Annonce
Svendborg

Må vi låne? Nej, I må få: Byråd giver fem millioner til idrætscenterudvidelse

Illustration: C&W Arkitekter
Konsortium bag idrætscenterudvidelse i Svendborg bad om en lånegaranti på fem millioner kroner yderligere samt et driftstilskud fra byrådet. I stedet får de en ekstra bevilling på fem millioner kroner.
Annonce

Svendborg: De havde egentlig bedt en yderligere lånegaranti på fem millioner kroner, men i stedet blev det til en bevilling på fem millioner kroner.

Sådan blev udfaldet, da byrådet tirsdag aften valgte at støtte en udvidelse af Svendborg Idrætscenter, som Svendborg Gymnastikforening, Svendborg forenede Boldklubber og Svendborg Idrætshal står bag. De vil bygge en ny fællesfoyer og et klubhus til SfB, men har ikke selv kunnet rejse de midler, der skulle til. Og derfor bad man om fem millioner kroner mere i lånegaranti oven i de 24 millioner, som byrådet allerede har vedtaget, samt et øget driftstilskud på 250.000 kroner. I byrådet blev det dog vekslet til en fem millioner kroner stor gave i stedet.

Det var Henrik Nielsen (K), der stod fadder til det forslag:

- Det nytter ikke noget, at vi beder dem om at finde flere penge, for det duer ikke i deres tidshorisont, hvis det skal stå klar til landsstævnet i 2021, sagde han og mente, at modellen med at droppe driftstilskuddet og lånegarantien og i stedet give de fem millioner kroner var en simplere løsning.

Det stemplede de fleste byrådsmedlemmer ind på, dog med en bekymring for det signal, man sendte ved bare at give flere penge. I første omgang vedtog byrådet nemlig en lånegaranti på 15 millioner, som allerede en gang er blevet hævet til 24 millioner kroner. Og nu er det så tredje gang man vedtager en håndsrækning til projektet

- Det skal være en undtagelse, sagde Søren Kongegaard (S), og både han og Mette Kristensen (V) påpegede, at der også er en række mindre foreninger, som der skal tages hånd om. Stemte for gjorde de dog, mens Enhedslisten, Jens Munk (løsgænger) og Radikale Venstre stemte imod.

Steen Tinning (R) sagde:

- Det er et rigtig fint projekt. Men folk lærer af, hvad vi gør, ikke hvad vi fortæller dem. Det, der står tilbage, er, at vi har først vedtaget en lånegaranti på 15 millioner, så 24, og nu er vi på 29 millioner. Og at kan man ikke få enderne til at nå sammen, så går man bare til kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce