Annonce
Ærø

Lodsejere frygter for deres forhaver: Beboerforslag kan rykke cykelsti

- Nu er det jo ikke sådan, at vi kan finde på at lægge os ud på vejen, hvis man ikke følger vores ønsker, men vi synes, vores forslag giver god fornuft, siger Henrik Schrøder. Foto: Peter Becher Damkjær
En gruppe lodsejere langs Østermarksvej foreslår, at man flytter den planlagte cykelsti, der efter de nuværende planer kommer til koste dem fire meter af deres forhaver, til sydsiden af vejen. Teknik- og miljøudvalgsformand Lennart Mogensen (V) mener, det giver god mening.

Ærø: På torsdagens møde i Ærø Kommunes teknik-, og miljø- og havneudvalg skal udvalget nok engang diskutere linjeføringen af den planlagte cykelsti mellem Marstal og Dunkær.

Og på mødet kommer der især fokus på strækningen mellem Drejet og Dunkær, hvor otte lodsejere, der alle vil blive berørt af cykelstien, har sendt udvalget tre udførligt beskrevne alternativer til ruter, der i deres øjne vil give langt bedre mening.

Lodsejerne bor alle på den nordlige side af Østermarksvej og har med en etabliering af en cykelsti lige uden for deres vinduer udsigt til at miste tre-fire meter af deres forhaver, og håbet med deres indsendte forslag er primært at undgå det sker.

- Det er klart, at det selvfølgelig først og fremmest er det, det handler om, men når det så er sagt, så synes jeg faktisk, vi har en god sag med især vores første forslag, som vi også understreger i vores svar, er det, vi anbefaler, forklarer Henrik Schrøder, der selv bor på adressen Østermarksvej 25, og som er talsmand for gruppen af lodsejere.

Annonce

Cykelstiprojektet på Ærø

Ærø Kommunes store projekt med at anlægge cykelstier langs de ærøske landeveje hedder "Plan for cykelstier langs 'den gamle landevej'" og blev udarbejdet tilbage i 2016.

Projektet består af i alt syv etaper:

Tranderup/Olde-Ærøskøbing

Søby-Leby

Leby-Bregninge

Bregninge-Vindeballe

Olde-Store Rise

Store Rise-Dunkær

Dunkær-Marstal

Af disse har den sidste haft højeste prioritet og er også den eneste af de syv, der indtil videre er kommet længere end til den 28 sider lange projektbeskrivelse, man kan finde på kommunens hjemmeside.

Budgettet for strækningen mellem Dunkær og Marstal lyder på 11,5 millioner kroner, hvoraf de 6,2 millioner kroner kommer fra den statslige cykelstipulje.

Prisen for de resterende seks etaper løber i følge kommunens egen projektbeskrivelse op i 24,7 millioner kroner, hvilket betyder en anslået samlet projektpris på 36,2 millioner kroner.

Visualisering fra Rambøll

Gruppens primære forslag går ud på, at kommunen anlægger cykelstien, der skal gå i begge retninger, langs den sydlige side af Østermarksvej i stedet for langs den nordlige.

- For det første vil man helt enkelt genere langt færre ved at lægge den der. Der er vel omkring 10 ejendommen på den nordlige side og kun en enkelt på den sydlige side. Og så er der det rent infrastrukturelle: På den sydlige side er der ingen markdræn, der skal flyttes, der er ingen telefon-, el- eller internetkabler, og man kommer til at undgå, at cyklisterne skal krydse en masse indkørsler og ikke mindst det farlige kryds ved Ellemosevej. Og set med helt objektive øjne kommer cyklisterne ikke til opleve nogen forskel, om den ligger på den ene eller den anden side, forklarer Henrik Schrøder.

Og der er noget, der tyder på, at gruppens forslag ikke er faldet for helt døve øren i teknik- og miljø- og havneudvalget.

- Vi har bedt Rambøll om at lave en visualisering og nogle beregninger af en flytning til den sydlige side af vejen, som gruppen har beskrevet, og dem skal vil se på mødet på torsdag. Vi har vidst hele tiden, at der har været stærk modstand mod, at vi skulle tage nogle forhaver på den strækning, og vi har gerne villet i dialog med de berørte for at finde alternative linjeføringer, forklarer udvalgsformand Lennart Mogensen (V).

Langs landevejen

Lennart Mogensen understreger dog, at der nogle ret stramme grænser for, HVOR alternative ruter man kan finde.

- Men det er vigtigt at understrege, hvad jeg tror mange enten glemmer eller slet ikke ved, at vi har fået penge fra en statslig cykelstipulje på 6,2 millioner kroner, som er bundet op på, at de stier, vi anlægger, skal ligge langs hovedvejene. Vi kan derfor ikke bare begynde at lave nye linjeføringer ind over markveje, Græsvænge og Ronæs. Gør vi det, kan vi ikke bruge pengene, og så skal vi til at søge på ny, forklarer Lennart Mogensen.

Men han understreger også, at en flytning af cykelstien fra den planlagte nordlige side af Østermarksvej til den sydlige ikke vil komme i karambolage med vilkårene for tildelingen af de 6,2 millioner.

- Nej, det skulle der altså ikke være den store hurdle i. Der skal selvfølgelig søges om ændringen ved Trafikstyrelsen, men hvis det er det, der skal til for at komme overens med lodsejerne, er det jo en lille pris. Vi vil jo helst, at så få bliver berørt af cykelstien, og det er jo helt rigtigt set af gruppen, at der ER færre huse på den sydlige side, siger Lennart Mogensen.

Skulle man beslutte at følge gruppens råd, vil det glæde Henrik Schrøder:

- Jeg synes, det er en fin dialog, vi har med kommunen, og jeg er da optimistisk. Men vælger man alligevel den oprindelige løsning, må vi tage den derfra med de til rådighed stående midler.

Grafik: Mikkel D. Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø For abonnenter

Efter voldsom undersøgelse på Svendborg Sygehus: Ærøbo måtte dingle ned til færgen, fordi hun ikke kunne få en patientbefordring

Debat

Min Mening: Den dag bilen døde

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Balancen skal tilbage på dagsordenen

Forventningerne til dette års finanslov har været store, og det er helt naturligt, at rigtig mange har sat næsen op efter at få en bid af kagen. Vi har trods alt skiftet regering for et lille halvt års tid siden, og der blev lovet både lidt her og lidt hist i løbet af valgkampen. Der er blevet talt meget om at bringe Danmark i balance i løbet af de seneste fire år. Både den tidligere og den nuværende regering har pointeret, at det har afgørende betydning for vores samfund, at balancen findes - og den er ikke helt på plads lige nu. Derfor er signalerne fra regeringen og støttepartierne heller ikke behagelige, når vi ser på udmeldingerne efter forhandlingerne. En udligningsreform er fortsat i restordre, og det er ikke, fordi der ikke er blevet talt højt og tydeligt om behovet. Der tegner sig dog desværre et billede af, at Mette Frederiksen og hendes regering taler mindre og mindre om det, siden hun og hendes folk har indtaget ministerkontorerne. Og så er der en lille, men ikke uvæsentlig post, som heller ikke har fundet plads i aftalen: landevejsprincippet. Det står der ikke et kvæk om i aftalen, og det er ærgerligt og lidt bekymrende. Landevejsprincippet har stor betydning for en ø som Ærø. Vi har for længst kunnet konstatere, at de lavere priser uden for højsæsonen har gavnet øen, og det har gavnet alle de mennesker, som tidligere egentlig gerne har villet en tur til Ærø, men et kig ned i pengepungen har sat en stopper for besøget. Sådan er det ikke længere, og det er fint, men vi mangler fortsat det sidste skub, så vi også får højsæsonen med ind under landevejsprincippet. Ærø og mange andre danske øer vil have stor gavn af en fuld implementering af landevejsprincippet. Det vil styrke de mindre samfund og binde landet bedre sammen. Derfor er det ærgerligt, at der ikke er blevet plads til det i finanslovsaftalen. Selvfølgelig er det ikke alt, der kan klemmes ind i en finanslovsaftale. Nogle elementer må ofres, hvis andre skal have plads, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at der for eksempel også er et stærkt behov for ekstra opmærksomhed på normeringen i daginstitutionerne. Og skal der tilføres penge til det område, er der nogle områder, der må holde for. Det er et simpelt vilkår, når der skal laves en finanslov. Ind til videre er det dog et bekymringspunkt, at regeringens fokus på at bringe balance mellem landsdelene og by og land ser ud til at være sat på pause. Eller bare gemt lidt væk. Det må og kan regeringen helt afgjort gøre langt bedre.

Mad og drikke

Morten Aagaard glæder sig til første jul i chokoladebutikken i Odense: Han tager konstant temperaturen på sine brune dogmer

Annonce