Annonce
Ærø

Læserbrev: Pas på navrene - De kunne gemme på Danmarks yngste sommerfugl

Aage Kürstein. Arkivfoto: Peter Becher Damkjær.

Læserbrev: Navrtræerne på Ærø er mere end bare træer: De er habitater og levesteder for flere dyr, insekter, svampe, bakterier, og sandsynligvis vira. Og 100-årige træer, som dem på Østermarksvej, gemmer højst sandsynligt på en hidtil ukendt sommerfugl: Anarsia innoxiella. Den er ikke ret stor, den er ikke særligt kendt, jeg har aldrig selv set den, men: Jeg var med til at give den dets danske navn: Navrmøl.

Forskerne Ole Karsholt og Kjeld Gregersen er begge internationalt kendte medarbejdere ved Statens Naturhistoriske Museum og har i en del år tumlet med et frygtet skadedyr, ferskenmøllet. Det er frygtet, fordi det ødelægger fersken-, blomme- og andre stenfrugttræer. Man overvejede endda at fælde flere blommeplantager for at standse dets udbredelse. Men i 2017 påviste Karsholt og Gregersen, at de danske eksemplarer var en helt anden, og særdeles uskyldig art: Den levede af navrens blade og gjorde ej mere skade.


Den er ikke ret stor, den er ikke særligt kendt, jeg har aldrig selv set den, men: jeg var med til at give den dets danske navn: Navrmøl.

Aage Kürstein


Den ligner ferskenmøllet, den hører til samme familie, jordmøl, slægten Gelechiidae, og skal derfor have samme familienavn: Anarsia. Men da den er så uskyldig, fik det af forskerne artsnavnet innoxiella, den uskyldige. Opdagelsen og navnet gav international opmærksomhed, for det er i disse tider sjældent at finde nye arter, der er langt flere, der forsvinder.

Det internetbaseret videnskabelige magasin videnskab.dk blev enige med Karsholt og Gregersen om, at sommerfuglens danske navn burde bestemmes af læserne, og man indkaldte forslag. Der kom mange højst forskellige; min tilgang var, at navnet skulle afspejle dyreart og levested: ligesom egehjorten, trekløver og engpiberen skulle folk kunne sige: "Selvfølgelig, det er jo det, den er". På den baggrund var mit forslag Navrmøl. Og det blev det. Vi var flere, der var med i lodtrækning, og jeg vandt en t-shirt og retten til at skrive: Navrmøl-navngiver på mit CV.

Så pas på navrene. De kunne gemme på Danmarks yngste og mest hemmelige medlem af sommerfugle-familien! Den er hidtil kun fundet få steder i Danmark og ikke på Ærø. Så den er måske Ærøs Panda? Eller Hasselmus?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg For abonnenter

Brugsuddelere i nødråb til politiet efter bekostelige tyverier: Samme tyv med smag for champagne og dyre vine kommer igen og igen

Annonce