Annonce
Langeland

Live-sending med akuthjælperne Jan og Jes: Lidt ærgerligt, at vi ikke kom på Danmarks frimærker

Onsdag eftermiddag sendte Fyns Amts Avis på Langeland live med akuthjælperne og tvillingerne Jan og Jes Nilsson. De er stolte af det skulderklap, det har været at være med i konkurrencen om at komme på Danmarks frimærker. Og akuthjælpernes indsats virker på øen, kunne formand for Hjerteforeningen Henrik Schakow bekræfte med tal, der viser, at 50 procent med et observeret hjertestop overlever på Langeland mod 16 procent på landsplan.

Langeland: Nah. Jo. Nej. Tjo....

Sådan lød svaret fra Jan og Jes Nilsson på et af de spørgsmål, som vært og Catrine Madelaire stillede de to akuthjælpere og tvillingebrødre under avisens live-sending onsdag eftermiddag.

- Er I skuffede over ikke at have vundet og dermed være kommet på landets 11 kroner-frimærker, spurgte værten, og de to meget beskedne mænd måtte alligevel krybe til korset efter lidt vaklen mellem ja og nej.

Annonce

- Nej, jeg synes, at det, at så mange har stemt på os er rigtig dejligt, uanset om vi kom på det frimærke eller ej, sagde Jan Nilsson under interviewet.

- Er du enig, spurgte Catrine Madelaire Jan Nilsson.

- Jeg er ikke skuffet i hvert fald... Arh, lidt, svarede han med et grin.

- Selvfølgelig vil man gerne være gået hele vejen, tilføjede han.

Jan og Jes Nillson har gennem mange år været akuthjælpere på Langeland. Til sammen har de rykket ud over 500 gange til folk, der pludseligt har haft brug for hjælp. Og det kan ske når som helst: På arbejde, til mors 80-års fødselsdag og i ferier.

Tvillingeparret er for deres indsats blevet indstillet til konkurrencen, som Post Nord og Falck har stablet på benene, om at blive en af landets fem hverdagshelte. Men det blev desværre kun lige ved og næsten, for en 10-årig dreng, der har samlet flasker til covid-19-ramte børn, vandt portrættet på et af landets frimærker.

Men onsdag var de to akuthjælpere alligevel sat i den varme stol på redaktionen, for hvad er det, der driver dem?

- For det første vil jeg gerne gøre en forskel. For det andet synes jeg ikke, at man bare kan sidde at vente på, at tingene sker, sagde Jes Nilsson.

De to tvillinger kunne fortælle, at det er mange forskellige situationer, man som akuthjælper står i.

- Den seneste jeg var ude til var en, der var besvimet. Der kan det være svært som akuthjælper at gøre noget, men man kan tage vedkommende i hånden og give ro på, fortalte Jan Nilsson.

I mange situationer handler det alene om at skabe ro.

- Der er som regel lidt panik på, så det er med at få ro på. Og gerne, når nummer to akuthjælper kommer, er der en, der gerne skal tage sig lidt af de pårørende også. Det er jo ikke for sjov, man har kaldt 112, så folk er oppe at køre, og der er det fint at få lidt ro på, fortalte Jes Nilsson om de situationer, han har stået i.

Jes og Jan Nilsson er ofte ude som akuthjælpere. Jan har arbejdet på Svendborg Brakes i Vejstrup og er nu på efterløn, mens Jes er hos Midtlangeland Fjernvarme. Begge har fået fri med løn, hvis de var på akuthjælpsopgave i arbejdstiden. Foto: Michael Lorenzen


Vi har gjort 8000 udkald op, og ud af dem viser det, at hvis der er nogen, der ser en falde om, så er der faktisk 50 procent, der overlever hjertestop på Langeland.

Henrik Schakow, formand, Hjertestarterforeningen, Langeland


50 procent reddes

Med onsdag eftermiddag var også Henrik Schakow, der er formand for Hjertestarterforeningen på Langeland, som har akuthjælperne tilknyttet til sig. En foreningen, der begyndte efter en nabofest i Skrøbelev i 2006.

- Vi havde hørt om de her hjertestartere, og de var ikke så udbredte den gang, men vi talte om, at det ville være smart med sådan en, fortalte Henrik Schakow.

Ifølge ham nytter det noget at være akuthjælper. I hvert fald tager statistikken sig godt ud på Langeland, fortalte Henrik Schakow.

- Vi har gjort 8000 udkald op, og ud af dem viser det, at hvis der er nogen, der ser en falde om, så er der faktisk 50 procent, der overlever hjertestop på Langeland. Det skal vel at mærke være et observeret hjertestop og ikke et, når man sover. Men på landsplan er gennemsnittet 16 procent, og det synes jeg, er ret flot.

Annonce

Bliver stolt

De tal gør Jes og Jan Nilsson stolte.

- Det betyder noget. Det er rart at vide, at man gør en forskel, sagde Jan Nilsson.

- Og jeg vil da opfordre til, at flere kommer med, lød opsangen.

Og det er Henrik Schakow enig i. Der er mellem 140 og 150 akuthjælpere på Langeland i dag, og det er i underkanten, og det riskerer at slide på dem, der er, hvis der ikke kommer flere til.

- Det optimale vil være 200-250 akuthjælpere på Langeland. Så Jes og Jan også kan få fri ind i mellem, lød det fra Henrik Schakow, der pointerede, at man som akuthjælper godt kan få fri, når man har brug for det.

Se eller gense live-interviewet her.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce