Annonce
Langeland

Kvinde på førtidspension: Provokeret af artikel om Langeland og folk på overførselsindkomst

Vivi Bech mener, at det er Jobcentret, der "går under radaren", ikke borgerne. Hun vil gerne yde en indsats, helst hjælpe skoleelever med dansk og matematik. Foto: Michael Lorenzen
Tilflytter er faldet over udtalelser om at gå under raderen - det forholder sig omvendt, mener hun.

BAGENKOP: En artikel i Fyns Amts Avis tilbage i december 2019 om, at Langeland har fået flere tilflyttere, som er på førtidspension, har provokeret Vivi Bech i Bagenkop. Hun føler, at tingene bliver vendt direkte på hovedet.

- Det var en vending fra formanden for Beskæftigelses-, Uddannelses- og Integrationsudvalget om, at man ikke skal tro, at man kan komme til Langeland og "gå under raderen", som jeg finder helt malplaceret. Ud fra mine erfaringer føler jeg, at det omvendt er kommunen og Jobcentret, der gemmer sig for borgerne, siger Vivi Bech.

Hun er 56 år og er på førtidspension.

- Men efter min flytning i 2018 fra Silkeborg til Sydlangeland har jeg fået det bedre, men jeg er isoleret. Jeg vil meget gerne i gang med noget. Derfor henvendte jeg mig til Ørstedskolens inspektør for at høre, om jeg ikke kunne blive tilknyttet som gratis, ekstra støtte til elever, der har det svært med dansk og matematik. Jeg vil bare gerne have betalt min transport. Jeg havde selv problemer med at dividere, da jeg gik i 5. klasse. Min mor var død, og jeg boede ved min morbror og tante, og en kusine satte sig med mig i et par dage, så jeg fik det lært. Selv har jeg arbejdet som pædagogmedhjælper og mener godt, at jeg kan bidrage med noget. Jeg fik faktisk 13 i diktat i skolen. Det skulle egentlig ikke kunne lade sig gøre, men jeg kunne stave til intercity, inden det kom i ordbogen, og det var afgørende, for jeg havde gjort noget selvstændigt, husker Vivi Bech.

Hun tilføjer, at inspektøren på Ørstedskolen ikke kunne love hende noget og nævnte, at der måske kunne være problemer i forhold til fagforeninger, men at hun skulle så gå videre med jobcentret og forelægge dem ideen og ønsket.

- Jeg kunne bare ikke komme igennem. I første omgang fik jeg kun en telefonsvarer, selv om jeg ringede i den åbningstid, kommunen selv havde angivet. Dagen efter fik jeg fat i kommunen og en kvinde i omstillingen, der nærmest optrådte som sagsbehandler og begyndte at udspørge mig. Blandt andet om cpr-nummer. Jeg håber da ikke, at hun sidder i et åbent kontor, og jeg synes nu nok, at Jobcentret er så vigtig en del af Langeland Kommune, at de kunne have et selvstændigt telefonnummer, tilføjer Vivi Bech.

Annonce

Skal have besked

Jobcenterchef Torben Lønberg, Langeland Kommune, kender ikke til den konkrete sag eller henvendelse fra Vivi Bech.

- Det hurtigste ville jo være, at skolen fortalte, at man ikke kan erstatte lønnet arbejde med frivilligt og da slet ikke i sparetider. Så er der spørgsmålet, om man kan få ændret en førtidspension: Det sker sjældent, selv om der efter gamle ordninger var regler om, at man skulle tage sager op igen efter et vist antal år. De findes ikke i de nye ordninger, og jeg har ikke oplevet tilfælde på Langeland, hvor det er sket. Ud fra beskrivelsen lyder det i øvrigt måske mere, som om hun burde gå i gang med noget frivilligt arbejde. Det er der masser af her på Langeland, så der kan man godt gøre brug af hende og den indsats, hun kan lægge, siger Torben Lønberg.

Men selvfølgelig skal folk have besked og kunne komme til at tale med en fra Jobcentret, når de henvender sig, fastslår han.

- Hvis hun eller andre ringer en anden gang, skal de bare spørge efter mig. Så skal jeg nok sørge for, at de bliver kontaktet, og jeg kan selv ringe tilbage. Det er ikke sikkert, at de er tilfredse med det, jeg kan sige til dem, men de vil høre fra os. Det kan jeg love, tilføjer Torben Lønberg.

Vivi Bech har selv overvejet frivilligt arbejde, men påpeger, at det meste foregår i Rudkøbing.

- Det er blandt andet her, at Frivillighedscentret ligger, og det vil koste mig 60 kroner for en bustur - selv om jeg har rejsekort, siger hun.

Torben Lønberg påpeger, at det offentlige ikke kan yde transportgodtgørelse for frivilligt arbejde.

- Hun kan heller ikke trække udgifter fra i skat. Hvis jeg var hende, ville jeg undersøge, om ikke de frivillige foreninger eller organisationer har mulighed for at hjælpe, eventuelt ved at søge fondsmidler, nævner Torben Lønberg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Sydfynske trafikprojekter på dagsordenen nu

Coronakrisen har sat meget i stå og i de seneste uger har vi i Folketinget brugt mange kræfter på adskillige hjælpepakker til mange forskellige sektorer for at hjælpe Danmark så skånsomt som muligt gennem krisen. Nu er tiden kommet til også igen at se fremad. Væksten er ikke alene gået i stå, den er også slået tilbage. Derfor er det vigtigt, at vi fra statens side hurtigt får gang i nye projekter, der kan skabe og understøtte ny vækst, beskæftigelse og udvikling. I Venstre har vi nu meldt ud og opfordret til forhandlinger om igangsættelse af infrastruktur- og trafikprojekter. Det sydfynske trafikprojekt ”Fra Omvej til Genvej” skal på dagsordenen i Folketinget nu og sammen med Lolland/Falster dermed skabe hurtigere trafikkorridor fra Sydfyn til Femernforbindelsen, som forventes at komme om nogle år. Her på den sydfynske side handler det om en ny omfartsvej på Tåsinge, og på Lolland-siden om en fremskudt færgehavn. Projektet vil give øget og hurtigere fremkommelighed. På den måde vil projektet medvirke til at gøre Svendborg, Langeland og hele det sydfynske område attraktivt at investere i som virksomhed og samtidig styrke bosætningen. Allerede i disse år inden Femernforbindelsen er etableret, mærker man tydeligt, at trafikmængden øges hen over Tåsinge og Langeland. Derfor skal dette vigtige trafikprojekt på dagsordenen nu. Samtidig udestår der også investeringer i at færdiggøre investeringer i støjskærme fra Svendborgmotorvejen og et stykke frem mod Svendborgsund. En del er lavet. Det resterende bør sættes i gang nu. Og det er ligetil at gå i gang med nu. Helt oplagt er det naturligvis også nu at få sat gang i cykelstiprojektet fra Ollerup til Svendborg. Nu har staten chancen for at gå foran og give et projektet et godt startskud. Lad os komme i gang. Kære regering. Sæt infrastrukturplan på dagsordenen nu, og indkald til forhandlinger. Sæt disse sydfynske trafikprojekter på planen. Der er behov for det.

Fyn

Fem testcentre på vej: Skal kunne corona-teste 5000 fynboer om dagen

Erhverv

Butikkerne lider: Men loyale kunder i lokalsamfund kan gøre livet lettere efter krisen

Annonce