Annonce
Livsstil

Kunstboghandler i Rønde: Han viser kun kunst, der taler til hjertet

En by uden en boghandel er ikke en rigtig by, siger Niels Trangbæk, der gerne vil sælge butikken, dog ikke Boggalleriet på førstesalen. -Vi havde en kanongod julehandel sidste år, men det er også hårdt. Jeg kan faktisk ikke holde til det mere, siger boghandleren i Rønde.
Den største samling af kunstbøger til salg i Danmark ligger i en boghandel i den lille by Rønde, porten til Mols. Niels Trangbæk har i løbet at sine 41 år som boghandler i byen formået at dyrke sin passion i en blandet landhandel, hvor der også er plads til kunstudstillinger.

”Lige et øjeblik”.

Niels Trangbæk rejser sig igen fra den antikke spisestol og smutter ud bagved. Lidt efter kommer han tilbage med endnu et katalog, han lige vil vise. I udstillingslokalet, hvor vi sidder, hænger der en umiskendelig duft – nogle vil måske sige lugt – af maling fra de malerier, der hænger på væggene. Kunstneren Lars Dan har lagt tykke lag af farverig maling på lærrederne, og til trods for at formatet ikke er voldsomt stort, skulle der to mand til for at hænge hvert maleri op. Så tunge er de af maling, som tager et til to år om at tørre. Men duften – eller lugten – bærer de stadig på.

-Ja, jeg fatter ikke en brik af de der værker, men de taler til mig.

Annonce


Ja, jeg fatter ikke en brik af de der værker, men de taler til mig.

Niels Trangbæk


Og sådan er det med alle de udstillinger, der vises i Boggalleriet i Rønde. Der kommer kun kunst op på væggene, som taler til boghandler Niels Trangbæk, for som han siger: ”Kunst skal tale til hjertet”.

Han kan umiddelbart ikke lige sætte ord på, hvad det er, der taler til hans hjerte. Heller ikke hvilke kunstnere, der står hans hjerte nærmest. Der er så mange favoritter blandt de tusindvis af kunstnere, han er stødt på i løbet af de snart 40 år, han har solgt kunstbøger på førstesalen af sin boghandel på Hovedgaden i Rønde.

Mellem hylder med kunstbøger hænger et keramisk relief af Peter Brandes.

Boghandler Niels Trangbæk har opbygget Danmarks største samling af kunstbøger. Der ligger flere end 10.000 kunstbøger på borde og hylder i det store lokale, som også fungerer som galleri.

Mange kunder bor i København og på Sjælland. De køber kunstbøger via netbutikken Boggalleriet, men der kommer også kunder langvejs fra, som skal op på førstesalen for bare at snuse rundt eller for at finde den specifikke bog om en kunstner, som de ledte efter.

Sådan en helt almindelig tirsdag formiddag, da avisen er på besøg, hilser Niels Trangbæk adskillige gange på kunder, som går rundt og kigger i samlingen af kunstbøger. Fra Rembrandt til Per Kirkeby. Fra Peter Brandes til Sonja Ferlov Mancoba.

Købmand med passion

Man kan jo undre sig over, hvorfor denne specialbutik med kunstbøger ligger lige midt i Rønde, en by med knap 3.000 indbyggere. Godt nok en by, der har meget mere, end andre byer af samme størrelse, for her er et rigt handelsliv med et alsidigt udbud af butikker, og man er ved at falde over samlingen af supermarkeder. Her er også egnsteater, gymnasium og højskole på kanten til Mols og med udsigt over Århus Bugt og Kalø Slotsruin.

Udstilling med billedkunstner Lars Dan vises frem til 29. maj.

Der er nok flere forklaringer. Dels Niels Trangbæks passion for kunst. Dels at andre boghandlere er lukket, lige som eksisterende boghandler har opgivet kunstbøgerne. Dels at mange kører gennem Rønde på vej til sommerhusene og holder ind for at købe lidt ferielæsning.

Og endelig skyldes det nok også, at Niels Trangbæk er en dygtig købmand, der har formået at bygge dét, han selv kalder ”en blandet landhandel” op: En rimelig stor boghandel, hvor der også sælges legetøj, en café og en vinbutik. Den blandede landhandel, der går under navnet Huset Trangbæk, gør det muligt for ham at passe passionen for kunst på førstesalen.

Interessen fik han på sin læreplads hjemme i Viborg. Han var allerede som stor dreng en læsehest, og boghandel var én af mulighederne, da han skulle vælge uddannelse. Boghandlen i Viborg blev drevet af et par, som havde en meget fin kunstsamling efter datidens forhold. Udlært som boghandler arbejdede Niels Trangbæk rundt omkring – fra London til København over Odense, inden han havnede i Århus. Efter syv-otte år i Magasins boghandel havde han brug for nye udfordringer, og dem fik han ved at købe en boghandel i Rønde.

-Den første dag var der snestorm, og vi solgte for 100 kroner, men jeg tænkte: ”Det kan da kun gå fremad!”

Det lille ”vi” omfatter også hans kone Ilse, som har været med, indtil for få år siden, hvor hun trappede ned.

Annonce

Det begyndte med et restoplag

De første år var hårde, men efterhånden fik de bygget en god forretning op. Allerede efter et par år tog han fat på salg af kunstbøger, men det var nu mest en tilfældighed:

-Der kom en repræsentant og spurgte, om jeg ikke ville købe et restoplag af en luksusbog, som Ole Sarvig havde skrevet om Edvard Munchs grafik. Han vidste, at jeg var kunstinteresseret, og han mente, der var 250 bøger tilbage ude hos boghandlerne, men da forlaget havde fået bøgerne tilbage fra butikkerne, var der 600!!! Det var godt nok mange kunstbøger at stå med og ikke helt nemt at sælge her i Rønde, smiler Niels Trangbæk ved erindringen og tilføjer:

-Jeg var jo nødt til at gøre noget, så jeg samlede adresser på kunstforeninger, museer – ALT! Og da jeg nu alligevel skulle sende et tilbud ud om Ole Sarvigs bog, kunne jeg lige så godt finde tilbud på andre kunstbøger. Siden har det stille og roligt udviklet sig.

Per Kirkeby lavede nogle litografier, som kunne sælges i Boggalleriet. Niels Trangbæk havde nemlig fået et restlager af en stor og flot kunstbog om Per Kirkebys værker. En dyr bog, men ved køb af en bog kunne man nu erhverve et litografi tegning af Per Kirkeby.

Efterhånden blev Niels Trangbæk kendt af både forlag, kunstinteresserede og museer. Så meget, at han blev bedt om at lave salg af kunstbøger på et væld af museer i Danmark. Den største butik lå på Brandts Klædefabrik, som han også selv drev.

Det var sjovt, for Niels Trangbæk også rejste ud til de store bogmesser for at finde nye spændende kunstbøger.

-Jeg tog det ene år til den store messe i Frankfurt, og året efter skiftede jeg mellem messerne i Paris og London. På messen i Frankfurt kunne jeg gå ind på en stor stand hos et forlag, som kun havde kunstbøger, og jeg kendte ingen af kunstnerne. Så mange kunstnere findes der i verden.

Han lavede fine, små kataloger, som han sendte ud til alle interesserede, men:

-Det var ikke nogen guldgrube. Det var en passion, ellers ville jeg jo ikke gøre det.

Annonce

Per Kirkeby – en ven af huset

I 2009 havde han lukket al salg på museerne, og han åbnede i stedet webshoppen Boggalleriet, hvor en stor del af handlen foregår i dag.

Undervejs har han skabt mange kontakter til kunstnere, og efter en større ombygning af den gamle rutebilstation, hvor hans butikker ligger, blev der plads til et lille gallerilokale. Her er der to til fire udstillinger om året, men kun med kunstnere, som siger Niels Trangbæk noget. Somme tider køber han et værk af kunstnerne. Der hænger således et stort keramikrelief af Peter Brandes mellem kunstbøgerne. Nede i stueetagen i Bog&Ide-afdelingen hænger der et stort værk af Niels Reumert, begge venner af huset

Der hænger også flere tegninger af Per Kirkeby, som Niels Trangbæk fik et særligt forhold til. Så godt, at han engang bad Per Kirkeby om at lave nogle litografier, som kunne sælges i Boggalleriet. Niels Trangbæk havde nemlig fået et restlager af en stor og flot kunstbog om Per Kirkebys værker. En dyr bog, men ved køb af en bog kunne man nu erhverve et litografi tegning af Per Kirkeby. Det er én af flere gode ideer, som Niels Trangbæk har fået gennem tiden, og som han siger, mens han sender et blink med øjet:

-Det er en god pensionsopsparing.

Annonce

En by uden en boghandel…

Egentlig kunne han gå på pension, for han har fået sin folkepension i fire år. Niels Trangbæk vil da også gerne sælge hele stueetagen med Bog&Ide, Legekæden, Vinspecialisten og caféen. Han kunne sådan ønske sig, at der var et yngre menneske, der brænder for bøger og vin, og som kan se en mulighed i at drive butikken videre.

-Jeg plejer jo at sige, at en by uden en boghandel ikke er en rigtig by.

Det skal også være én, som interesserer sig for det der med de sociale medier, for det er nødvendigt i dag, når man har butik, men som Niels Trangbæk siger: ”Det siger mig ikke en papskid”.

Til gengæld vil han fortsat hygge sig på førstesalen med salg af kunstbøger og arrangere udstillinger med kunst, som han kan li’.

-Nej, jeg vil ikke sælge førstesalen. Her vil jeg gå og hygge mig med mine kunstbøger. Det er godt at komme på arbejde hver dag. Ellers kunne man jo blive alkoholiker!

Blå Bog

Niels Trangbæk

71 år, uddannet boghandler i barndomsbyen Viborg.

Driver en Bog&Ide og Legekæden på Hovedgaden 6 i Rønde på Mols.

Hertil hører en vinbutik og en café, som er forpagtet ud.

På førstesalen ligger Boggalleriet, hvor der er over 10.000 kunstbøger og skiftende kunstudstillinger.

www.boggalleriet.dk

Annonce
Erhverv For abonnenter

Trælastkæden Bygma bekræfter: - Ja, vi er på vej til Svendborg

Fyn

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Onsdagens coronatal: 223 testet positiv det seneste døgn

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Først erobrede de Svendborg Havn: Kammerateriet-kammerater åbner strandbar i Haderslev

Langeland For abonnenter

Værtshus-ejer i retten for at holde åbent under nedlukning: - Det er ikke rimeligt med så kort varsel at regne med, at vi har styr på restriktionerne

Svendborg

Bøderegnen fortsætter: Politiet giver bøder til yderligere 10 bilister på Nyborgvej

Navne For abonnenter

Nekrolog: Inga Jønsson var et socialt samlingspunkt

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Det ser uhyggeligt ud: Danmarks bedste motionsrute stinker af døde fisk

Fyn For abonnenter

Link til artikel med opdaterede corona-tal fra din kommune

Danmark

Her er de nyeste corona-tal søndag: 497 nye smittetilfælde

Livsstil

Spørg Kjeld Bjerre: - Der er kommet hvide mærker på mine nylagte fliser

Fyn

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Svendborg

Oversete kræftknuder og stærke sovepiller: Svindellæge fra Svendborg har også været kritiseret for dårligt lægearbejde

EM LIV

Malte fra Nørrebro blev hele Danmarks student, da han kastede sin hue på banen og fik Delaneys trøje efter dansk-russisk EM-skæbnekamp

Svendborg

11 bøder på 40 minutter: Bilister blæser på vejarbejde

Ærø For abonnenter

Jens Weiss er gal: - Jeg kan ikke længere stå model til det her

Svendborg For abonnenter

Hjem blev fyldt med skoldhedt vand: - Det var første gang i 25 år

Annonce