Annonce
Debat

Læserdebat: Er der nogen hjemme?

Fyns Amts Avis. Foto: Hans-Henrik Dyssel

Læserbrev:  Nej! Det er nemlig påske- vinter- jule- efterårs- eller sommerferie, eller noget andet.

Lokalredaktionen prioriterer tilsyneladende ikke at skrive aktuelt stof til lokalsiderne på Ærø. I stedet bliver pladsen brugt på blandt andet annoncer og reklamer, uden kompensation med et par spalter andet steds i avisen.

Vil avisen have min abonnementsbetaling, vil jeg opfordre til, at den leverer på daglige nyheder, og jeg vil gerne foreslå, at den følger op på eksempelvis kommunalbestyrelsens dagsordner: Hvad arbejdes der med i de forskellige udvalg? Kan vi få et indblik i håndtering af covid-19 og vacciner, naturpleje, kystsikring, vandkvalitet, affaldssortering, trafiksikkerhed? Bare for at nævne nogle emner.

Jeg mener, det er lokalavisens opgave at oplyse og formidle om lokalsamfundet - gerne uden katastrofeoverskrifter. Vi er nemlig mange, der er hjemme hver dag.

Svar fra redaktionen:

Kære Anne. Vi tog for en håndfuld år siden beslutningen om, at Ærøredaktionen ikke længere skulle være på arbejde alle weekender og helligdage, fordi det er vores vurdering, at vi kan lave bedre journalistik, når for eksempel kilder som dem, der skal fortælle de historier, du foreslår, rent faktisk er tilgængelige. Det betyder dog ikke, at vi aldrig er på arbejde uden for almindelig kontortid, og senest i påsken dækkede vi også den traditionsrige påskelørdag, som jo var noget anderledes i år.

Jeg mener faktisk også, at vi dækker de emner, som du nævner som overskrifter, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kan gøre vores arbejde bedre, eller at der er ting, vi ikke misser. Derfor er du og andre selvfølgelig velkomne til at byde ind med, hvad I konkret savner af historier. Udover mail og telefon - i disse coronatider begrænser vi fysiske møder - så kan man også stille spørgsmål på https://spoerg.faa.dk/aeroe. Vi lover ikke at lave journalistik på det hele, men vi kan se, at nogle af vores bedst læste lokalhistorier netop kommer ud af lokale læseres undren. Ærøsiderne er rigtigt nok blevet mindre en del dage, men et abonnement på Fyns Amts Avis er ikke begrænset til lokalsiden, men journalistik fra hele det sydfynske område samt med landshistorier og podcasts om aktuelle emner. Og vi udkommer altså alle dage om året - også med Ærøhistorier - både på papir og på faa.dk.

Mvh Caspar Troest Jørgensen, redaktionschef, Fyns Amts Avis

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce