Annonce
Fyn

Nu er der grønt lys for butikscenter på forurenet grund

Der er ifølge Region Syddanmark ingen risiko for, at forureningen på Lynfrost-grunden i Nyborg vil sprede sig til Storebælt og Nyborg Fjord. Foto: Kaper Riggelsen
Region Syddanmark mener ikke, der er risiko for, at kraftig forurening på gammel Tjæregrund i Nyborg vil sprede sig til Storebælt og Nyborg Fjord.

Nyborg: Forureningen på den såkaldte Lynfrost-grund i Nyborg kan ikke stoppe ejerens planer om at opføre et butikscenter på stedet.

Det står klart, efter at Region Syddanmark har "frikendt" Lynfrost-grunden med en vurdering af, at der ikke længere er risiko for spredning af den omfattende forurening i området.

Lynfrost-grunden på Storebæltsvej har været i offentlighedens søgelys i årtier.

Og opmærksomheden blev skærpet yderligere, da ejeren, Philipsen Gruppen, for et år siden løftede sløret for planer om at bygge butikker med et samlet areal på 15.000 kvadratmeter på grunden.

Annonce

Nye undersøgelser

Det er Philipsen Gruppen, der på Region Syddanmarks forlangende har fået gennemført nye undersøgelser af den gamle og omfattende forurening på Lynfrost-grunden.

Forureningen stammer helt tilbage fra 1940'erne, hvor det offentligt ejede Tjærekompagniet deponerede tromler med giftstoffer i jorden i området.

Grunden er kortlagt som kraftigt forurenet.

Men efter at have analyseret resultaterne af de nye undersøgelser på stedet, mener Region Syddanmark altså ikke, at opførelsen af et butikscenter vil føre til spredning af forureningen til Storebælt og Nyborg Fjord.

Tilbage står et krav til Nyborg Kommune om at sikre, at forureningen ikke udgør nogen kontaktrisiko for mennesker, der opholder sig på et kommende butikscenters alment tilgængelige udenomsarealer - som for eksempel en parkeringsplads.

Det vil formentlig resultere i et krav til Philipsen Gruppen om, at udenomsarealerne skal belægges med asfalt eller fliser.

Nyborg Kommunes teknik- og miljøafdeling vil nu sætte gang i arbejdet med et lokalplanforslag for et butikscenter på Lynfrost-grunden.

Det vil blive forelagt for politikerne i kommunens teknik- og miljøudvalg først i det nye år og skal derefter i offentlig høring, før den endelige lokalplan for et butikscenter kommer på byrådets dagsorden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce