Annonce
Svendborg

Lægger op til kompromis: Udvalgsformand vil give opsagte bådejere to års opsigelse

Jørn Andersen kritiserer byrådsmedlem Flemming Madsen for ikke at være interesseret i at høre, hvad borgerne havde at sige under spørgetimen til seneste byrådsmøde. Billedet her er ikke fra det pågældende møde. Foto: Michael Nørgaard
Formand for Teknik- og Erhvervsudvalget er klar til at forlænge opsigelsesfristen for 15 bådejere, som har fået opsagt deres bådplads. Det er ikke godt nok, mener bådelav og Venstre, som fortsat vil have opsigelserne trukket tilbage.

Svendborg: De 15 udenbys bådejere, som har fået opsagt deres bådpladser i en af Svendborgs kommunale havne, kan få lov til at blive her til 2023 frem for 2022.

Det er oplægget fra Flemming Madsen (S) forud for Teknik- og Erhvervsudvalgets møde torsdag, hvor sagen om det nye havnereglement skal genbehandles, og hvor han altså lægger op til at give bådejerne et ekstra år at gøre godt med.

- Det vil i hvert fald være vores udspil til mødet, siger Flemming Madsen.

Annonce

Dermed søger formanden at finde et kompromis i sagen om det nye havnereglement. Det blev egentligt stemt igennem af et enigt Teknik- og Erhvervsudvalg i begyndelsen af marts, men da det viste sig at sende en række bådejere med bopæl uden for kommunegrænsen i klemme, krævede Venstre sagen genbehandlet og opsigelserne trukket tilbage.

Den sidste del bør ikke komme på tale, mener Flemming Madsen, som i stedet peger på løsningen med de to års opsigelse.

- Ellers kan vi ikke vide, hvornår pladserne bliver ledige til vores egne borgere. Jeg kan godt forstå, de 15 bådejere, det handler om, er utilfredse, men vi har et hensyn at tage til vores egne borgere, og det er det, vi vægter højest her, siger han.

Ikke godt nok

Flemming Madsen mener desuden, at oplægget er i tråd med brugerudvalget i Rantzausmindes ønske.

- Inden alt skriveriet i avisen var brugerudvalget ude at sige, at et års opsigelse var for lidt, og at man hellere så, at de fik to år. Det er det, vi siger, at vi godt vil gå med til.

Det er dog slet ikke sådan, det forholder sig, fastslår Frede West, der både sidder med i brugerudvalget i Rantzausminde Havn og er formand for Rantzausminde Bådelaug. Han mener, at Flemming Madsen har misforstået ønsket om to års opsigelse.

- Vi har lavet en indstilling om, at man får en opsigelse på 24 måneder ved fraflytning af kommunen. Det vil sige, hvis man får arbejde i Odense og må flytte væk fra Svendborg, får man to års opsigelse, fordi det kan være svært at finde en plads et andet sted, siger Frede West.

- Men de fastliggere, der har været i vores havn i mange år, skal vi ikke smide ud. De skal have deres opsigelser trukket tilbage, tilføjer han.

Det mener Per Nykjær Jensen (V) også, og han kalder Flemming Madsens udspil for "ikke godt nok".

- Det er bare en længere pine, vi sender dem ud i. I mine øjne er det ikke til nogen nytte at give to års opsigelse, for konsekvensen er den samme. To år er klart bedre end et, men jeg synes ikke, det er en god løsning, siger Per Nykjær Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce