Annonce
Navne

Kulørt bankmand med motto: Hvis hjertet er med, skal det nok lykkes

Der skal være plads til, at en asa-troende Jim Lyngvild kan fortolke kristne fortællinger, mener Thomas Ingemansen. Arkivfoto: Torsten Cilleborg
Bankmanden, orgelspilleren og revyskuepilleren Thomas Patrick Ingemansen (31) kan nu også skrive menighedsrådsformand på CV-et.

Faaborg: Har man hjertet med i de projekter, man kaster sig ud i, så skal de nok lykkes. Det motto har den 31-årige faaborgenser Thomas Ingemansen levet efter i en del år efterhånden, og man må sige, at hans hjerte har været på overarbejde på det seneste.

Ud over et fuldtidsjob som erhvervskunderådgiver i Danske Andelskassers Bank i Svendborg, har han et bijob som organist, og så er han netop valgt som ny menighedsrådsformand for Faaborg Kirke. Mange i lokalområdet vil derudover kende ham som en kompetent og velsyngende skuespiller i Horne-revyen, hvor han - blandt andet i rollen som Jim Lyngvild - har slået sine folder på scenen de seneste fem år.

Skuespilleriet skal der fortsat være tid til, selvom han nu påtager sig et kirkeligt ansvar.

- Jeg kan rigtig godt lide hele processen omkring revyen, hvor vi øver, og der opstår et stærkt sammenhold frem mod et fælles mål. Og så har det altid tændt mig at stå på en scene og performe foran andre, fortæller han.

Sideløbende læser han jura på deltid, og målet er på et tidspunkt at blive jurist/advokat indenfor den finansielle sektor.

Lige nu ser han dog frem til at være med til at sætte sit præg på Faaborg Kirke.

- Jeg har altid haft en interesse for det kirkelige. Jeg har spillet som organist og gået til orgelspil, siden jeg var 10 år, så jeg har haft min gang i kirker. Og som Dan Turéll sagde: Hvis man ønsker en forandring, skal man selv være forandringen, siger han.

Og forandring ønsker han. Han havde en kraftig finger med i spillet i forbindelse med, at Faaborg Kirke i sidste uge sagde ja til, at den Asa-troende Jim Lyngvild kan få lov til at udsmykke Faaborg Kirke med sine fortolkninger af nogle af de store bibelske fortællinger.

En overraskende åbning for mange, men den faaborgensiske menighed behøver ikke at frygte chok på chok i de kommende år.

- Jeg vil gerne være nytænkende, men ikke for nytænkende, for jeg har en meget stor respekt for de traditioner, der er i vores kirke, understreger han.

Annonce

Blå bog

Thomas Patrick Ingemansen, 31 år, født og opvokset i Faaborg.

Bor sammen med sin kæreste i Faaborg.

Arbejder som erhvervskunderådgiver i Danske Andelskassers Bank i Svendborg.

Blev valgt til Faaborg Menighedsråd i Faaborg for tre år siden.

Har en passion for orgelmusik og har lært sig selv at spille kirkeorgel. Efter nytår tiltræder han en fast stilling som organist i V. Hæsinge og Sandholt Lyndelse kirker.

Åben om seksualitet

Thomas Ingemansen er homoseksuel og bor i Faaborg sammen med sin kæreste. Det er han helt åben omkring.

- Min seksualitet er en del af mig, men den spiller hverken ind på min religion eller min politik. Jeg er et kristent menneske, og det, at jeg er homoseksuel, er bare den, jeg er. Jeg har intet behov for at vise min seksualitet frem, men jeg skjuler den heller ikke. Det, jeg gerne vil signalere, er, at jeg er et åbent og varmt menneske, der lukker folk ind - og sådan skal det også være i kirken, fortæller han.

I rollen som menighedsrådsformand er det først og fremmest viljen til fællesskabet og lysten til at underbygge forkyndelsen af evangeliet, der er vigtig, mener han.

- Det er selvfølgelig vigtigt, at du har den kristne tro, men du behøver jo ikke at være missionsk eller dybt troende - på sin vis adskiller arbejdet i et menighedsråd sig ikke meget fra mange andre bestyrelser, siger han.

I Hornerevyen 2017 spillede Thomas Ingemansen Jim Lyngvild, der fik fint besøg af dronning Margrethe (Vips Brems) i forbindelse med de mange arkæologiske udgravninger på Horne land. Arkivfoto: Andreas Bastiansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];