Annonce
Ærø

Lukket inde med sin surdej: - Skype kan ikke sidestilles med en kaffepause ansigt til ansigt

Morten Brixtofte på hjemmekontoret, hvor skægget får lov at stå lidt. Foto: privat
Morten Brixtofte Petersens hverdag foregår normalt i Landbrugsstyrelsens afdeling på Als eller til møder i Vejle, hvor han sidder i regionsrådet i Region Syddanmark som repræsentant for Radikale Venstre. I øjeblikket bliver han dog i hjemmet i Søby, og det har fået ham til at reflektere over arbejdets sociale betydning.

Søby: Som regionsrådsmedlem er Morten Brixtofte Petersen vant til at have én fast hjemmearbejdsdag om ugen. På den måde kan man sige, at den nuværende dagligdag, hvor mandag til fredag pludselig alle foregår i hjemmet, og møder klares på telefonen, ikke er helt fremmed. Alligevel er det ifølge regionrådspolitikeren let at spore de væsentlige forskelle.

- På en normal dag ville jeg være med færgen til Fynshav klokken 6 og køre derfra til min arbejdsplads i Landbrugsstyrelsen på Augustenborg. Et par gange om ugen vil jeg typisk også køre til Vejle midt på dagen for at deltage i møder i regionsrådet. Det har der ikke været meget af for nyligt, men det er sådan, at der max må være 10 i regionsrådssalen, naturligvis, og resten vil kunne følge med på videolink, fortæller Morten Brixtofte.

Morten Brixtofte og hans kolleger holder desuden et fast morgenmøde hver dag klokken 9. Det handler om at få overblik over arbejdsdagen og gøre status på opgaver, og selvom der da bliver drukket en kaffe imens, er Morten Brixtofte ikke tilhænger af at drikke sin kaffe med kollegerne online.

- Det er simpelthen ikke det samme, det er jo klart. Og det er vel nok den største ændring i min dagligdag ved alt det her, at jeg kan savne at se nogle mennesker. Det er rigtig smart med skype og så videre, men det kan altså ikke sidestilles med en kaffepause, hvor man står ansigt til ansigt med et andet menneske. Det er virkelig nu, at man forstår, hvor vigtig den sociale kontakt er, siger Morten Brixtofte.

På regionsrådsmedlemmets Facebook-side kan man se eksempler på hans måde at håndtere isolationen på. Humor i form af debatter med en surdej, der også er utilfreds med den manglende socialisering, idet den står i køleskabet, fylder Morten Brixtoftes væg.

Ligesom alle andre længes han også tilbage til hverdagen, som man kender den, men faktisk er der også et par positive ting, han gerne vil fremhæve.

- Kommunikationen bliver mere præcis, når man har sine møder på telefon eller video. Der er ikke helt så meget løs snak, og information leveres på en effektiv måde. Og så er det en fordel at kende de mennesker, man taler med. Eksempelvis ironi kan være svært at aflæse over telefon eller skærm, forklarer Morten Brixtofte.

Overordnet glæder han sig til, at hverdagen bliver normal igen, selvom han også har erfaring med at arbejde hjemme. Det skal dog varieres med tid væk fra skærmen, og i kombination med at bo alene har det fået Morten Brixtofte til at reflektere over det sociale aspekt af at gå på arbejde.

- Når man sidder foran en skærm og ikke kommer ud i virkeligheden, kan man godt komme i tvivl om, hvor meget forskel ens arbejde gør. Nytter det noget eller hvad? I den forstand betyder social interaktion på arbejdspladsen eller med folk, man møder gennem sit arbejde, altså meget, siger Morten Brixtofte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce