x
Annonce
Sport

Manchester City-chef afviser brud på pengeregler

Yuya Shino/Reuters
Ifølge Manchester Citys direktør har klubben ikke forbrudt sig mod reglerne om Financial Fair Play.

Usande og politisk motiveret.

Annonce

Sådan betegner Manchester Citys administrerende direktør, Ferran Soriano, de anklager, der har ført til, at klubben er blevet straffet med udelukkelse fra europæiske klubturneringer i to år og en bøde på 30 millioner euro (224 millioner kroner).

Det gør han i et interview på Premier League-klubbens hjemmeside.

Manchester City har fået karantæne, fordi klubben ifølge et organ under Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har forbrudt sig mod reglerne om Financial Fair Play (FFP).

Reglerne handler om, at fodboldklubber i Europa skal have orden i økonomien, og at gælden ikke må overstige en bestemt grænse over en flerårig periode.

- Det vigtigste at sige i dag er, at anklagerne ikke passer. De passer simpelthen ikke, siger Ferran Soriano.

Ifølge The Club Financial Control Body (CFCB) har Manchester City begået alvorlige brud på FFP-reglerne ved blandt andet at overdrive klubbens sponsorindtægter mellem 2012 og 2016.

- Ejeren har ikke lagt penge i klubben, der ikke er blevet deklareret korrekt. Vi er en bæredygtig fodboldklub, og vi skaber profit, vi har ikke gæld, vores konti er blevet gransket mange gange af revisorer, kontrollerende enheder og efterforskere og er helt, som de skal være, siger Soriano.

Investeringsgruppen Abu Dhabi United Group, der er ejet af Sheikh Mansour bin Zayed Al Nahyan, ejer 77 procent af City Football Group og er dermed hovedaktionær i klubben.

City bliver også straffet hårdt for ikke at samarbejde med efterforskerne om sagen.

- Vi har fremlagt beviser, men i sidste ende troede den FFP-undersøgende enhed mere på stjålne e-mails ude af kontekst end alle de beviser, vi fremlagde om, hvad der rent faktisk skete, siger Ferran Soriano.

- Baseret på vores erfaring og vores syn på det virker det, som om det har mindre at gøre med retfærdighed og mere at gøre med politik, siger Citys spanske direktør.

Manchester City har allerede meddelt, at afgørelsen snarest vil blive appelleret til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

/ritzau/Reuters

Interviewet med Ferran Soriano på Manchester Citys hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce