Annonce
Langeland

Langeland sætter mere byggeri i gang: Museumsgenstande skal have ordentlige forhold

Væggene i Langelands Museums magasin er utætte, og derfor er det umuligt at styre temperatur og luftfugtighed i den 600 kvadratmeter store hal. Det vil på et eller andet tidspunkt gå ud over de opmagasinerede genstande - som for eksempel bøgerne her. Foto: Finn Eriksen
Politisk enighed om at flytte fire projekter frem i køen for bygge og anlæg. Dermed tyder alt på, at Langelands Museum får håndværkere på besøg allerede år.

LANGELAND: Langeland Museums bygning i Østergade 23-25 trænger til en kærlig håndværkerhånd, og den får nu topprioritet på den liste, som Trafik-, Teknik- og Miljøudvalg har udarbejdet som led i fremskyndelsen af bygge- og anlægsprojekter, der først stod til udførelse i 2021 og 2022.

Lige efter - som nummer to - følger museets magasinbygning. Bygningen, der er opført i træ, er utæt og dyr og svær at holde en konstant temperatur og luftfugtighed i. Det er absolut ikke godt for de opbevarede genstande og har været påtalt af Kulturstyrelsen, oplyser Langeland Kommune i sin sagsfremstilling.

- Når vi har valgt museumsbygningen i Østergade, hænger det sammen med det store Real Dania projekt "Hovedbyer på forkant". Her museet jo centrum, og det ville være mærkeligt, hvis bygningen fremstår forsømt, når gæster skal gennem porten og ind i museumshaven. Tag og fag skal sættes i stand, siger formanden for Trafik-, Teknik- og Miljøudvalget, Bo Nissen (K).

- Og magasinet skal selvfølgelig være i orden i forhold til de genstande, der er derinde, tilføjer formanden, der vurderer, at håndværkerne vil blive sluppet løs på museet forholdsvis hurtigt.

- Vi kan ikke nå at få styr på det hele, og det handler jo også om, hvad håndværkerne har tid til. Men projekterne på museet er vigtige, så jeg vil tro, de bliver sat i gang i år. Også fordi de formentlig kan håndteres samtidig, siger Bo Nissen.

Annonce
Alt tyder på, at museets magasin allerede i år vil blive isoleret og beklædt med stål i stedet for træ. Foto: Finn Eriksen

Nye vinduer

En række vinduer skal udskiftes på Langeland Rådhus. Det har man sat som nummer tre på listen.

Og som fjerde punkt vil man fortsætte byggemodningen i Ørstedbyen i Rudkøbing. Her er der fem grunde tilbage i den nuværende udstykning.

- Hvis de nu bliver afhændet, og andre er interesserede, vil det være ærgerligt, hvis vi ikke kan tilbyde dem noget. Så nu må vi se, hvor langt pengene rækker. Der er sat 5,4 millioner kroner af. Til sammenligning kostede de 13 første grunde cirka 10 millioner kroner, dog inklusive stamvejen, påpeger udvalgsformanden.

Langeland Kommune fremrykker projekter, boligselskabet sætter fart på en stor renovering og har allerede en anden i gang. Er I ikke bange for, at det hele får en utilsigtet effekt og giver "overophedning" i bygge- og anlægsbranchen?

- Jo, men vi føler os frem. For eksempel kan vinduerne på rådhuset blive udskiftet i etaper. Man kunne jo starte med den lille gård, som er inde i bygningen. Og selv om vi ikke har talt om det i udvalget, tror jeg ikke, at nogen forestiller sig, at vi når det hele i 2020. Omvendt er det heller ikke nødvendigvis de samme, som skal udskifte vinduer og foretage byggemodning, svarer Bo Nissen.

I øvrigt er listen udarbejdet under forudsætning af, at en ledig stilling på halv tid i byggesagsafdelingen omdannes til en fuldtidsstilling.

- I øjeblikket er der kun to byggesagsbehandlere i afdelingen, som er normeret til tre og en halv stillinger, omregnet til fuldtid. En medarbejder er på barsel og vender efter planen tilbage 1. september, og så håber jeg, at vi ved at opnormere halvtidsstillingen gør den interessant, siger Bo Nissen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce