Annonce
Faaborg-Midtfyn

Landsbyfællesskab: Nyt køkken i forsamlingshuset i Gestelev lavet med frivillig arbejdskraft

Formand Anders Kjærved, kasserer Mette Toftelund Larsen og bestyrelsesmedlem Christian Bjørnø glæder sig over det nye køkken i Gestelev Forsamlingshus. Foto: Hardy Hounsgaard
Gestelev Forsamlingshus har med frivillig arbejdskraft fra omkring 30 af landsbyens beboere og et tilskud på en kvart million kroner fra Landdistriktspuljen fået et spritnyt køkken, der blev indviet fastelavnssøndag.

Gestelev: Den store gule bygning midt i Gestelev er fra 1911, men inde bag de gule mure er der et splinternyt køkken i huset, der ligger ved landsbyens gadekær.

Gestelev Forsamlingshus er ved hjælp af knofedt og frivillig arbejdskraft fra omkring 30 af landsbyens beboere blevet renoveret, så det store køkken nu er moderniseret med helt nyt inventar.

- Vi har nu Fyns mest moderne forsamlingshuskøkken, siger bestyrelsesmedlem Christian Bjørnø, mens han beundrer de seks skinnende, blanke gasblus, der står centralt i rummet oven på det nye linoleumsgulv.

Christian Bjørnø viser sammen med to andre medlemmer af bestyrelsen, formand Anders Kjærved og kasserer Mette Toftelund Larsen, det nyrenoverede forsamlingshus frem.

- Tidligere havde vi folk, der fravalgte os på grund af køkkenfaciliteter og hygiejne, men det gør de ikke længere, siger Christian Bjørnø.

Det gamle køkken var ikke blevet fornyet siden 1983, men nu er alt fra opvaskemaskine til komfur skiftet ud.

- Det er kun fliserne på væggen og ovnen, vi har beholdt, siger Anders Kjærved.

Annonce

Gestelev

Der bor 468 mennesker i Gestelev fordelt på 170 husstande. Landsbyen ligger et par kilometer vest for Ringe.

Indtil 2005 var der en købmand i Gestelev. Men der er stadigvæk et par forretninger i byen: Gestelev Autoværksted og Gestelev Fotografi.

Der er også kirke og forsamlingshus i Gestelev.

Frivillig arbejdskraft

Gestelev Forsamlingshus søgte sidste år Landdistriktspuljen under Erhvervsministeriet om penge til renovering af køkkenet. Det lykkedes at få bevilget 240.000 kroner, mens forsamlingshuset selv skulle komme med 40.000 kr.

- De penge fandt vi fra forsamlingshusets opsparing og via de indtægter, vi får på udlejning af huset, siger Mette Toftelund Larsen.

Den kvarte million kroner, som forsamlingshuset fik til renovering, er ikke gået til arbejdsløn. Pengene er primært brugt til nyt køkkeninventar og øvrige materialer. Siden nytår har de lokale Gestelev-borgere hjulpet til i weekender og om aftenen med at bryde det gamle køkken ned og bygge det nye op.

- Vi har haft omkring 30 til at hjælpe med arbejdet. Alle har bidraget med det, de kunne. Vi har også haft hjælp af en elektriker og andre lokale håndværkere, der har bidraget med deres faglighed, siger formand Anders Kjærved.

Flere børnefamilier

Der bor 468 mennesker i Gestelev, der ligger blot et par kilometer vest for Ringe. Men landsbyen er ikke opslugt af områdets store by.

- Gennemsnitsalderen er faldet de seneste 10 år. Vi har mange børnefamilier, der er flyttet hertil, siger Christian Bjørnø.

De tre bestyrelsesmedlemmer er alle flyttet til Gestelev for mellem 10 og 15 år siden.

- Man får et andet fællesskab her end i Ringe. Her kender man alle, og der er meget, der samler os, siger Anders Kjærved.

Forsamlingshusets festsal er også blevet shinet op med nye lamper.

- Der er plads til 150 mennesker, så vi har større kapacitet end andre forsamlingshuse i området, siger Christian Bjørnø.

Gestelev Forsamlingshus er fra 1911 og ligger midt i landsbyen, der har 468 indbyggere. Foto: Hardy Hounsgaard

Stor opbakning

Forsamlingshusets nye køkken blev officielt indviet ved fastelavnsfesten i søndags, hvor 50-60 voksne og 30-40 børn var mødt op til tøndeslagning og fællesspisning. Ganske imponerende i en landsby med 468 indbyggere. I søndags var der også første møde i byens nye fællesskabsudvalg.

- Vi vil gerne åbne huset op, så det bliver brugt mere. Vi vil gerne samle folk til forskellige arrangementer, og vi har fået etableret en ungdomsklub på første sal. Måske er der seniorer eller andre grupper, der vil bruge huset og det nye køkken, siger Anders Kjærved.

"Køkkenet er det naturlige samlingssted i hjemmet, husets hjerte. Det er her, vi samles. Få ting samler mennesker som et måltid mad. På tværs af generationer bringes mennesker sammen om måltidet. Hvis vi skal lykkes med at gøre Gestelev Forsamlingshus til Byens Hjerte, så kræver det et køkken, der kan samle mennesker," skrev Anders Kjærved i ansøgningen til Landdistriktspuljen.

Det nye køkken er nu klar til at blive taget i brug. Flere har booket sig ind til kommende bryllupper og andre familiefester.

- Vi vil med tiden gerne mindske den traditionelle udlejning til fordel for lokalt brug af huset, siger Anders Kjærved.

Christian Bjørnø, Anders Kjærved og Mette Toftelund Larsen tager et kig på den nye opvaskemaskine i Gestelev Forsamlingshus. Foto: Hardy Hounsgaard
Bestyrelsesmedlemmerne Anders Kjærved, Mette Toftelund Larsen og Christian Bjørnø i salen i Gestelev Forsamlingshus, hvor der er sat nye lamper op. Foto: Hardy Hounsgaard
Anders Kjærved, Christian Bjørnø og Mette Toftelund Larsen, der er tre af medlemmerne af bestyrelsen i Gestelev Forsamlingshus, er glade for det nye køkken. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce