NR. LONGELSE: Som født på Thurø og bosat på Langeland er det oplagt for den idérige Carl-Ove Thor og de to virksomheder han arbejder for at interessere sig for ordremuligheder i Det Sydfynske Øhav. I den sammenhæng tænkes der primært på mindre katamaran-færger bygget af letvægtsmaterialet FRP.
- Generelt set mener jeg, at småfærge-trafikken i Øhavet har stort potentiale for udvikling. Det vil sige lettere og dermed også mere energi-økonomiske og grønne færger, påpeger Carl-Ove Thor.
Aktuelt har Carl-Ove Thor sendt Svendborg Kommune et bud på en letvægts-bilfærge, der på en gang kunne afløse den nuværende, over 40 år gamle Hjortøboen og kunne indgå i sommerens Øhopper-trafik i stedet for den indchartrede katamaran SeaHawk fra Hirtshals.
Færgetypen er at finde i kataloget fra Lübeck-virksomheden Baltec Offshore, som Carl-Ove Thor repræsenterer. Den 24 meter lange, komposit-bygggede batterifærge har ligesom Hjortøboen plads til en bil, men også 28 cykler og i salonen 56 passagerer.
Carl-Ove Thor, salgsudvikler for Aowei og BaltecDet er en del af mit virke at se muligheder og at være opsøgende
Letvægtsfærgen kan i følge specifikationerne sejles af et besætningsmedlem. Farten er max. 22 knob.
- Det er en færgetype, som vi mener kunne have stor anvendelighed for Svendborg Kommune, vurderer Carl-Ove Thor.
Et oplæg er tilgået kommunen, men foreløbig uden respons:
- Vi er nødt til at lave sådan et oplæg, selvom der måske ikke kommer noget ud af det. Det er en del af mit virke at se muligheder og at være opsøgende, forklarer Carl-Ove Thor.
Baltec kan også levere varianter af den lille bilfærge. I præsentationsmaterialet optræder bl. a. en udgave i samme størrelse til kun passagerer samt en længere og bredere version til flere passagerer plus vogndæk til både person- og lastbiler.
Fælles for Baltecs typer af havnebusser, offshore-fartøjer og færger er, at de er konstrueret af lette sandwich-paneler af typen FRP. Det vil sige fiberforstærket kunststof holdt sammen af et særligt klæbemateriale.
Med sigte til det norsk-byggede offshore-fartøj Umoe Ventus af Svendborg, der udbrændte ved Bagenkop for fem år siden, er det vigtigt for Baltec at understrege, at deres anvendte FRP-materiale ikke kan brænde.
De lette, brandsikre byggeplader, der er 12 meter lange og 2,5 meter brede, er godkendt af Søfartstyrelsen til byggeri af mindre skibe.
Som eksempel på, hvor meget energi det lette materiale kan spare i færgedrift nævner Carl-Ove Thor en given færge der sejler 7 knob. Bygget af stål vil den indenfor samme sejlads bruge 140 kw, bygget i aluminum 100 kw og af FRP 60 kw.
Yrsa med passager-modul
Carl-Ove Thor har også blik for forandring og bedre udnyttelse af eksisterende tonnage. Her nævner han kreatur- og godsfartøjet Yrsa ejet af Langeland, Ærø, Faaborg-Midtfyn og Svendborg Kommuner.
Faaborg-Midtfyn trækker sig ud til nytår og de øvrige kommuner vil gerne sælge Yrsa eller have langt bedre økonomi i driften.
- Min idé er, at der kunne konstrueres et passagermodul til den. Det skal kunne anbringes på dækket og have plads til 12 personer plus deres cykler, så Yrsa i ferie-tiden kan anvendes til at fremme cykelturismien i Øhavet, lyder det fra Carl-Ove Thor.
Forslaget er i denne uge sendt til de tre borgmestre.