"Kære klassikere. Hvad bør man høre i påsken?"
Sådan lød vores opslag i Facebook-gruppen "Vi ELSKER klassisk musik", hvor - som navnet nok antyder - kendere og elskere af klassisk musik deler viden om genren.
Opslaget var et forsøg på at få input til, hvad du bør kaste dig over af klassisk musik, hvis du skal sætte den helt rigtige stemning til påskedagene.
Buddene var mange - rigtig mange, og derfor får vi ikke alle med i denne omgang. Vi har dog samlet et større udbud i en playliste herunder, så du blot skal trykke én gang og læne dig tilbage til tonerne af påsken.
1 Parsifal (Wagner)
Henrik Schaarup skriver:
"Ingen påske uden Parsifal! Skulle det knibe med tiden, kan man nøjes med 3.akt. I yderste nødstilfælde ouverturen og forspillet "Karfreitagszauber". Jeg har både Hans
Knappertsbusch og Pierre Boulez' udgaver, så dér skal man vælge".
2 Matthæus- og Johannespassionen (Bach)
Flemming Finn Hansen skriver:
"Det hører til mine faste påskeritualer at høre (enten ved live-opførelser eller på CD) en af, måske begge Johann Sebastian Bachs passioner, Matthæus- eller Johannespassionen. Der er også mange smukke ting i Johannespassionen, men Matthæus-passionen står mig nærmere og går følelsesmæssigt dybere.
Begge værker er uløseligt knyttet til påsken og er hovedværker i den europæiske musikkultur. Især Matthæus-passionen rummer en række uforglemmelige, gribende arier, ensembler og korsatser, der suger tilhøreren med ind i Bachs univers og river ham/hende uimodståeligt med i musikkens malstrøm, hen imod det storslåede klimaks. Matthæuspassionen viser, at Bach også kunne være blevet en fremragende operakomponist."
3 Stabat Mater (Haydn, Pergolesi Astorga mf.)
Henrik Møller Jensen skriver:
"Joseph Haydn, Stabat Mater. Moderen stod under korset, hvor den lidende søn hang. Smukt, melodiøs og en passende langfredagsstemning der ender i forløsning".
Vibeke Sandberg er til samme stykke musik, men foretrækker dog komponisten Emanuele d'Astorga:
"Astorgas Stabat Mater er en vidunderlig afveksling fra Pergolesi. Astorga er i øvrigt en farverig person, der levede et helt eventyrligt liv på farten rundt i Europa, før den tid, da man bare tog et fly. Han var Baron og Officer og selvlært komponist. Det kan man ikke høre, han står mål med de største efter min mening."
Stabat Mater er sat i musik af mange komponister herunder: Palestrina, Scarlatti, Pergolesi, Haydn, Rossini, Siboni, Dvořák, Verdi og Szymanowski
4 Passion (Arvo Pärt)
Niels Eggert Benzon skriver:
"Alle tider kommer og står stille mens man lever i dette værk. Et langt, simpelt værk af gigantiske dimensioner".
5 Påskeblomst, hvad vil du her? (Grundvig/Nielsen)
Jonas Viggo Pedersen skriver:
"Grundtvigs store salme, "Påskeblomst, hvad vil du her?" - uden den bliver det ikke påskedag i mit hjerte"
Det bakkes op af flere, blandt andre Birgitte Jerndorff, der skriver:
"Ja, Carl Nielsens melodi til Grundtvigs salme, bedre kan det ikke blive!"