x
Annonce
Erhverv

Mødekultur: Et anderledes møderum kan ændre magthierarkier og adfærd

Hos ingeniørfirmaet Arne Elkjær i Aarhus har man haft gode erfaringer med at omdanne et glasmøderum fra et traditionelt og luftfattigt lokale til et mere loungeagtigt sted, der har vist sig som et godt sted at løse uoverensstemmelser. Foto: Tine Rosa Ebdrup
Tine Rosa Ebdrup har en vision om at få virksomheder og organisationer til at se møderum som andet end et tilfældigt sted at mødes. Indretter man dem med omtanke, kan man nemlig både tage toppen af konflikter og øge sine medarbejderes præstation og trivsel.

Tommerup Stationsby: Du tror måske, at du har fuldstændig kontrol over både følelser og sanser, når du skal til et møde med en vanskelig dagsorden. I givet fald er du noget særligt.

Det er nemlig ikke kun hjernen, der bestemmer, hvad vi tænker og føler. Kroppen spiller også en stor rolle.

For eksempel er vi mindre villige til at gå på kompromis, hvis vi sidder på en hård stol, end hvis vi sad blødt og behageligt, og får vi en varm kop kaffe stukket i hånden, er vi i højere grad empatisk indstillet over for andre, end hvis vi fik en kold drik.

Derfor spiller omgivelserne og vores møderum en stor rolle for både medarbejdernes præstationer og trivsel og for relationerne til kunder og samarbejdspartnere.

Det rådgiver designer og erhvervs-ph.d. Tine Rosa Ebdrup både virksomheder og organisationer om.

Hun har arbejdet professionelt med rum de seneste 14 år og har med et overordnet fokus på rummenes påvirkning af vores sindsstemning, adfærd og sociale interaktioner som mission at få flere til at tage rummet alvorligt.

- Det handler om, hvordan et møderum kan forbedre møder ved at støtte op om mødets tema, medarbejdernes ønskede adfærd og interaktionen mellem mødedeltagerne, og det synes jeg ikke, der bliver kigget ret meget på. Selv om mange efterhånden har fået loungeområder, er mange møderum stadig blot rum med et bord og plads til otte. Jeg vil gerne, at vi ser møderummet som mere end et tilfældigt sted, hvor vi kan mødes, for det er et redskab, vi kan bruge aktivt til at skabe gode og produktive møder, siger hun.

Annonce

- I det øjeblik, vi bliver mødt af noget overraskende, vågner vi. Et anderledes rum kan både ændre magthierarkier, det vi plejer at sige og gøre overfor hinanden og den måde, vi er på overfor hinanden.

Tine Rosa Ebdrup, designer, erhvervs-ph.d og indehaver af Rum & Liv.

Vidt forskellige møderum

Tine Rosa Ebdrup har interviewet en række medarbejdere i Jyske Bank Odense, hvor møderummene er indrettet vidt forskelligt, og medarbejderne derfor er vant til at tage stilling til omgivelserne, når de booker lokale til kundemøder.

Udover de mere traditionelle møderum kan de for eksempel vælge mellem møderum som Genbrugspladsen med et mødebord af genbrugstræ fra bolværket på Nyborg Havn, Det blå Ocean med sejlertema og et stort billede fra Odense Havn eller Rejsen, hvor bordet er lavet som en flyvinge, der kommer ud af en væg med skyer.

- Erhvervsrådgivere, der skal holde store møder med både advokater og revisorer, har brug for formelle rum, der kan bakke deres professionelle ageren op. Privatrådgivere vil derimod ofte gerne have et mere uformelt møderum, der kan bakke en personlig relation op, siger Tine Rosa Ebdrup.

Hun oplevede under sine interviews også, at en rådgiver gav udtryk for en fornemmelse af at være dynamisk, når hun holder møder i et stort rum med en stor skærm, hvor hun kan rejse sig og gå rundt, mens en anden kunne se en fordel i at booke Rejsen, fordi hun normalt ikke har det, hun selv ville kalde en “blød retorik”. Rummets utraditionelle indretning hjælper hende derfor hjælper til at småsnakke bedre med kunderne.

Det gælder også for mødelokalet Vinbaren, hvor der blandt genstandene i rummet blandt andet er en stor vinprop i kork, som mange kunder har lyst til enten at røre eller ligefrem sætte sig på. På den måde bliver det stive og formelle hurtigt fjernet fra det at være til møde i banken.

Bedre forhandlingsposition

I Aarhus har ingeniørfirmaet Arne Elkjær også haft gode erfaringer med at indrette det, der tidligere var et traditionelt og luftfattigt glasmøderum til et godt sted at løse uoverensstemmelser.

I stedet for et sterilt rum med et stort bord, lavede medarbejderne det om til et loungeområde med lavere stole og borde samt skovtapet på væggen.

- Det viste sig, at rummet var godt til at tage toppen af konfliktfyldte møder for eksempel om økonomi i byggebranchen. Når først man bliver sat i blødere, lave stole, er det svært at være aggressiv på samme måde som i et formelt møderum. Den betydning af rum er vigtig at få med, mener Tine Rosa Ebdrup.

Hun har i sin erhvervs-ph.d. om brugerinvolvering, rum og æstetik lavet en model, hun kalder Æstetiktrappen.

Den indeholder fem trin, og hvor rummene på de to nederste trin er praktiske og alment pæne men upersonlige, kan man på det øverste trin skabe nye vaner med rum, der er forstyrrende på den gode måde.

- Når du bliver forstyrret i det, du plejer at gøre, bliver du automatisk mere åben. Der bliver rusket op i nogle vaner. Filosoffen Ole Thyssen udtrykker det ved at sige “jeg ved, hvordan min kone ser ud og behøver altså ikke at se efter”. Sådan går de fleste rundt uden at være opmærksomme. Men i det øjeblik, vi bliver mødt af noget overraskende, vågner vi. Et anderledes rum kan både ændre magthierarkier, det vi plejer at sige og gøre overfor hinanden og den måde, vi er på overfor hinanden, siger Tine Rosa Ebdrup.

Tine Rosa Ebdrup

Er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding og har desuden en erhvervs-ph.d lavet i samarbejde med Designskolen Kolding, Arkitektskolen Aarhus og Rambøll samt en proceskonsulentuddannelse fra Attractor.

Har arbejdet med rums atmosfære og indretning siden 2006 og rådgiver virksomheder og organisationer om indretning af møderum og rummenes indvirkning på medarbejdernes præstationer og trivsel samt på møder, relationer og forhandlinger.

Driver virksomheden Rum & Liv fra Tommerup Stationsby, men er i gang med at etablere sig under et nyt navn; Sense the Space.

Skal passe til brugerne

Skal man skabe forstyrrende rum, kræver det, at man gør ting markant anderledes. Man behøver dog ikke have vidt forskelligt indrettede rum som Jyske Bank for at skabe bedre møder. Alene rum i forskellige størrelser og atmosfærer kan gøre en forskel, og det samme kan kontraster.

Det oplevede Tine Rosa Ebdrup, da hun lavede sin erhvervs-ph.d. hos Rambøll og overværede, hvordan proceskonsulentvirksomheden Attractor, der i 2007 blev købt af Rambøll, fik kursuslokaler i et område, de ikke følte sig hjemme i, fordi det var for strømlinet.

- De var nogle kreative sjæle, som indrettede nogle mindre grupperum som oaser af noget helt andet: Det marokkanske rum, Freud-rummet og Skovrummet. Det var nok til at skabe et forstyrrende rum, fordi kontrasten til det, man kom fra, var stor, siger Tine Rosa Ebdrup, der ser et stort behov for at tænke rummets påvirkning og indretning ind i mange formål.

Rummene skal både passe til brugerne og til det, de skal bruges til. Vanskelige HR-samtaler skal ikke finde sted i gennemsigtige glasbure, dystre beskeder på sygehuse skal ikke gives i depotlignende omgivelser og jobcentre og kommuner kunne også optimere deres møder.

- Man kan simpelthen forbedre de møder, man i forvejen holder, ved at bruge rummene aktivt, understreger Tine Rosa Ebdrup.

Designer og erhvervsph-d. Tine Rosa Ebdrup er selvstændig og har arbejdet professionelt med rums betydning siden 2006. Hun har en vision om at få langt flere til at bruge og indrette møderum aktivt i forhold til mødetemaer, medarbejdernes ønskede adfærd og interaktionen mellem deltagerne. Foto: Suezanna Zenani

En flyvinge, der stikker ud fra væggen, er et oplagt udgangspunkt for smalltalk. Den type af utraditionelle møderum kan være gode, hvis man ønsker at bakke en personlig relation med kunden op. Foto: Tine Rosa Ebdrup
Designer og erhvervsph-d. Tine Rosa Ebdrup er selvstændig og har arbejdet professionelt med rums betydning siden 2006. Hun har en vision om at få langt flere til at bruge og indrette møderum aktivt i forhold til mødetemaer, medarbejdernes ønskede adfærd og interaktionen mellem deltagerne. Foto: Suezanna Zenani
Tine Rosa Ebdrup har interviewet en række medarbejdere fra Jyske Bank Odense, hvor mødelokalet Vinbaren ofte tager toppen af den formelle stemning. Foto: Tine Rosa Ebdrup
Hos ingeniørfirmaet Arne Elkjær i Aarhus har man haft gode erfaringer med at omdanne et glasmøderum fra et traditionelt og luftfattigt lokale til et mere loungeagtigt sted, der har vist sig som et godt sted at løse uoverensstemmelser. Foto: Tine Rosa Ebdrup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Svendborg: Bestseller-udlejer blev advaret om huslejestop

Annonce