Annonce
Ærø

Landmand til Anders Lund Madsen i Radio24Syv: - Jeg er jo bare den dumdristige bondeknold fra provinsen, der leger supermand

Lars Lundtang har haft en hektisk uge, hvor han både kom ud at køre med to indbrudstyve, og hvor han efterfølgende blev interviewet af Anders Lund Madsen til Radio24Syv-programmet Fede Abes Fyraften. Foto: Andrea Bisgaard
Efter at Fyns Amts Avis skrev om Lars Lundtang, der i mandags kørte rundt i en bil med to indbrudstyve, har flere medier bragt historien. Lars Lundtang er blandt andet blevet interviewet af Anders Lund Madsen til Radio24Syv.

Lille Rise: Det var ikke kun ærøboerne, der tabte næse og mund, da de i avisen tirsdag kunne læse historien om landmanden Lars Lundtang, der mandag kørte Ærøskøbing tyndt med to indbrudstyve i deres bil.

Flere medier har bragt historien, fortæller Lars Lundtang, som i dagene derpå har haft travlt med at tale med både ærøboer og medier om, hvad der skete i mandags.

- Jeg er blevet interviewet af Anders Lund Madsen til Radio24Syv, og jeg har også talt med Maskinbladet, som er en slags landbrugsavis. Derudover har jeg haft besøg af en masse naboer og venner, som har villet høre historien og se de billeder, som jeg tog af tyvene ved politistationen, fortæller Lars Lundtang.

I Anders Lund Madsens program Fede Abes Fyraften fortæller Lars Lundtang i cirka 12 minutter. I starten er Lars Lundtang ikke meget for det, og han siger, at han jo bare er "den dumdristige bondeknold fra provinsen, der leger supermand".

"Jeg gider ikke være sådan en medieluder, som skal fortælle den historie, som er enhver journalists drøm," siger han.

Men stille og roligt lykkedes det Anders Lund Madsen at lirke historien ud af Lars Lundtang, og i slutningen af interviewet siger Lars Lundtang, at det er virkelig dumt at begå indbrud på en lille ø som Ærø.

"Der er ingen flugtveje, og der er ustabile færger. Det er virkelig dumt at tage tage herover og begå indbrud. Vi kender hinanden, og her er fred og idyl," siger han.

Annonce

Husk opvasken

Da Fyns Amts Avis kontakter Lars Lundtang fredag for at høre, hvordan det står til, siger han, at han stadig har travlt med at fortælle historien.

- Jeg har genfortalt historien en del gange, og det er også helt okay. Men det nager mig, at tyvene bare blev sendt med færgen. Og det nager mig også, at jeg i sin tid - sidste gang jeg havde indbrud - fik at vide, at jeg skulle kigge i min omgangskreds. Jeg har hele tiden vidst, at ingen i min omgangskreds kunne finde på at begå indbrud hos mig, og med sagen i mandags er det bevist, at det er nogen udefra, der gør det, siger han.

Indbrudstyvene var to mænd fra henholdsvis Ishøj og Brøndby, og Lars Lundtang kendte ingen af dem.

- Jeg har flere gange haft lyst til at lægge billederne af dem ud på Facebook, for jo mere vi har på dem, jo højere straf vil de få. Men det går nok ikke. Jeg ender nok med at blive retsforfulgt, hvis jeg gør det, siger Lars Lundtang tænksomt.

Ellers har han det fint, siger han. Adrenalinen, som pumpede rundt i kroppen efter episoden i mandags, er væk, og han er gået i gang med markarbejdet igen. Humøret er også stadig højt.

- Jeg håber aldrig, jeg skal opleve det igen. Men skulle det ske, så må de gerne tage opvasken næste gang, siger han og griner højlydt.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Uden kritik og forandring kommer man ingen vegne

Synspunkt: Jeg har med undren læst Carsten Jensens kronik, hvor han uden forbehold roser Marstal Søfartsmuseum til skyerne. Derudover bruger Carsten Jensen sit ubestridelige forfattertalent til at nedgøre de to kritikere af museets direktør og den måde, museet ledes på. De har intet bedrevet, de har ikke skrevet bøger og så videre. De er nobodies, ubetydeligheder i hans vurdering. Hvornår er man berettiget til at kritisere? Skal man prækvalificere sig til for at få lov? Skal man ansøge om at mene noget andet end Carsten Jensen og Erik Kroman - og hvem skulle man i givet fald så ansøge? Og endelig hvis man begiver sig ud i kritisk ærinde, er det åbenbart med risiko for at blive skydeskive for hån og spot fra en begavet forfatter og medlem af kulturens elite. Jeg sætter "Vi, de druknede" meget højt på min private bestsellerliste og synes, det er et virkelig velskrevet epos om en driftig by med mange interessante personligheder. Men det beskriver altså en svunden tid. Fragt med skibe registreret i Marstal er passé. De sidste gamle sure kaptajner, der sad på havnen og fortalte historier, er væk, der er gabende tomt på havnen uden for lystsejladssæsonen. De få, der kan huske noget, kan ikke længere styre rollatoren hen over brostenene ned til kajen. Sømandsromantikken er forbi, og der er ingen værft længere, ingen udvikling, ingen arbejdspladser, ingen indtægt, ingen tilflytning - ingenting. Jo, søfartsmuseet. Jeg bor på Ærø og har næsten altid gæster med på søfartsmuseet, og kommentaren er altid den samme. Sikke en masse skibe. Det minder dem meget om samlingen af stenøkser fra barndommens ulidelige tvangsbesøg på lokalmuseet. Det er svært for folk uden nær tilknytning til fragtsejlads at finde glæde ved de mange billeder af skibe, ejere af skibe, modeller af skibe, ting fra skibe, der eksponeres så man får skibsbulemi, inden man når til perlen i samlingen, der desværre er gemt væk i det allersidste udstillingsrum. Og så den der lidt rodede plads ved havnen med et halvt skib - kvart skib og en bedding og de søde små joller. Vi ser den kun på spadsereturen gennem havnemiljøet ud til den anden ende af molen. Ingen opdager, at det er et museum, formidlingen er fraværende. Men heldigvis bliver vi talt med som besøgende. Det bliver til en del ekstra besøgstal, når lystsejlerne uforvarende passerer pladsen på vej til brugsen for at "proviantere". Ærøs befolkningstal er støt faldende og det har det været længe. Hvis ikke der sker noget andet end det, der plejer, hvis vi bare drifter, plejer de gamle magtstrukturer, drikker Rigabalsam i rå mængder, retter ind efter de gamle, sure kaptajner, så sker der altså ikke noget. Det er ærgerligt, at en intellektuel kapacitet som Carsten Jensen ikke forstår vigtigheden af at udfordre den herskende orden på øen. Vigtigheden af at få nyt blod til. At byde tilflyttere velkommen og at lytte til deres input. Det er trods alt ikke alt, der er vand ved siden af Ærø, hvis vi altså vil bruge en lidt kraftigere kikkert. Befolkningens gennemsnitsalder, som er forbi den fødedygtige alder, betyder, at uden tilflytning vil øen uddø. Så det er bydende nødvendigt, hvor ondt det end gør, at man lytter til den kritik og de idéer, der kommer med tilflytterne. At man omfavner nyt blod, ikke jager det væk af angst for forandring. Uden kritik og forandring kommer man altså ingen vegne.

Annonce