x
Annonce
Svendborg For abonnenter

Lokalradio reklamerer på storskærm uden tilladelse

Politiet skriver i en vurdering, at reklameskærmen i krydset Vestergade/Mølmarksvej er vildledende og til ulempe for trafikken, men politiet har opgivet at få fjernet skærmen. Foto: Hans-Henrik Dyssel
Radio Diablo har i tre år vist elektroniske reklamer på storskærm i trafikeret kryds uden tilladelse. Procedurefejl betyder, at Svendborg Kommune aldrig har skredet ind, og nu mener kommunen, sagen er forældet. Politiet er kritisk, men vil ikke kræve skærmen fjernet.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Vækst uden styring?

Læserbrev

Min mening: Svanesang i Wuhan

Vi havde lige fået VHS-afspiller, da Berlinmuren faldt. Vi så det i fjernsynet. Murbrok efter murbrok brød den gamle verden igennem til den nye. Det første det frie menneske gjorde var at kramme de andre. I 1996 fik jeg en bog i fødselsdagsgave af min daværende kæreste. Jeg gik i 2. G, og havde ønsket mig den. ”Jeg har set verden begynde,” hed den, og den fulgte mig op gennem min ungdom som et soundtrack eller en plade. Jeg tog den med på min rejse i det sydlige Afrika med Mellemfolkeligt Samvirke og jeg citerede heftigt fra den på skriveholdet på Ryslinge Højskole nogle år senere. ”Der har aldrig været så meget skønhed, så meget ødelæggelse som nu,” står der blandt andet frit efter min hukommelse. Det har jeg ofte mindet mig selv om, og det tænker jeg på nu. Der går en æra fra murens fald til virussens dramatiske grænsesætning. Vi har set verden begynde, nu har vi også set den lukke ned på rekordtid. Den grænseløse tid sang sin svanesang på et kødmarked i Wuhan. Nu ved vi, at vi kan gøre de andre syge, at alting hænger sammen. Men også at vi kan ændre adfærd. Gennemgribende og på kort tid. Det bliver en af voldsomme forandringer, vi vågner op til. Jeg var barn af den frihed, der kom med murens fald. Før finanskrisen talte vi om friværdi, mens vi spiste tangsalat på Christianshavn, hvor Lagkagehuset skød op. Det var næsten dumt ikke at låne. Så det gjorde vi. I Roskilde Bank. Sammen med de andre 53 familier, der byggede vores bofællesskab i Albertslund. Med mange børn, ja-hatte, fester og bevidst fravalg af de grænser, en hæk skaber. I min generation virker det til, at rejsen er blevet et levevilkår. Det var det ikke, da jeg var barn og slet ikke da mine forældre var det. Jeg skrev engang en artikel om det. Jeg bad en tiårig dreng tegne på et kort, hvor han havde været. Jeg bad hans mor og hans morfar om det samme. Den ældste generation havde taget toget til Sønderjylland på ferie som barn, moren havde været i Norden og et enkelt andet land i Europa, mens drengen havde været på flere kontinenter og et tocifret antal lande. Middelklassen er rykket frem i bussen, de skal også på skiferie. Alt er forbundet. Der er to store øjeblikke i en danskers liv, siger Carsten Jensen. Når hun står i afgangshallen i Kastrup, og når hun står i ankomsthallen. Eller sagt på en anden måde: Der er kun en ting, der er større end at rejse ud, og det er at komme hjem. Det er nu, vi ankommer til verden. Det er måske også nu, den vågner. Hvor længe har der ikke været kritik af et samfund, der kun tænker på at vækste? Alt imens vi alle holdt hjulene i gang. Afhopperne var dem, der tog drastiske valg. Flyttede ud i skoven, blev hekse. Hylede mod månen og sendte opskrifter på Instagram. Man må have mange følgere for at starte en bevægelse. Uanset hvad man diskuterede, kom før eller siden sætningen: ”Man kan jo ikke standse udviklingen.” Virus kan. For tiden læser jeg en anden bog. ”How to do Nothing,” hedder den. Den handler om at se. Om hvad vi bruger vores opmærksomhed på, og hvor dybt vi bruger den. De, der kan, vender sig mod naturen i de her dage. Den har heldigvis stadig åben. Vi slæber vores piger med på ture rundt på egnen og sætter dybe, våde støvlespor langs Syltemade Ådal og op i Egebjerg Mølle. Vi har boet her i to år, og jeg har hørt ordet så tit, men jeg havde faktisk ikke set Vester Skerninge før nu. Det velkendte og alligevel fremmede er ofte det mest fascinerende. Klimakrisen har fyldt meget, men mest på Facebook. Jeg har stået på en ambitiøs klimakonference, hvor hovedtemaet var bæredygtig turisme, og i pausen hørt branchefolk tale om, at flyrejserne kun gik én vej: Op. Fortællingen er en anden, industrien den samme. Nu er mikroturisme en nødvendighed. Også i påsken. Nu har vi chancen for at se i dybden. Hvad enten det er din egen hæk, du stirrer på eller Øhavsstien. En dag i sidste uge tog vi nærmest spontant i shelter. Fyldte bilen med håndsprit og sangbøger og kørte til Trente Mølle. Vi lavede bål, snobrød og spillede guitar. Det blev frostgrader i løbet af natten, og man kan sige, at vi var til stede, også når vi ikke sov. At vågne til rimfrosset græs og se lyset langsomt varme lysningen op. Det var flere dages bålstank værd. Verden ændrer sig. Det mærkværdige skete ikke kun i mennesketomme byer. Også Facebook var i to dage lammet, stille. Så kom kreativiteten. Så sendte de live fra flodhestene, og så kom alle instrumenterne. De sociale medier blev pludselig det, de måske var tænkt som: noget der forbandt os. Forstummet var for en stund alle vaccinefornægtere og sjovt nok også alle dem, der skammer sig over at være dansk. Verden ændrer sig. Spørgsmålet er, hvilket samfund vi ønsker at vende tilbage til? Hvad vil jeg kæmpe for? Frihed? Ja. Men gerne med et moderat forbrug af luftrummet. Vi så verden begynde, nu vil vi se den besinde sig.

Annonce