Annonce
Langeland

Lærerstilling forlænget: Politisk udvalg skal godkende eller forkaste ordning

Det er ikke normalt at en forlængelse af en lærerstilling tages op politisk, men det er altså sket på Ørstedskolen i Rudkøbing. Arkivfoto

LANGELAND: Normalt er forlængelse af en lærerstilling ikke en sag, der skal op i det politiske system, men det sker, når Lærings-, Social- og Kulturudvalg holder sit næste møde.

Det hænger sammen med, at kommunens forvaltning har sagt god for, at Ørstedskolen i Rudkøbing har måttet forlænge en lærerstilling til at gælde også i hele 2021, selv om bevillingen i første omgang kun gjaldt for 2020. Der er tale om penge fra finansloven, som er øremærket et generelt løft af folkeskolen.

Begrundelsen for forlængelsen af denne stilling er at kunne udbyde et lærerjob, der er skruet sådan sammen, at det er interessant for ansøgere.

Men økonomisk hænger det ikke sammen. Der mangler cirka 46.000 kroner.

Partierne bag budgetforliget i Langeland Kommune har tidligere godkendt en anden fordeling af de penge, der også er på finansloven for 2021 for at løfte folkeskolen. Her har Nordskolen og Humble Skole fået flere penge, mens Ørstedskolen har fået færre end i 2020.

Lærings-, Social- og Kulturudvalget har to muligheder at vælge mellem, når udvalget skal finde en løsning, og der kommer ikke flere penge. Så man kan fastholde den nuværende fordeling, så Ørstedskolen selv må finde pengene et andet sted, eller udvalget kan justere beløbene.

Vælger man det sidste, får Ørstedskolen 346.000 kroner, mens Humble Skole og Nordskolen hver må afgive noget. Humble Skole mest med 28.000 kroner, så denne ender med at modtage 172.000 kroner. Nordskolen skal afgive 18.000 kroner og vil så stå tilbage med 113.000 kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce