Annonce
Debat

Debat: Kullinggade 3-7 er kåret som bedste byggeri

Nye huse, Kullinggade

Læserbrev: De små huse i Kullinggade 3 til 7 i Svendborg er blevet kåret til Danmarks bedste nybyggeri i 2020 i Arkitekturoprørets afstemning. Tillykke til byen, til bygherren, C. Larsen Holding og til C & W Arkitekter. Husene førte klart fra start til mål i hele afstemningsperioden, hvorimod der var et tæt kapløb mellem Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens og Søtorvet i Silkeborg om titlen som det værste byggeri.

Husene i Kullinggade 3-7 indpasser sig efter omgivelserne. Dermed kommer de til at indgå i en større helhed og er med til at skabe et bymiljø. De giver noget tilbage til omgivelserne. Det adskiller dem fra næsten alt det moderne byggeri, der er kommet på landets havne gennem de seneste 20 år; det tager fra omgivelserne uden at give noget igen, og forringer dermed havnemiljøerne. Derfor er husene i Svendborg bemærkelsesværdige. For nogle år siden så vi i Strandgade i Kerteminde et lignende eksempel på nybyggeri, der indpasser sig og skaber et godt miljø på et sårbart sted i byen.

Arkitekturoprørets Facebook-gruppe er et talerør for den almindelige befolkning. Her værdsætter man gode bymiljøer, og derfor har Kullinggade 3 til 7 længe været genstand for positiv opmærksomhed. I mange år har byggebranchens fagfolk befundet sig i deres egen, lukkede verden, uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening. Det er nu ved at ændre sig.


I mange år har byggebranchens fagfolk befundet sig i deres egen, lukkede verden, uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening. Det er nu ved at ændre sig.


Men man hører stadig - dog heldigvis sjældnere - fagfolk tale foragteligt om triste pasticher over traditionelt byggeri. Det skyldes, at de kun taler om arkitektur. De ser ikke det væsentlige. Normerne for god arkitektur har nu i 100 år været præget af modernismen. Det har været til stor skade. Moderne byggeri har ødelagt sammenhæng og harmoni i de fleste ældre byer - desværre også i Svendborg og ikke mindst i Odense - og der er i de 100 år ikke skabt nye bykvarterer med liv og atmosfære som det, man finder i de ældre. Tværtimod, har vi fået menneskefjendske murstensørkener og beton-ghettoer. Fagfolkene er opflasket med værdinormer, som tiden er ved at løbe fra. Modernismens tid er forhåbentlig langt om længe ved at rinde ud.

Det er gode bymiljøer, der er det vigtige. Svendborg er med til at vise vejen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce