vestjylland: 3

Sydøstjylland: 2

Syd- og Sønderjylland: 1

Sydsjælland og Lolland-Falster: 0

Midt- og Vestsjælland: 7

Nordsjælland: 13

Københavns Vestegn: 4

København: 5

- Så noget godt er der da kommet ud af corona, men jeg vil nu også have lov at sige, at vi også er blevet dygtigere. Vi har gjort en stor indsats og har en højere sigtelsesprocent og en bedre opklaring af indbrud, siger vicepolitiinspektøren.

Annonce

Analytisk tilgang

Det lave antal juleindbrud på Fyn afspejler en tendens, der er set i hele landet hen over hele 2020.

Inden alle juleindbrud var talt op, lå det samlede antal indbrud i landet i år på cirka 16.500. Tallet vil altså stige en lille smule, men det kan ikke nå op på de 29.000, der var facit sidste år. For ikke at tale om antallet af indbrud i 2010, der var cirka 44.000

Henrik Sønderby, som er leder af Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet, glæder sig over det ekstraordinært lave tal for 2020. I hans optik er covid-19 også en væsentlig del af forklaringen:

- På grund af corona har vi rejst mindre, gået mindre ud og arbejdet mere hjemme, hvilket jo i sagens natur gør det sværere for tyvene at begå indbrud, siger Henrik Sønderby, der også peger på, at politiet arbejder med en mere analytisk tilgang:

- Det handler om at kunne forudse, hvor og i hvilke tidsrum indbruddene vil blive forøvet. På den måde kan vores patruljer i langt højere grad virke præventive og lokalisere eventuelle gerningsmænd.

- Vi har i stigende grad med organiseret og grænseoverskridende kriminalitet at gøre på indbrudsområdet, hvilket gør det sværere og mere tidskrævende at efterforske. Derfor er vores efterforskning også mere specialiseret og rettet imod den organiserede kriminalitet, lyder det fra Henrik Sønderby.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Gudstjenester

Annonce