Annonce
Svendborg

Læs borgmester Bo Hansens kronik: Tak er et vigtigt ord i denne tid

"Pas ekstra godt på jer selv og hinanden i de kommende dage og uger", skriver borgmester Bo Hansen. Foto: Michael Bager


Tak. Et lille ord. Men et vigtigt ord i denne tid. Tak til alle borgere i Svendborg Kommune. Coronavirussen har givet os alle en helt anden hverdag. Lad mig give et godt og sigende eksempel.

Halvandet døgn efter statsministerens pressemøde en sen onsdag aften, så havde 96 procent af vores forældre i kommunen fundet en anden løsning for pasning af deres børn fredag morgen. Tænk lige over det. Før dette ville jeg hævde, det var umuligt.

Kære alle på Sydfyn - I gør det godt. I tager ejerskab i kampen imod spredningen af virussen. Jeg er stolt af den empati, I udviser overfor hinanden. Og jeg glæder mig over, at det hyppigt anvendte ord i denne tid kommer til sin ret i Svendborg Kommune. Ordet er samfundssind.

DET OPLEVEDE vi, da hele børneområdet omstillede sig til vågeblus på halvandet døgn uden de helt store udfordringer. En stor tak skal lyde til børn, forældre, naboer og familier for at give en hånd i denne svære tid. Og naturligvis til vores mange ansatte.

Der meldes om ganske få børn i skoler og daginstitutioner. Vi har passet lidt flere børn i daginstitutionerne i denne uge end i sidste, men det er stadig ganske få, cirka 50 børn ud af vores normale 2250 børn. På skoleområdet er vi under 1 procent, som har brug for pasning.

Til gengæld er vores lærere i fuld gang med fjernundervisning af alle vores skoleelever. Og det er vigtigt at nævne, at vi med glæde vil passe børnene i både skoler og daginstitutioner, da det er deres forældre, der løfter vigtige samfundsopgaver i beredskabet, som sygeplejersker, som læger, som håndværkere eller som social- og sundhedshjælpere.

AF ALLE kommunens opgaver, så har ældreområdet vores skarpeste fokus. Vi følger det time for time. Status er: Det går fornuftigt. Der er endnu kun enkelte udfordringer.

Den største har været sygemeldinger på ældreområdet. Det er helt naturligt; vi mærker alle ekstra godt efter, om forkølelsen nu også er en forkølelse, eller om det er noget andet og meget værre. Det gør de mennesker som arbejder på vores ældreområde også. Sikkert endnu mere end vi andre.

Det har betydet, at vi har været lidt udfordret på hænder de første par dage efter regeringens nedlukning af samfundet, men det er igen stabiliseret i denne uge. Det skal understreges, at sygehusvæsenets udskrivninger af patienter, endnu ikke trækker ekstra veksler hos os.

KAPACITETSMÆSSIGT står vi solidt. Vi har 48 gæstepladser klar, heraf otte helt nye pladser på Aldersro, hvor den sidste håndværker lige er blevet færdig. De pladser vil vi prioritere til covid-19-patienter.

Vi ruster os mod fremtiden – og de kommende uger - ved at arbejde med en jobbank. Vi samler personale fra overenskomstområdet, som kan styrke et ældreområde, når belastningen bliver større. I jobbanken samles for eksempel de ansatte, som normalt arbejder i de nedlukkede aktivitetscentre eller folk fra socialområdet med kompetencer, som kan bruges i ældreplejen.

Udover det, så har flere borgere henvendt sig udefra efter kommunens annoncering. Vi har nu 59 borgere i jobbanken. Jeg har svært ved med ord at udtrykke den respekt, jeg føler overfor dem, der har meldt sig.

INDEN FOR ganske kort tid vil Svendborg Kommune med en lokalaftale kunne glæde sig over støtte fra blandt andet FOA, BUPL, PMF, HK, Danske Tandplejere, Danske Fysioterapeuter, DJØF og Ergoterapeutforeningen. Det gør, at endnu flere hænder er klar til at hjælpe.

Det kan for eksempel betyde, at pædagogen fra en daginstitution melder sig til en arbejdsdag, hvor samværet med børn skiftes ud med at lave morgenmad til ældre, en gåtur eller måske lidt højtlæsning fra avisen.

Tak på hele byrådets vegne for denne fremstrakte hånd til vores ældre borgere og hele fællesskabet.

DET ER EN hel ny hverdag mange mennesker kigger ind i. En fremtid som rejser mange spørgsmål, men ganske få svar.

Mennesker er blevet arbejdsløse. Virksomheder er under et enormt pres grundet manglende indtægter og stadigt løbende udgifter. Et enigt økonomiudvalg besluttede i tirsdags at iværksætte en hjælpepakke, som følge af konsekvenserne af Covid-19.

Pakken er for omfattende til en gennemgang her. Hovedindholdet er en styrkelse af virksomhedernes kassebeholdning her og nu i form af fremrykning af kommunens betalinger til erhvervslivet, forlængelse af betalingsfrister den anden vej og udsættelse af betaling for lejemål til kommunen.

Vi vil prioritere en hurtigere byggesagsbehandling på byggerier til umiddelbar igangsættelse. Og endvidere fremrykke planlagte renoveringsopgaver og yderligere iværksatte tiltag for samlet 7,3 millioner kroner.

VI ER I byrådet helt klar over, at det ikke kan løse alle udfordringer for det enkelte menneske uden et job eller for virksomheder i en svær tid. Det skal betragtes som et supplement til Folketingets erhvervspolitiske tiltag.

Vi har samtidig bedt administrationen undersøge, hvilke større anlægsprojekter vi kan fremrykke og igangsætte i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger, hvis byggebranchen til den tid stadig har et behov for et ekstraordinært politisk initiativ.

I hele Danmark er det stilhed før stormen. Vi er beredte til opgaven. Den primære udfordring er at reducere mængden af smittede i de kommende uger. Her bærer vi alle et ansvar for at holde sammen og samtidig holde afstand til hinanden. Svære tider vækker på forunderlig vis også vilje i os.

Jeg glæder mig til vi alle skal medvirke til at løfte Sydfyn ud af krisen. Vi har meget, vi skal nå - sammen.

Pas ekstra godt på jer selv og hinanden i de kommende dage og uger.

Jeg er stolt af den empati, I udviser overfor hinanden. Og jeg glæder mig over, at det hyppigt anvendte ord i denne tid kommer til sin ret i Svendborg Kommune. Ordet er samfundssind.

Bo Hansen (S), borgmester

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø For abonnenter

Mistillid, illoyalt og ufortjent: Fond opsiger samarbejde om solcellepark med forening, den selv har stiftet

Annonce