Annonce
Svendborg

Kultutten er død – leve kunst og kultur på Frederiksøen

Beth Lehner var med til at stifte Kultutten i 2014. Foto: Beth Lehner

Debat: Jeg så fra start Frederiksøen med sine fantastiske bygninger, der lå og forfaldt midt i byen som et godt grundlag for et kulturelt eksperiment. Mange steder i verden havde man allerede kunne se, at der lå et kulturelt potentiale i forladte industribygninger.

Det måtte også kunne lade sig gøre i Svendborg, hvis man som de første christianitter bare smøgede ærmerne op og tog fat. Afdøde Steen Juhler og jeg havde begge erfaringer fra Christianias pionertid, så han sluttede sig straks til idéen.

Svendborg Kommune havde netop opfordret borgerne til at komme med idéer til, hvad værftsøen kunne bruges til og i den forbindelse lavet en udstilling om værftet og dets arbejdere. På fotoplancher kunne man tydeligt se Værftskantinen som et fantastisk sted at mødes i kulturelle sammenhænge.

Så da vi præsenterede politikerne for vores idé med et multikulturhus, var der lydhørhed og siden hen både samarbejdsvilje og støtte.

Desværre faldt vi i samme fælde som Christiania. Vi tænkte ikke på, at fristeders åbne døre tiltrækker folk af meget forskellige grunde og med ligeså forskellige motiver. At få sådan et sted til at fungere kræver god og erfaren ledelse.

Med god ledelse forstår jeg en ledelse, der får det bedste frem i medlemmerne af foreningen til fælles bedste – i dette tilfælde også byens borgere.

Hverken Steen Juhler eller jeg havde ambitioner om at være formand/kvinde for foreningen og det havde de øvrige medlemmer af den første bestyrelse heller ikke. Foreningen skulle desuden signalere ungdom, kreativitet og gåpåmod og det er ikke den gængse opfattelse af folk med gråt hår.

Så da Charlie dukkede op på Kammerateriet da vi stiftede foreningen, kom han som kaldet. Ung, smilende og charmerende og fyldt med gode idéer.

Han ville være en god frontfigur, så vi spurgte, om han ville være formand og der var ikke noget, han hellere ville.

I praksis viste det sig, at et formandskab for en så broget skare stiller meget store krav. Især til at sætte og overholde de vedtagne fælles rammer, som er grundlaget for foreningen.

Charlie havde viljen til opgaven men ikke den nødvendige erfaring. Det kunne han måske have fået hjælp til, hvis han havde ønsket det. For Charlie havde tilsyneladende den opfattelse, at en god leder er den, der har viljen til at få det som man vil have det – om nødvendigt at vælge at følge egne regler.

Private lukkede fester hører f.eks. ikke under kriteriet ”offentligt område”.

Ingen stoppede ham i tide, så han kom til at indførte en topstyret kultur, der i min optik fik mange gode kræfter til at vælge at gå solo.

Efter flere forsøg på at ændre topstyringen ved et demokratisk valg blandt de reelle medlemmer af foreningen (andelshaverne), måtte jeg allerede i 2016 give op og gå.

Læren for mig er, at det er vigtigt at sige fra, når man synes, det går den gale vej. Men ikke før man har forsøgt at ændre det.

Nu har Svendborg Kommune slået poten i bordet og med god grund. Men heldigvis lever mange af idéerne videre i Svendborg Forsamlingshus, som har en erfaren leder, som mange af de gode kreative kræfter og byen nyder godt af.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce