Annonce
Svendborg

Langt mellem kunderne i Svendborg på Black Friday: Men dankortene sad løst i lommen

Ægteparret Christina Michael og Peer Michael fremstod noget nær lykkelige fredag. Black Friday-tilbud havde de ingen af i deres butik, Madison, men dagen var alligevel forrygende. Foto: Finn Eriksen
Overordnet var der tilfredshed, da vi hen under aften fredag tog temperaturen på den corona-ramte Black Friday. Der var færre kunder end sidste år, men til gengæld var købelysten større, lød det blandt andet i fem forretninger i bymidten.
Annonce

Svendborg: Der er færre af dem, men til gengæld holder de ikke på pengene.

Det er et af de indtryk, der står tilbage efter en tur rundt i en håndfuld butikker i Svendborgs bymidte på hen under aften på Black Friday.

Vi går ad den ikke ligefrem overbefolkede Gerritsgade ved 17-tiden og stikker næsen ind i fotoforretningen Click, hvor en håndfuld kunder ser på teknik, og hvor indehaver Brian Bang har både skidt og godt nyt.

Brian Bang er indehaver et fotoforretningen Click i Gerritsgade i Svendborg og kunne på Black Friday melde om færre folk - men større købelyst. Foto: Finn Eriksen

- Sidste år var der sort af mennesker i byen, men i år er kundestrømmen mindre, siger fotohandleren, der mener, at udsigten til at bære maske og myndighedernes opfordring til at blive hjemme og handle online i stedet har spillet en rolle.

- Men til gengæld har dem, der kommer, dankortet med, og de bruger det. Så vi kan godt gå hen og nå samme omsætning som på sidste års Black Friday. Jeg havde frygtet værre, lyder det fra Brian Bang.

Tøjmandens kasket

I tøjforretningen Mr. Hardis i Møllergade kan medindehaver Steffen Nielsen godt finde tid til en snak.

Hos Mr. Hardis var medindehaver Steffen Nielsen nogenlunde tilfreds med handlen, som dog ikke kunne måle sig med sidste års Black Friday-salg. Foto: Finn Eriksen

Han bemærker, at Black Friday i år er spredt ud over tre dage - torsdag, fredag og lørdag - for at undgå, at folk står på nakken af hinanden.

Det mål er nået.

- Black Friday er normalt årets største dag for os, og det er den ikke i år. Men hvis vi får en god lørdag, kan vi godt nå den samme den samme omsætning over de tre dage, som vi havde på en dag sidste år, siger Steffen Nielsen, der ikke er skuffet.

- Det er o.k., vil jeg sige. Der er ikke så mange i gaden, men vejret kunne ikke være bedre, og byen er flot pyntet op. Jeg vælger den positive kasket, siger han.

Kog i gryden i Kop & Kande

Ikke mange meter derfra er Emma Hansen i fint humør.

Kop & Kande-butikschef havde dæmpede forventninger til årets Black Friday - men det havde hun nu ikke behøvet. Foto: Finn Eriksen

Hun er butikschef i Kop & Kande og lader forstå, at der billedligt talt har været kog i gryden.

- Vi er glade indtil videre. Vi har haft en rigtig god uge og troede, at det så ville gå den anden vej i dag, men sådan er det ikke gået. Det har været overraskende godt, siger Emma Hansen, der har smugkigget på omsætningstallene.

- Det ser lovende ud. Det kan godt se ud til, at dagen bliver lige så god som sidste års Black Friday, siger hun.

Emma Hansen bedste bud er, at folk covid-19-pandemien har fået folk til at tænke taktisk.

- Jeg tænker, at de godt vil have gavekøbet overstået, så de ikke står tæt op ad hinanden til jul, siger hun.

Glæde i Madison

I livsstilsbutikken Madison i Korsgade er der pænt fyldt med kunder, og bag disken fremstår indehaverparret Christina og Peer Michael nærmest lykkelige.

- Det er virkelig en god dag, konstaterer Christina Michael, mens ægtemanden fortæller, at der helt klart er færre mennesker end ved sidste års Black Friday.

- Men de køber for flere penge. Måske er det, fordi folk har fået udbetalt deres feriepenge, siger Peer Michael, der egentlig finder det bemærkelsesværdigt, at der er så meget gang i butikken.

- Vores holdning er, at varerne skal have den rigtige pris altid, så vi har ingen tilbud. Alligevel tegner det til at blive årets største dag, siger han, og Christina Michael nikker og skyder ind, at Svendborg kan noget særligt.

- Folk bakker op. Det er helt fantastisk så godt et samfundssind, der er i den her by, konstaterer hun.

Kø i Bog & Idé

Vi slutter rundturen i Bog & Idé, hvor en kvinde ved døren smiler og siger, at vi godt må gå ind.

Det ser man immervæk ikke hver dag, men indehaver Søren Fjord Nielsen har en forklaring.

- Vi skal være under 80 personer i butikken, og vi håndhæver det. Folk har måttet stå i kø ved indgangen flere gange i dag, siger han, og dermed skulle det være etableret, at der er gang i butikken.

- Vi et gået rigtig fint. Vi har mange kunder, og de vil gerne handle. De køber. I dén grad, siger Søren Fjord Nielsen.

Boghandler Søren Fjord Nielsen kunne melde om fint salg - også bedre end forventet. Foto: Finn Eriksen

Sidste års Black Friday-omsætning vil med al sandsynlighed bliver overgået, oplyser Søren Fjord Nielsen, som dog også fortæller, at man i hans tilfælde skal være forsigtig med at sammenligne.

- Vi er flyttet i større lokaler for en måned siden, og desuden lukkede Arnold Busck i april i år. Begge dele spiller ind, siger boghandleren, som desuden vurderer, at coronaen har øget folks lyst til at læse og spille spil.

Når det så er sagt, så har dagen bestemt ikke skuffet.

- Det er nok gået lidt bedre end forventet, smiler Søren Fjord Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Et godt og affaldsfattigere 2021

Navne

80 år: Finnebarn blev på Langeland

Annonce