Annonce
Langeland

Lysstandere pilles ned på Langeland: - DF i forgæves forsøg på fornyelse

Kim Welcher (DF) mener ikke, at lysstanderne uden videre kan pilles ned. Arkivfoto: Kim Rune
DF'er stod alene med ønsket om at forny lyset ved otte busskure. Nu skal de pilles ned.

LANGELAND: Otte lysstandere ved forskellige busskure på Langeland er i så dårlig forfatning, at de skal pilles ned. Og der kommer ingen erstatning, besluttede flertallet, da kommunalbestyrelsen behandlede sagen.

Det skulle egentlig være sket i Trafik-, Teknik- og Miljøudvalget for nylig, men Kim Welcher (DF) benyttede sig af sin ret til at lade spørgsmålet afgøre af den samlede kommunalbestyrelse.

Det er det, der teknisk kaldes standsningsretten, og som et mindretal i et udvalg kan gøre typisk af to årsager: Få ændret afgørelsen og/eller få en offentlig drøftelse, fordi udvalgene holder lukkede møder.

Kim Welcher stod dog alene med sit ønske om at forny de otte standere.

- De har stået der i over 30 år. Vi har børn, der skal i skole, og andre bløde trafikanter, så vi skylder dem, at der er lys. Standerne blev sat op i sin tid på trods af, at de gamle kommuner sagde nej. Politiet krævede det, sagde Kim Welcher.

- Og indtil vi har afklaret mængden af passagerer samt lovhjemlen, kan vi ikke bare pille dem ned, tilføjede han.

Borgmester Tonni Hansen (SF) havde været i kontakt med politiet, der ikke kunne se, at man havde rådført sig med dem i sin tid, oplyste han.

Annonce

Nye standere står i 20.000 kroner pr. styk. Otte nye vil således koste 160.000 kroner. Pengene er til stede hos foretagendet Gadelys Langeland.

Hele sagen er kommet op, fordi man skal kunne fjernaflæse elforbruget, hvilket kræver nye standere.

Formanden for Trafik-, Teknik- og Miljøudvalget, Bo Nissen (K), mener ikke, at der skal bruges penge på nye standere.

- Det er rigtigt, at pengene er der. Men jeg er enig i, at de kan bruges bedre andre steder, og der er meget få brugere af stoppestederne, sagde han på kommunalbestyrelsesmødet.

Næstformanden i udvalget, Nynne Printz (SF), havde samme holdning.

- Det er mange penge, som jeg hellere ser brugt i udskiftning af dyre og gammeldags el-pærer til LED-pærer. Gadelys Langeland er i gang. Det giver mere mening, nævnte hun.

René Larsen (S) var enig, Venstre ønskede ikke ordet, og 14 ud af 15 medlemmer af kommunalbestyrelsen fulgte den oprindelige indstilling om at fjerne de otte standere.

Kommunen har via Taxasyd, som kører ruterne, foretaget en optælling af passagerer i uge 5. Her var otte registreret i gennemsnit. Passagerne var alle skolebørn. Mange skolebørn står dog af og på bussen andre steder på ruterne, blandt andet ud for deres hjem, fordi busserne uden for byskiltene har ”vinkestop” og derfor standser efter behov.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce