Annonce
Danmark

Madvaner: Sådan bliver du fremtidens forbruger

Selvom hotdogs og store bøffer er velsmagende, så kommer vi ikke uden om, at et mindre kødforbrug både gavner din sundhed og klimaet.
Forsker giver her 10 råd til, hvordan du spiser dig til en grøn guldmedalje uden at dø af stress, sult eller fattigdom.

Forbrug: ”Spis grønt, spis mindre kød og sukker, og husk at spise varieret og klimarigtigt.”

Det kan hurtigt blive noget af en jungle at spise rigtigt, hvis man skal lytte til alle kostråd og forstå flere og flere mærkningsordninger på fødevarer. Man nærer i hvert fald en forståelse for Grunk i børnefilmene Krummerne, når han trodser moderens selleribøffer og i stedet spiser pølser med ketchup eller læsser ladet på sin legetøjslastbil med havregryn og mælk – det ved man ligesom, hvad er.

Alligevel og måske netop derfor har Avisen Danmark bedt Jessica Aschemann-Witzel, der er professor i forbrugeradfærd på Aarhus Universitet, om at give os lidt madro og 10 konkrete bud på, hvordan vi forbruger bedst i 2021.

1

Spis mere plantebaseret – mindre kød er både sundt, bæredygtigt og klimavenligt.

2

Undgå madspild – bliv bedre til at planlægge dine indkøb, men vær også mere kreativ, så du kan lave nye måltider af dine rester. En madplan for ugen kan spare tid, penge og madindkøb. Du kan med fordel gøre det til en konkurrence at blive bedst til at bruge rub og stub, før du køber nyt.

3

Undgå flyvevarer – altså mad som er importeret med fly. Det gavner både klimaet og bæredygtigheden. Du kan spørge dig ad i supermarkedet, hvis du er i tvivl.

4

Spis sæsonvarer – men fra eget land eller lokalområde. Det er nemlig ikke altid at sæsonvarer er bæredygtige, hvis de importeres eller opbevares i kæmpe lagre, som kræver plads og energi.

5

Spis økologisk – dog ikke nødvendigvis for at redde klimaet, men for at støtte bæredygtigheden ved eksempelvis at undgå pesticider. På den måde kan land- og naturområder bevare eller genskabe biodiversitet.

6

Spis mere mangfoldigt – du kan udnytte ressourcerne, hvis du eksempelvis til tider skifter pastaen ud med quinoa eller kødet ud med bønner.

7

Tjek dine fødevarer – i forhold til "bedst før datoen", før du smider det væk. I vesten har vi meget høj fødevaresikkerhed, så bare fordi mærkningen siger det, betyder det ikke nødvendigvis, at maden er gammel og dårlig.

8

Har du et stort madbudget – kan du imødekomme mange kostråd ved at købe måltidskasser, som tager højde for sundhed, klima og bæredygtighed. Du kan også prøve nye restauranter eller kaste dig over retter, som har samme formål.

9

Vær kritisk – men ikke alt for kritisk overfor plastik og emballage. Emballage medvirker til, at fødevarer holder længere og ikke går til spilde.

10

Dyrk mad i din egen have – så får du kortere vej fra jord til bord, undgår pesticider, mens du lærer noget om, hvad der er i sæson.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Langeland

Fernisering i fire kunsttårne

Svendborg

Eksamensfri og karakterfri: Skolefolk vil åbne ny friskole i Tankefuld

Debat

Fyns Amts Avis mener: Ny sydfynsk friskole kan ramme megatrend

Annonce