Annonce
Sport

Magnussen kæmper sig i mål som nummer 12 i Østrig

Darko Bandic/Ritzau Scanpix
Kevin Magnussen tog en 12.-plads i det andet løb i træk på Red Bull Ring, som Lewis Hamilton vandt.
Annonce

Modsat i sidste weekend så gennemførte Kevin Magnussen søndagens grandprix på Red Bull Ring i Østrig.

Men derudover var det småt med lyspunkter for danskeren i sæsonens andet løb, hvor det endte med en 12.-plads.

Mindre skader på Magnussens bil besværliggjorde danskerens eftermiddag, men dem til trods så viste Haas-bilerne sig igen at mangle den fart, der formentlig skal til for regelmæssigt at kunne kæmpe om VM-point i år.

Magnussens holdkammerat, Romain Grosjean, sluttede som nummer 13 efter at være startet fra pit lane på grund af en straf.

I front var Lewis Hamilton fra start til slut. Den britiske Mercedes-kører var i fuld kontrol og slap kun førstepladsen i et par omgange undervejs i forbindelse med et pitstop.

Hamiltons holdkammerat, Valtteri Bottas, og Red Bulls Max Verstappen fuldendte podiet ved at tage henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Bottas, der vandt i sidste weekend, beholder førstepladsen i VM-stillingen, men nu med Hamilton blot seks point efter sig. McLarens Lando Norris er nummer tre, 11 point efter Hamilton.

Efter en god start kom Kevin Magnussen hurtigt op på 12.-pladsen fra sin startplads som nummer 15.

Knap så godt gik det for Ferrari. Faktisk kunne det ikke være gået ret meget værre for Sebastian Vettel og Charles Leclerc, der kørte sammen i et af de første sving.

Begge måtte efterfølgende udgå, og så sluttede en skidt weekend for Ferrari et godt stykke før tid.

I samme situation blev Magnussens Haas-racer ramt, og selv om bilen stadig kunne køre, faldt danskeren hurtigt tilbage i feltet til 16.-pladsen med kun de sløje Williams-biler bag sig.

Foran sig havde Magnussen holdkammerat Romain Grosjean. De byttede plads flere gange undervejs, alt efter hvem der havde mest fart i bilen.

Haas-bilerne var aldrig for alvor tæt på at kunne kæmpe med om VM-point.

Først til allersidst formåede de to Haas-kørere at kæmpe sig et par pladser frem, så det trods alt endte med et hæderligt slutresultat.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Forslået og med begge arme i gips: Bente stødte sammen med flugtcyklist - nu er cyklen også forsvundet

Annonce