Annonce
Debat

Leder: Adgangen til magt og indflydelse er ulige fordelt

Politisk reporter Andreas Wraae Nielsen tiltræder som Svendborg-redaktør 1. februar. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Hurra! Tillykke til Sydfyn. Endelig!

Mange var mere end almindeligt glade for, at det i denne uge kom frem, at der fra statslig side er 20-25 millioner kroner på vej til Sydfyn for at finansiere en cykelsti mellem Ollerup og Svendborg.

Lidt malurt er der dog i bægret, aner man mellem glædes-udbruddene. For mange havde det nemlig været optimalt, hvis cykelstien rent faktisk havde slynget sig ad hovedvejen frem for "bagom" ad Hellegårdsvej fra Ollerup til Tankefuld.

Men nuvel, den løsning blev for dyr, så når det ikke kan være anderledes, så glædes vi over det næstbedste, forstår man.

Lovningen på en statsligt finansieret cykelsti rejser dog flere spørgsmål end blot, om ruten skulle gå bag om Hvidkilde Sø eller ej.

Som man kan læse i Fyns Amts Avis i dag, fremgår det ret tydeligt, at man for 25 millioner kroner formentlig kunne købe sig mere trafiksikkerhed for de bløde trafikanter ved at købe cykelsti et andet sted i kommunen.

Forvaltningen har faktisk en liste over mulige steder, man kunne have valgt på baggrund af.

Men det gjorde man ikke. Og her kommer vi til en anden anke ved denne uges politiske aftale.

Cykelstigruppen, der har kæmpet denne cykelsti på plads ved at engagere politikere og ad den vej få sagen på den politiske dagsorden, har i den grad sejret.

Gennem målrettet lobby-arbejde er det lykkedes at påvirke beslutningstagerne. Det er ellers ikke så let.

Stor ros for det. Det har været et langt, sejt træk. Det er godt gået.

Men det rejser uvægerligt et spørgsmål om lighed og mangel på samme.

For der er ingen tvivl om, at skal man sejre, som initiativtagerne bag cykelstien har gjort, så skal man have ressourcer.


Adgang til magt og indflydelse er ikke lige, og det indebærer, at de velstillede, ressourcestærke husker på også at give og ikke kun at tage.


Man skal kende de rette personer. Man skal kende de demokratiske spilleregler; eksempelvis skal man kunne iscenesætte sig selv på det rette tidspunkt.

Som da det lykkedes at samle stort set samtlige fynske folketingskandidater til en cykeltur i det sydfynske midt under en for kandidaterne yderst travl folketingsvalgkampen for knap to år siden.

Der er mennesker i dette land - og i denne kommune - der ikke har de samme ressourcer. Og dermed aldrig ville have held til at komme til orde på i toppen af dansk politik.

I erkendelsen af det - samtidig med at principperne for fordeling af offentlige kroner i denne sag blev sat ud af kraft - må vi minde os selv og hinanden om, at de bredeste skuldre også bærer det største ansvar.

Ansvaret for at lytte særligt til minoriteterne, til de svageste i samfundet. Til dem, hvis stemme kun ved sjældne lejligheder kan høres bag Christiansborgs tykke mure.

Adgang til magt og indflydelse er ikke lige, og det indebærer, at de velstillede, ressourcestærke husker på også at give og ikke kun at tage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Fem nye lyntestcentre åbner mandag: Denne gang skal podepinden ikke så langt op i næsen

Annonce