Annonce
Langeland

Langelands unge fravælger debatten på Facebook: Det bliver for voldsomt

Maja Møller-Knudsen, Asbjørn Deibjerg Hansen og Lea Toftemann Almgren mener, at debatter på Facebook er ligegyldige, når det mest af alt handler om at få ret fremfor at lytte. Foto: Privat
Tonen i debatter på Facebook bliver hårdere og hårdere, og det afholder tre af Langelands unge fra at deltage i den.
Annonce

Flere studier peger på, at den hårde tone på de sociale medier resulterer i, at over halvdelen af de danske unge fravælger at deltage i den offentlige debat - heriblandt en undersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd. Sådan er stemningen også på Langeland blandt de tre unge, som Fyns Amts Avis har talt med.

1 Lea Toftemann Almgren, 17 år, Rudkøbing, Går på gymnasiet i Svendborg

Lea Toftemann Almgren. Foto: Privat

Kunne du finde at diskutere i en facebook-tråd?

- Nej.

Hvorfor ikke?

- Fordi jeg nok tager ting lidt for personligt.

- Jeg kigger tit på debatter, fordi jeg synes, at det er sjovt at se andres holdninger, og hvordan de skriver til hinanden. Og ofte synes jeg, at det bliver meget voldsomt. Det lyder nærmest som om at, de råber ad hinanden, og det synes jeg er lidt ubehageligt, så derfor ville jeg ikke kunne finde på at være med.

Hvad er det, der gør det underholdende?

- Det er fordi, at det for det meste er voksne mennesker, som burde være klogere, og som man burde respektere, men så sidder de bare og råber ad hinanden. Det er bare lidt komisk at se på, og så synes jeg, at det også er lidt forkert.

Hvorfor er det forkert?

- Det er dem, der burde være de kloge, det er dem, vi burde se op til. Det er dem, som skal styre samfundet lige nu, og hvis de bare sidder og råber ad hinanden, så får vi virkelig ikke særligt meget ud af det.

Kunne du nogensinde finde på lave et opslag i Udkantsgruppen Langeland og lægge op til debat?

- Nej, det kunne jeg ikke, haha.

Hvorfor ikke?

- Fordi jeg synes, at det er sådan lidt en absurd gruppe, hvor der er så mange mærkelige emner på bordet, og der synes jeg også, at der ofte er folk, der ender med at skrive alt muligt underligt til hinanden. Og det gider jeg ikke rigtigt at være en del af.

Kan du genkende det her med, at mange unge holder deres meninger for dem selv på sociale medier, fordi tonen i debatten er for hård?

- Ja, det kan jeg. Vi har lige haft det oppe at vende i min klasse på gymnasiet, og der var alle enige om, at det kunne vi ikke finde på. Fordi vi simpelthen synes, at det er for voldsomt.

- Det lader ikke til, at de her boomers tænker på, at der sidder et rigtigt menneske på den anden side.

Hvornår har du sidst lavet et opslag på din egen Facebook?

- Åh, det er meget lang tid siden, jeg kan slet ikke huske hvornår, haha.

Hvorfor gør du ikke det?

- Jeg ville sidde og tænke meget over, hvor mange kommentarer jeg ville få, og om folk ville blive sure. Så det ville jeg bare slet ikke gøre.

2 Asbjørn Deibjerg Hansen, 19 år, Rudkøbing, Aftjener sin værnepligt på Bornholm

Asbjørn Deibjerg Hansen. Foto: Privat

Kan du genkende det med, at mange unge holder deres meninger for dem selv på sociale medier, fordi tonen i debatten er for hård?

- Ja meget. Jeg har gået og tænkt lidt over, hvad du ville spørge om, og tænkte nok, at det blev noget i den her retning. Og jeg kan sige, at det er ved at være et par år siden, at jeg sidst har gidet at diskutere eller have en samtale med nogen på Facebook.

-  Man opdager hurtigt, at folk ikke er derinde for at lære noget.

Hvad tror du så, at de er derinde for?

- Jeg kan jo ikke udtale mig på deres vegne, men man får fornemmelsen af, at de diskuterer for at diskutere. Det, der går igen, er, at de sidder bag en skærm. Og der er ikke nogen sociale tegn eller nogen konsekvenser for dem, som hvis de havde sagt det ansigt til ansigt.

- Det er jo det her med, at det man skriver på internettet, det bliver der.

- Man bliver også lidt træt, og orker faktisk ikke at skulle ind og diskutere med dem og fortælle, at der kunne være andre måder at se det her på, fordi man ville blive overdænget af vrede og meget lidt konstruktive kommentarer.

Det lader ikke til, at de her boomers tænker på, at der sidder et rigtigt menneske på den anden side

Lea Toftemann Almgren

Hvorfor har du ikke lyst til at diskutere på sociale medier?

- Fordi man bare møder en mur. De er slet ikke interesserede i at have en dialog eller en reel debat, de er kun interesserede i at få ret. Og man kan ikke rigtigt sige det til dem, for de ville ikke kunne se, at diskussionen bliver ligegyldig, når man ikke lytter.

Kunne du finde på at lægge op til debat i Udkantsgruppen Langeland?

- Nej. Bare tænk på alle de notifikationer, man ville få. Men grunden til, at jeg ikke ville gøre det, er kvaliteten af den opmærksomhed, jeg ville få. Det ville ikke være det værd.

Hvem diskuterer du så politik med og hvor gør du det?

- Det gør jeg i lukkede facebook-grupper dedikeret til forskellige emner, hvor præmissen er at have en god dialog og en saglig debat.

3 Maja Møller Knudsen, 17 år, Rudkøbing, Går på gymnasiet i Svendborg

Maja Møller-Knudsen. Foto: Privat

Kunne du finde at diskutere i en facebook-tråd?

- Det kommer meget an på emnet.

- For jeg har gjort det før. Det var kun til en klimadebat, hvor jeg scrollede ned gennem et kommentarfelt, hvor jeg bare kunne se, at det var ældre, der ikke kunne forstå, hvorfor skoleeleverne strejkede. Så tænkte jeg, at det er da vildt irriterende, at de ikke kan se det, og der gik jeg ind, og jeg tror faktisk, at det er den eneste gang, at jeg er gået ind i en debat.

- Facebook-debatter generelt får man virkelig ikke noget ud af, og man kommer ikke til at ændre nogens holdning derinde.

Hvad er det, der går galt derinde?

- I en normal debat udenfor Facebook kan man få lov til at sige sin holdning, og så kan man høre den andens holdning og måske lære noget nyt. Og på Facebook virker det mest af alt som om, at folk bare skal ind og af med deres holdning, og så er modpartens lidt ligegyldig.

- Det bliver meget sådan "mig, mig mig", og det ændrer ikke rigtigt noget. Og derfor tror jeg, at facebook-debatter generelt er sådan lidt ligegyldige. Fordi det ikke handler om dialog.

Kan du også finde på at rulle igennem et kommentarfelt for underholdningens skyld?

- Altså ja, haha. Der bliver jo sagt nogle vilde ting.

- Det kan være, at der er en eller anden, der har skrevet et argument, og så er der bare en kommentar, hvor der står "spurgt". Blandt i andet i Udkantsgruppen Langeland, hvor man ser ældre, der bare skriver "spurgt" til hinanden, og man bare tænker, hvad er det, der foregår altså, haha.

Hvorfor er det sjovt, når de skriver "spurgt"?

- Det er fordi, at der sidder et menneske, og gerne vil komme med sin holdning. Og så kommer der bare et andet menneske og siger, at alle er ligeglade med personens holdning. Og det er jo lidt komisk, for det ville de jo aldrig gøre i virkeligheden.

Kunne du nogensinde finde på lave et opslag i Udkantsgruppen Langeland og lægge op til debat?

- Nej, det tror jeg ikke, det tror jeg virkelig ikke.

Hvorfor ikke?

- Fordi jeg for det første tror, at unge ikke bruger facebook særligt meget, det er mest de ældre, hvor de unge holder sig til nogle andre medier. Men jeg synes virkelig også bare, at facebook-debatter er så ligegyldige. Så skulle det virkelig være fordi, at jeg skulle lave et skoleprojekt, og var nødt til det.

Embed: Spørg redaktionen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce