Annonce
Søsiden

Lodschefen: Gabet-lodsninger er på kanten af det mulige

- Lodsninger af kæmpeskibe som Fedor Litke gennem Gabet er på kanten af det mulige, siger lodschef Brian Schmidt Nielsen, Danpilot i i Svendborg. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Sejlads i den snævre passage kræver specialuddannede lodser med meget stor erfaring.

SVENDBORG: Otte lodser i Danpilot har papirer på at kunne rådgive på kommandobroen af store skibe ved passage af Gabet til og fra Odense Fjord.

- Når der ikke er flere, skyldes det, at vi vil sikre, at lodserne har en hyppig frekvens af praktisk sejlads derude, siger lodschef Brian Schmidt Nielsen fra Danpilots hovedkontor i Svendborg.

Lodsernes kompetencer i at rådgive kaptajner på de store skibe gennem Gabet bygger bl. a. på sidemandsoplæring, slæbebådskursus og simulatortræning i Nyborg.

Annonce


- Lodsningen i Gabet er en af de mest krævende anduvninger, vi har i Danmark.

Brian Schmidt Nielsen, lodschef, Danpilot, Svendborg


- Lodsningen i Gabet er en af de mest krævende anduvninger, vi har i Danmark. Der er godt nok ikke meget plads, konstaterer Brian Schmidt Nielsen.

Lodschef Brian Schmidt Nielsen, Danpilot i Svendborg: - Gabet-lodsningerne er ikke en standardopgave. De bygger på betydelig vidensdeling og træning. Det er virkelig et håndværk. Foto: Danpilot/Steffen Stamp

Lodschefen siger, at hvis lodseriet i dag - uden at kende historikken ved Gabet - blev spurgt til råds, ville man nok sige, at passage i Gabet ligger på kanten af det mulige:

- Det er lidt ligesom den med humlebien, der ikke ved, at den ikke kan flyve.

Hver lodsning gennem dette nåleøje kræver grundig forberedelse. Før tørnen om bord skal lodsen kende alle relevante data for skibet, aktuel vandstand samt udsigt for vejr, vind og strøm ved Gabet.

Inden passagen gennemgår lodsen og skibets kaptajn den planlagte procedure. I den ligger også brug af slæbebåde.

- Vi har i forvejen givet forslag til antal af slæbebåde. Det plejer rederierne at følge, siger Brian Schmidt Nielsen.

Under passagen er det lodsen, der i praksis har kommandoen over skibets manøvrer og de op til fire slæbebåde rundt om skibet. Det formelle ansvar ligger altid hos kaptajnen. Lodsen er formelt set kun rådgiver.

Alle skibe længere end 100 meter eller bredere end 15 meter skal have lods gennem Gabet. Dette spor på Marine Traffic viser vejen fra Fayard ud gennem Gabet til Kattegat.

En Ipad, to bokse og en VHF

Når skibene før passage af Gabet sejler i Kattegat eller Storebælt, har de såkaldt transitlods om bord.

Lodsen med særlig ekspertise i Gabet og Odense Fjord sejles ud til - eller hentes på - skibet med Danpilots faststationerede lodsbåd fra anløbsbroen på Gabets østside.

- Udover lodsens fagkundskab og erfaring medbringer vi en Ipad med et søkort samt to bokse. Den ene boks slutter vi til skibets udstyr. Den anden anbringes i brovingen for ekstra nøjagtighed, forklarer Brian Schmidt Nielsen.

Til grejet, som lodsen har med i sin taske op ad skibets lejder, hører også en håndholdt VHF-radio.

- Gabet-lodsningerne er ikke en standardopgave. De bygger på betydelig vidensdeling og træning. Det er virkelig et håndværk. Hvis man ikke har den erfaring og øvelse i det, som vores lodser har, kan man ikke udføre disse manøvrer, siger Brian Schmidt Nielsen.

Annonce

320 passager til og fra værft

Fayard-værftets kunder stod i 2020 for omkring 320 passager af Gabet. Den opgørelse baserer salgsdirektør Ivan S. Larsen, Troense på, at værftet havde 120 dokninger plus 40 anløb langs kaj.

Ivan S. Larsen oplyser, at den 300 meter lange gastanker Fedor Litke og dens tre søstre, som besøgte værftet sidste år, er blandt de længste, Fayard har taget ind. Et par Hamburg Süd-containerskibe serviceret i 2019 var dog godt 30 meter længere. En aktuel norsk gæst, shuttle-tankeren Bodil Knutsen, måler 285 meter.

Maksimal mulig dybgang i renden ind til værftet er 11 meter. De bredeste emner Fayard har haft inde, var to Mærsk offshore-platforme på 90 meter.

Fra broen på det store gastanker har lodsen radiokontakt til de tre Svitzer-både. Først når det store fartøj er sikkert ude i Kattegat, afmønstrer Danpilots specialuddannede Gabet-lods og bliver hentet ind til lodsbroen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Nu er opgravningen af minkene i gang

Annonce