Annonce
Ærø

Læserbrev: Radikal Borgmester på Ærø ?

Lars Rimfalk Jensen er formand for Radikale Venstre på Ærø. Arkivfoto
Annonce

Radikale Venstre vil gøre en indsats for, at vi alle samles om at arbejde til gavn for hele øen, uanset om man bor i Søby eller Ommel, Vindeballe eller Rise, så kan og skal vi trække samme vej.

Vi er knap 6.000 mennesker på en vidunderlig ø, som har klart flere positive elementer end negative, så derfor har vi et solidt fundament for fremtiden.

Morten Brixtofte Petersen har været en positiv stemme for Ærø i Region Syddanmark og nu er han klar til at stille op for Radikale Venstre til kommunalvalget i 2021.

Den vigtigste opgave for en radikal borgmester vil være at samle øen. At få alle til at tænke på, hvad der vil være bedst for Ærø. Både politikerne og borgerne på Ærø skal sætte det at være ærøboer højest. Der skal fortsat være plads til individuelle holdninger, men når det gælder sager som gavner øen, så skal vi samles.

Radikale Venstre har miljø og energi højt på dagsordenen, og vi er stolte af at leve på en ø, hvor vi allerede har bæredygtig energi og et godt miljø - men begge kan blive bedre. Vores miljøindsats skal rettes både mod bedre affaldssortering, sikre at vores drikkevand er sundhedsmæssigt helt i top og at diger og grønne oaser giver levesteder til biodiversitet.

Vi vil fortsat give plads til øens landbrug og foretrækker samarbejde om fremtiden, frem for at skabe problemer for driften, men vi vil også klart og tydeligt meddele, at vi ønsker en fremtid hvor størstedelen af landbruget er økologisk.

Et kendetegn for Ærø er de mange dyrkede områder omkredset af diger, mindre skovområder eller vandløb. Vi ønsker en plan for disse, således at der skabes passage for øens dyreliv. Ærø har allerede et rigt dyreliv, men vi kan gøre levestederne bedre, og skulle et storkepar finde vej til øen, så vil vi naturligvis byde det velkommen.

Fjernvarme og el-opvarmning skal være fremtiden og vi håber snart at se fossil opvarmning som en fortid. Men en fremtid med større el-forbrug stiller også krav til mere el-høst. Med folketingets planer om to-tre store havmølle-øer ser vi ikke umiddelbart behov for at anvende mere jord på Ærø til energi indsamling. Vi synes ikke, at det nuværende antal vindmøller ødelægger naturen på øen, men respekterer, at nogen finder dem ”knap så smukke i vores natur”.

Ærø Kommune skal være kendt for at arbejde hen imod el-busser, el-biler og el-færger. Vi skal sikre ladestandere fordelt jævnt på øen, både til biler, men også til el-cykler, og naturligvis skal kommunens egne køretøjer benytte el.

En radikal borgmester har naturligvis andre og egne punkter på sin dagsorden, blandt andet fortsat udbygning af sundhedstilbud, udbygning af bedre plejetilbud til ældre og andre personer med behov, herunder psykiatri i topklasse. Radikale Venstre ønsker en erhvervsvenlig politik, der kan skaffe de arbejdspladser, der kan bringe befolkningen tilbage over 6.000.

Med større befolkningstal kommer også krav om fortsat gode pasningsmuligheder og flere uddannelsesmuligheder - folkeskole, hf, vuc og vort hjertebarn - maritime uddannelser.

Radikale Venstre ser muligheder for et bredt samarbejde på Ærø om disse tiltag og vælger derfor at stille op til kommunalvalget i 2021 med Morten Brixtofte Petersen som velegnet borgmesterkandidat.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Norsk opgørelse viser, at ni ud af ti coronadøde havde kronisk sygdom

Annonce